Folkekirkens jord: Hvad vi dog må lægge øre til af bedreviden

Et gesjæftigt medlem af Det Etiske Råd, Christopher Arzrouni, udtaler, at det er under al kritik, at kirken beholder sine jorder i stedet for at sælge. Hvad har han gang i, spørger læser

Folkekirken tjente 39 millioner kroner i 2012 på bortforpagtning af sine jordbesiddelser. Arkivfoto: Sejlflod Kirke, Himmerland
Folkekirken tjente 39 millioner kroner i 2012 på bortforpagtning af sine jordbesiddelser. Arkivfoto: Sejlflod Kirke, Himmerland. Foto: Peter Marling/ Denmark.

Dette debatindlæg er skrevet af Lars Ulrich Rasmussen, Hinnerup

RUNDTOMKRING i Danmark findes der private ejere af skove og landbrugsjord. De fleste af dem er landmænd, men der findes også almindelige mennesker med hang til eget jordstykke eller skov.

Det går jo knap så godt for alle landmænd, men så vidt jeg er orienteret, er det ikke nødvendigvis, fordi de ejer jord, at det går skidt.

LÆS OGSÅ: Landbrug er folkekirkens bedste forretning

Folkekirken ejer også en masse jord og skove, og det går helt godt for dem, som vi kunne læse på forsiden af Kristeligt Dagblad mandag den 24. februar. Ja, faktisk går det så godt, at folkekirken scorede 39 millioner kroner i 2012 på bortforpagtning af sine jordbesiddelser.

Man skulle tro, at det var helt fint. Kirken kan finansere en del af sine udgifter ad den vej, men næh, nej. Et gesjæftigt medlem af Det Etiske Råd, Christopher Arzrouni, udtaler, at det er under al kritik, at kirken beholder sine jorder i stedet for at sælge. Det går langt ud over menighedsråds forstand at varetage kapital såsom landbrugsjord. Derfor gør de klogest i at frasælge jorden så hurtigt som muligt, så andre kan forvalte den.

Hvad har han mon gang i? Hvis ærinde er Christopher Arzrouni ude i? Er det folkekirkens ve og vel? Hvad er der kritisabelt ved en indtægt på 39 millioner kroner? Det klarer de da meget godt ikke?

Eller er han ude i et ultraliberalt korstog? Al jord på private hænder! Hvem er de andre, som Arzrouni mener er bedre egnede til at forvalte kirkens jorder? Hvad er målestokken for god forvaltning af folkekirkens jordbesiddelser? Har han mange venner blandt jordbesiddere, som ønsker mere jord under neglene? Hvad er meningen med på arrogant vis at stemple medlemmerne af de danske menighedsråd som ubegavede mennesker!

Så længe folkekirken overholder landets love, har ingen mennesker ret til at beklikke folkekirkens ret til selv at forvalte sine jordbesiddelser.