Kaj Thaning har engang sagt: Sig mig, hvilket år du er optaget af i Grundtvigs liv, og jeg skal sige dig, hvem du er. Selv valgte Thaning 1832, hvor Grundtvig skrev Nordens Mytologi.
Jeg er ikke i tvivl. Jeg har for længst valgt 1824. Grundtvig giftede sig med Elise Blicher i 1819 og blev ansat ved Vor Frelsers Kirke i 1822. Han har sin store menighed og skriver i netop 1824 Nyaars-Morgen et digt på 312 strofer. Poul Borum fremhæver i bogen Digteren Grundtvig det digt som det største, der er skrevet nogensinde.
I 1824 skriver han også det markante digt De levendes Land. Han er inspireret af Eddaens digt om ismuren mellem liv og død. I Hadding-myten tager en kvinde ved ismuren en hane, vrider halsen om på den og smider den over muren. På den anden side lyder nu hanegal.
LÆS OGSÅ: Grundtvigianere hædrer minister og professor
Jeg begravede for mange år siden teatermaleren Helge Refn (1908-1985). Han kom til Paris og blev inspireret af Fernand Legers skole. Helge Refn var en kubistisk maler. Han blev tilknyttet Théâtre Pigalle i 1929-31 og tegnede siden kostumer og scenografi til en lang række forestillinger på Det Kongelige Teater og Dramaten i Stockholm og lavede mange plakater til forestillingerne.
Helge Refns sønner forærede mig det eneste billede af ham med religiøst motiv. Det er fra 1938 og er dyrebart for mig. Jeg er overrasket over, at Refn netop har valgt det motiv, hvor Grundtvig, som var maniodepressiv, svæver (som hos Chagall) lige her i sin lykkeligste livsfase.
Tegningen er lavet med blyant, tusch og akvarel. Rammen er forgyldt. Centrum i billedet er den store figur. Vi ser præsten, Grundtvig, som iført præstekjole svæver i luften. I baggrunden er lys eller gullig himmel med svage striber af grå skyer.
Under Grundtvig skimtes nogle røde og brune hustage. To kirkespir fra Vor Frelsers Kirke og Christians Kirke rager op og rammer hovedmotivet ind.
Når Helge Refn kun har medtaget byens tage og spir, er det for at understrege, hvor højt Grundtvig er oppe. Det er Grundtvigs tilstand, som har fanget malerens interesse.
Ser vi nærmere på motivet, vil vi opdage, at den sorte præstekjole, som vi normalt oplever som en stiv søjle, her bølger for vinden. Grundtvigs præstekjole har samme form som røgen fra skorstenene på husene. Trods ligheder i formen markerer farvevalget en forskel. Det er ikke en let og elegant kjole, som flagrer for vinden, men derimod en noget kluntet præstekjole med megen krop. I modsætning til Kierkegaard, som omtalte kroppen som et grødomslag, anerkendte Grundtvig kroppen. Derfor blev han også ved med at tale om kødets opstandelse.
Midt på præstekjolen har Helge Refn placeret Grundtvigs foldede hænder. Grundtvig tager sit kald alvorligt. Grundtvig har et format og en myndighed som trods det svævende ikke fornægter sig. Refns fortolkning viser Grundtvig som en original personlighed, men også som en person med stor integritet.
Grundtvig svæver i sin egen verden, højt over byens tage og kirkespir. Alligevel har Refn udstyret ham med en stor tyngde. Det er værd at bemærke, at Grundtvig heller ikke i sin rus har lukkede øjne. Han er snarere lysvågen. Man kunne på grund af lyset fristes til at sige årvågen. Det vil sige årle vågen, altså tidligt vågen.
Hvis jeg var psykiater, ville jeg på Thanings spørgsmål om, hvad der er de vigtigste år i Grundtvigs liv, sikkert have svaret 1810, 1844 og 1872, fordi Grundtvig her var ramt af sindssyge. Nogle har sagt, at Grundtvigs sammenbrud også blev hans gennembrud. Man taler tit om grænsen mellem gal og normal. Men der er også en hårfin balance mellem gal og genial.
Jeg ved ikke, om Refn kendte den Grundtvigske syge, men i en manisk fase har man ingen jordforbindelse. Man føler, at man svæver. Manien røber sig tydeligt i Grundtvigs enorme produktion. Grundtvig skrev i alt 1600 salmer og sange. På ét år alene skrev han 401 salmer!
Om søvnen skriver Grundtvig i 1844, mens han lider af sin sygdom: Sov sødt, barnlille! Lig rolig og stille, så sødelig sov som fuglen i skov, som blomsterne blunde Men selv fik han ingen søvn, ej heller blund, og han havde ingen ro. Salmen, som normalt bruges ved dåben, er en besværgende tekst, som han skriver for at forhindre sammenbruddet.
Maleren Helge Refn har i den øverste del af billedet brugt de lette, vandrette, grå penselstrøg til at angive forskellige sfærer eller niveauer for at understrege Grundtvigs sindstilstand: over byens tage, kirkernes spir, klokkens toner, over skyer tæt på Himmerig svæver han i sin mani.