Så har vi omsider det dobbelte murstensværk om den kolde krig i Danmark med den kulørte og let bibelsk farvede titel Ulve, får og vogtere.
Polemikken begynder allerede på side 15 af de i alt lidt over 1500 sider. Forfatteren, professor dr.phil. Bent Jensen, slår fast, at han ikke føler trang til at takke hverken Forsvarsakademiets ledelse, ledelsen af Politiets Efterretningstjeneste, Justitsministeriet eller Statsministeriet.
Alle har nemlig i urimelig grad besværliggjort hans og hans centers arbejde med at kortlægge de hjemlige konsekvenser af den kolde krig. Selv banale oplysninger, undertiden mere end 50 år gamle, skulle stadig være til fare for den danske stats sikkerhed i 2012, og derfor har han fået snesevis af afslag på at kunne referere dokumenter, der ikke kunne afklassificeres, som det hedder i efterretningsjargon. Eller ikke har kunnet genfindes.
Hver gang han har været forhindret i at citere et dokument, har han forsynet teksten med et lille rødt hammer og segl-logo. Meget underholdende men samtidig et besynderligt dementi af den seriøsitet og grundighed, den enorme rapport ellers signalerer.
LÆS OGSÅ: Nyt værk om Den Kolde Krig: Anmeldere er vildt uenige
For hvad er egentlig meningen med at placere det kommunistiske varemærke så mange steder i de to bind? At Statsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste, Pet, er infiltreret af kommunister? At tidligere Pet-chef Jakob Scharf og tidligere justitsminister Morten Bødskov (S) i virkeligheden håber på et comeback for kommunismen?Ærgerlige spørgsmål, for Bent Jensen har faktisk ret i, at det flere steder virker underligt, at han ikke må bruge de dokumenter, han og hans medarbejdere har haft adgang til.Center for Koldkrigsforskning, CFKF, blev besluttet oprettet af VK-regeringen under forhandlingerne om finansloven for 2006. Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, havde i sommeren 2005 udgivet sin udredning, Danmark under den kolde krig den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991.
Oprindeligt blev det projekt sat i søen af den socialdemokratisk ledede regering under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) tilbage i juni 2000. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) udvidede i august 2002 kommissoriet for DIIS arbejde, så man skulle lægge særlig vægt på den sikkerhedspolitiske udvikling i 1980erne, det vil sige henimod den kolde krigs afslutning. Desuden skulle der fokuseres på Warszawapagt-landenes forsøg på direkte eller indirekte at påvirke den danske sikkerhedspolitik.
Den borgerlige regerings klare politiske dagsorden var, at undersøgelsen skulle vise, hvor skadelig den såkaldte fodnotepolitik i 1980erne havde været for Danmark. Fodnotepolitikken handlede om, at De Radikale sammen med partierne til venstre for midten tvang den borgerlige firkløverregering til at tage adskillige forbehold over for Natos beslutning om at opstille atombevæbnede mellemdistanceraketter i Europa som svar på Sovjetunionens tilsvarende oprustning i 1970erne.
Desuden skulle DIIS gerne sætte navne på de nyttige idioter eller egentlige agenter på venstrefløjen, som havde modarbejdet Danmark og hjulpet Sovjetunionen under den kolde krig.
DIIS-rapporten blev en stor skuffelse for de borgerlige partier. Konklusionen om, hvad det alternative udenrigspolitiske flertal havde betydet for Danmarks omdømme, var særdeles blød, og der blev ikke udpeget røde lejesvende af betydning.
På den baggrund krævede Dansk Folkepartis Jesper Langballe i 2005, at der blev oprettet et koldkrigscenter, som kunne gennemføre en ordentlig undersøgelse af den kolde krig, og det krav fik han let igennem over for VK-regeringen.
10 millioner kroner blev der afsat, og professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet fik tre år og fire medarbejdere til at gennemføre projektet.
Fra dag ét har der været stormvejr om centret. Fra beskyldninger fra dele af forskningsverdenen om, at det er politisk styret forskning til en spektakulær retssag mellem Bent Jensen og Informations journalist Jørgen Dragsdahl. Bent Jensen har refereret Pet for, at Dragsdahl var agent for Sovjetunionen, hvilket fik Dragsdahl til at anlægge en injuriesag, der nu kan fortsætte helt til Højesteret.
Så opgøret om efterkrigstidens historieskrivning sætter sindene i kog. Bent Jensen gør det i særdeleshed, fordi han i så udpræget grad udpeger de gode og de onde.
Han har ikke som DIIS fine fornemmelser og overvejelser om privatlivets fred, når der skal sættes navne på påvirkningsagenter og spioner, uanset om de pågældende er dømt for noget eller ej.
Han lægger under ingen omstændigheder skjul på sine egne holdninger, når han for eksempel i Ulve, får og vogtere kalder det absurd, at et tilbagestående land som Rusland, der i 1917 blev besat af en fanatisk ideologisk bevægelse, skulle kunne være forbillede for det politisk, socialt, kulturelt og økonomisk udviklede Vesteuropa og Nordamerika.
Absurd eller ej fik kommunismen i det 20. århundrede tag i mange mennesker, både herhjemme og i resten af Vesteuropa. Det er selvfølgelig også derfor, Bent Jensen overhovedet har noget at skrive om.
Han indleder sit værk med at gøre rede for, hvad den kolde krig var: en langvarig, ideologisk konflikt om samfundssystemer mere end en traditionel strid om territorier og markeder. Udspringet var Sovjetunionens overfald på og besættelse af Østeuropa efter Anden Verdenskrig. Den kolde krig sluttede først, da Sovjetunionen nærmest på et øjeblik brød sammen i 1991.
Bent Jensen gør rede for Sovjetunionen som et militær-industrielt kompleks, opbygget af diktatoren Josef Stalin. Der skulle oprustes militært, fordi et militært opgør med kapitalismen ville være uundgåeligt efter den marxistisk-leninistiske ideologi.
Et af nøglespørgsmålene i debatten om den kolde krig har været, om Sovjetunionen planlagde en angrebskrig mod Vesten, og om man ville bruge atomvåben i et første angreb. Et andet kontroversielt spørgsmål er, om Sovjetunionen nåede at blive Vesten militært overlegen.
DIIS-udredningen mente ikke, at Sovjetunionen havde overhalet Vesten i 1981, men det tager Bent Jensen ikke for gode varer. Han opregner en lang række tal for kampvogne, pansrede mandskabsvogne, artilleri, officerer og atomvåbensprænghoveder, som alle viste sovjetisk overlegenhed over USA og Vesteuropa i hvert fald i midtfirserne.
Der bliver dog også nævnt nogle andre tal, som burde give anledning til eftertanke. Det fremgår, at Sovjet brugte måske 20 procent af sit bruttonationalprodukt, BNP, på militæret, mens USA anvendte op til otte procent af sit BNP på sit forsvar. Samtidig får man at vide, at USAs BNP formentlig var fem gange så højt som det sovjetiske. Det er lidt teknisk, men betyder alt andet lige, at målt i absolutte tal brugte USA væsentligt flere penge på sit militær end Sovjet.
Desuden var Vesten formentlig også teknologisk så langt foran Warszawapagten, at truslen var mindre, end omfanget af isenkram antyder.
Planlagde Sovjet en angrebs-krig mod Vesten? Bent Jensen er ikke i tvivl om, at den sovjetiske ledelse militært satsede på angreb frem for forsvar. Man var heller ikke bleg for at ville bruge atomvåben i begrænset omfang i en første bølge.
Om Stalin så reelt ville gå ind i en uprovokeret angrebskrig først i 1950erne, tvivler Bent Jensen til gengæld på. Der er ikke noget i de mange kilder, som tyder på det. Risikoen for en sovjetisk katastrofe var trods alt for stor.
Alligevel var der både i Danmark og andre vestlige lande en udbredt frygt for kommunismen. Med god grund. Sovjetunionen havde efter Anden Verdenskrig udbredt sin interessesfære til hele Østeuropa, og mange andre steder i verden tog kommunister magten, ofte efter blodige borgerkrige.
Samtidig var der også folkeligt og politisk en udbredt frygt for endnu en verdenskrig, der kunne blive udkæmpet på atomvåben. Denne frygt udnyttede Sovjetunionen ved at støtte en lang række fredsbevægelser i Vesten og herhjemme. Ifølge Bent Jensen kom der to bølger af fredsbevægelser. Den første var de store demonstrationer mod atomvåben og Vietnamkrigen i 1960erne, som stort set ikke fik nogen indflydelse på dansk sikkerhedspolitik. Det gjorde derimod den sidste bølge, som begyndte i slutningen af 1970erne.
LÆS OGSÅ: Bent Jensen om en tid med sammenhold og farligt sværmeri
Denne periode er den mest kontroversielle, fordi mange beskyldninger mod nulevende venstreorienterede for agentvirksomhed til gavn for Sovjet stammer herfra. Det er en udbredt myte, at Danmark på mirakuløs vis slap gennem den kolde krig, stort set uden at danskere spionerede for fjenden.
Sandheden er, at der herhjemme både har været spioner, som er blevet dømt, og agenter, som af forskellige grunde er sluppet for en dom. Det kunne være, fordi Pet ville beskytte sine kilder, fordi sagerne var forældede eller af politiske opportunitetshensyn, som Bent Jensen skriver. Han mener faktisk, at Danmark har haft spioner med større betydning for sovjetiske KGB og østtyske Stasi end den norske spion Arne Treholt, der blev idømt 20 års fængsel for spionage. Desværre fortæller han ikke, hvem disse agenter er.
Hvilket næppe kan skyldes, at Bent Jensen er bange for at nævne navne. Dem er der mange af i de to bind. Særligt navne fra partiet SF omtales. Blandt dem er den tidligere partiformand gennem mange år Gert Petersen, der i årevis jævnligt mødtes med den sovjetiske efterretningsofficer Oleg Gordijevski, der i 1974 hoppede af til Vesten.
Bent Jensen mener, at det var sovjetsympatien, der drev Gert Petersen og flere andre SFere som Pelle Voigt og Torben Krogh til at mødes med KGB-officerer. Selv har de sagt, at de mødtes med diplomaterne for at udveksle synspunkter og få indblik i den sovjetiske ledelses tænkning. Pet-kommissionen var i sin rapport mest tilbøjelig til at støtte den sidste udlægning, men det er ejendommeligt, mener Bent Jensen.
Gert Petersens videregivelse af fortroligt materiale fra Det Udenrigspolitiske Nævn til Sovjet var nemlig ikke angivelig, men virkelig, skriver han. Tættere kan han ikke komme på en anklage for landsforræderi uden at skrive det direkte.
Også blandt radikale og socialdemokrater var der politikere, som gik fjendens ærinde, måske ikke direkte som agenter, men så ved at arbejde politisk for holdninger, der gavnede Sovjet. Personer som Meta Ditzel (R), Jens Clausager (R), Sven Skovmand (R), Ole Espersen (S) og Lasse Budtz (S) var blot nogle af dem, der skadede Danmark.
Bent Jensen har viet en meget stor del af sit arbejde til det sikkerhedspolitiske holdningsskift hos Socialdemokraterne i 1980erne. Fra at have været kommunisternes hårdeste kritikere fra 1950erne og frem blev partiet fra slutningen af 1970erne til en slags nyttige idioter for Sovjet. Partiet vendte sig imod Natos såkaldte dobbeltbeslutning om at opstille atomraketter i Europa som svar på den sovjetiske raketopstilling i 1970erne.
Med Bent Jensens ord ændrede Socialdemokraterne sig fra at være ulve til at være lam. Pudsigt nok må han medgive DIIS, at fodnotepolitikken reelt aldrig truede Danmarks medlemskab af Nato. Det skyldtes dog ikke, at de øvrige Nato-lande var ligeglade med de danske fodnoter, men udelukkende at Danmarks strategiske placering gjorde det utænkeligt, at landet skulle udtræde af forsvarssamarbejdet.
Det helt store og ubegribelige paradoks er, at få år efter disse voldsomme politiske spændinger i dansk politik brød hele det kommunistiske samfundssystem sammen. Muren blev væltet, og Østeuropa fik sin frihed tilbage. Et forløb end ikke den største optimist kunne have forudset. Med det pludselige kollaps kunne man have forventet en slags retsopgør med alle dem, der mere eller mindre direkte arbejdede for sovjetiske interesser, men det kom aldrig herhjemme.
Det manglende opgør har rimeligvis været en af de stærkeste drivkræfter for Bent Jensen. Men håber han, at hans værk vil fremkalde et sådant opgør, håber han forgæves. For selvom hans historieskrivning er usædvanlig grundig og veldokumenteret noterne alene fylder omkring 100 sider i de to bind! har han desværre også svært ved at se nuancer.
Ulve, får og vogtere rejser grundlæggende det spørgsmål, om der er holdninger, som ikke er legitime i et demokrati. Hvis man skal tage det for pålydende, at Danmarks Kommunistiske Partis loyalitet reelt lå hos Sovjetunionen i tilfælde af en væbnet konflikt, måtte partiet vel forbydes?
Det er demokratiets ur-dilemma, at det også skal tillade sine modstandere at stille op og tale frit. Politisk tegner Bent Jensen et billede af, at de legitime holdninger under den kolde krig fandtes hos de borgerlige partier samt hos Socialdemokraterne og til og med politikere som Knud Heinesen, Erling Olsen og Robert Petersen. Hvorimod man for eksempel som tilhænger af Norden som atomvåbenfri zone eller som modstander af Natos opstilling af Pershing-2-raketter i bedste fald var rasende naiv og i værste fald gik verdenskommunismens ærinde.
Det er muligvis gået af mode, men historieskrivning bør efter denne anmelders opfattelse tilstræbe objektivitet.
Bent Jensen vil formentlig pege på det væld af kilder, som han helt objektivt og uhildet trækker på. Fra SFeres og kommunisters egne kronikker og debatindlæg, over de store rapporter fra DIIS og Pet-kommissionen til arkivmateriale fra Stasi og KGB og afhoppede, tidligere KGB-officerer.
Alt sammen grundigt og gedigent materiale, men det subjektive kommer i udvælgelsen og gengivelsen af det. Lige her skyder Bent Jensen sig selv i foden. Som når han klistrer hammer og segl-symbolet på de offentlige institutioner, der ikke vil give ham ret til at brugere deres arkivmateriale.
Han søger konfrontationen også i sit sprog, men dermed går han i vejen for sig selv. Havde han skrevet denne bog knastørt og med færre værdiladede tillægsord, havde selv hans værste kritikere været nødt til at tage ham seriøst.
Han er grundig, han er subjektiv, han er sarkastisk og indimellem er han også humoristisk. To-bindsværket bliver næppe nogen bestseller, alene af den grund at det er temmelig upædagogisk at udgive bøger i enheder af 800 sider.
Ikke desto mindre er det godt, at de er blevet udgivet som et korrektiv til de på visse steder ret ferske rapporter fra DIIS og Pet-kommissionen.
