Folkekirken er presset på dåbstallet

Mens antallet af udmeldelser af folkekirken er stabiliseret, vælger stadig færre at få deres børn døbt. Derfor falder medlemstallet fortsat, og eksperter opfordrer kirken til at sætte ind over for problemet

Sidste år forlod 12.212 danskere folkekirken. Men fordi færre samtidig døbes, bliver det samlede resultat, at folkekirkens medlemsprocent nu er faldet til 78 procent af befolkningen, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Sidste år forlod 12.212 danskere folkekirken. Men fordi færre samtidig døbes, bliver det samlede resultat, at folkekirkens medlemsprocent nu er faldet til 78 procent af befolkningen, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

78 procent af danskerne er nu medlemmer af folkekirken. Den taber fortsat medlemmer, men den helt store udmeldelsesbølge, som toppede i 2012, er faldet til et mere almindeligt niveau i 2013.

Det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik over udmeldelser og indmeldelser i folkekirken, der kom i går.

Sidste år forlod 12.212 danskere folkekirken. Men fordi færre samtidig døbes, bliver det samlede resultat, at folkekirkens medlemsprocent nu er faldet til 78 procent af befolkningen.

LÆS OGSÅ: Louise meldte sig ud af folkekirken i går

Biskop Henning Toft Bro fra Aalborg Stift glæder sig over, at den store medlemstilbagegang fra 2012 er stoppet. Men han slår samtidig fast, at folkekirken skal blive bedre til at holde på medlemmerne.

Det er et tab, hver eneste gang nogen melder sig ud af folkekirken. Tallet for udmeldelser skal vi bruge til at se indad i kirken og spørge, om det er, fordi vi ikke er nærværende nok. Vi kan ikke sætte os ned og sige, at det er behageligt, det ikke er flere, siger han.

For at styrke folkekirken og komme nogle af udmeldelserne til livs har Aalborg Stift besluttet de næste to år at sætte forøget fokus på forældres dåbsoplæring.

LÆS OGSÅ: Det går du glip af, hvis du melder dig ud af folkekirken

Lektor på Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster Leise Christensen mener, at folkekirkens problem er, at udmeldelserne ikke modsvares af indmeldelser. Langt de fleste danskere bliver medlemmer af folkekirken ved barnedåben, og her blev 36.293 optaget i 2013 et fald på næsten 1500 i forhold til året før.

Især når dåbsprocenten kommer under 50, som den nu er i København, kalder det på en handling fra folkekirken, hvor man venligt gør forældrene opmærksom på, at man med dåben har et godt tilbud.

Men Leise Christensen advarer folkekirken imod at fare for hårdt frem med opfordring til dåb.

Mange forældre vil lade det være op til børnene selv, om de senere vil døbes. Selvom forældrene ellers bestemmer alt andet for barnet lige fra daginstitution til vitaminpiller, så mener mange forældre, at de åndelige spørgsmål er et område, hvor børnene har mulighed for selv at bestemme. Så skal de også have lov til det. Derfor vil en aggressiv dåbskampagne fra folkekirken bare give bagslag blandt forældrene, siger Leise Christensen.

LÆS OGSÅ: Sognepræst: Vi skal arbejde på at få de udmeldte tilbage i folkekirken

Generalsekretær i Det Danske Bibelselskab, Morten Thomsen Højsgaard, peger også på dåben som omdrejningspunkt, hvis medlemstallet for alvor skal stabiliseres.

Folkekirken kan med fordel sætte ind ved dåben. Man skal gøre det så attraktivt som muligt at få sine børn døbt. Folkekirkens fødekæde begynder med barnedåben. Som noget nyt er der desuden flere og flere unge, som bliver døbt og melder sig ind forud for konfirmationen. Men faldet i folkekirkens medlemsandel skyldes først og fremmest de sidste årtiers ændrede befolkningssammensætning. De fleste indvandrere er jo ikke og bliver ikke medlemmer af folkekirken, siger Morten Thomsen Højsgaard.

Det er særligt de unge, som har valgt folkekirken fra. 3384 personer mellem 18 og 29 år meldte sig sidste år ud af folkekirken. Det svarer til 27,7 procent af alle udmeldelser.

Foto: HENRIK OLE JENSEN/ Nordfoto