Det gode liv:Han tager altid trappen frem for elevatoren

Tidligere jægersoldat B.S. Christiansen er aktuel i B.S. Recepten på lykke på TV 2. Det handler om at være et sundt menneske hele vejen rundt, mener han

61-årige Bjarne Slot Christiansen er gift, har fire børn og bor uden for Holstebro. –
61-årige Bjarne Slot Christiansen er gift, har fire børn og bor uden for Holstebro. –. Foto: .

Hvad er det gode liv for dig?

"Jeg kan klare stort set alt, hvis jeg har mennesker i min dagligdag, som jeg elsker, og som elsker mig. Og så handler et godt liv for mig også om at være taknemmelig for livet og skønne på de små ting: naturen, en kop kaffe og samværet med andre. Og at få det bedste ud af hver eneste dag."

Hvornår har du det bedst med dig selv?

"Fundamentet for mit liv er min familie og gode venner. Når den side af livet fungerer, har jeg det godt. Men derudover har jeg det bedst med mig selv, når jeg spiser sundt, motionerer og får min søvn."

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

"Jeg er generelt et aktivt menneske. Når jeg bevæger mig fra A til B, foregår det altid i rask gang. Jeg tager altid trappen frem for en elevator. Jeg kunne ikke tænke mig at gå på pension nogensinde, og jeg håber på, at jeg kan have et aktivt arbejdsliv, til jeg falder død om. Så længe ens krop fungerer, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skal bruge os selv til gavn for vore medmennesker og samfundet. Jeg har stor forståelse for, at mennesker kan være nedslidte i kroppen efter et fysisk krævende job i mange år. Men jeg er ikke typen, der drømmer om at gå og spille golf dagen lang i Sydfrankrig."

LÆS OGSÅ: Mit køleskab er skizofrent

Hvad er afslapning for dig?

"Jeg elsker sådan en weekend, hvor vi intet skal ud over at hygge os med lige det, der passer os. Det er afslapning. Jeg oplever, at mange mennesker lever en stresset og travl dagligdag, og den hektiske aktivitet tager de med ind i deres fritid, hvor de også skal præstere over for omverdenen og være succesfulde på en masse områder. De skal kunne flashe, at de har været på den rigtige skiferie eller rejse sydpå, og så og så mange middage med vennerne hver måned. Mange mennesker giver ikke sig selv lov til at komme ned i gear og bare gå og lave ingenting og hygge sig uden et skema. Der er så meget, vi skal leve op til i stedet for bare at leve."

Hvad er der altid i dit køleskab?

"Leverpostej, økomælk og økojuice, en god ost, en god spegepølse, sild, æg, grøntsager og frugt."

Hvad er din største last?

"Kaffe. Men jeg har opdaget, at jeg nok alligevel ikke drikker så meget, som jeg tror. Det er ofte, at jeg kun får drukket en tredjedel af en kop, for så sker der lige et eller andet, der gør, at jeg glemmer, at jeg lige har fyldt mit kaffekrus. Men det bliver nok til fire kopper om dagen."

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

"At man er nødt til at kigge på det hele menneske. Man er ikke automatisk sund, fordi man dyrker triatlon, hvis man for eksempel drikker for meget alkohol i weekenden eller er helt vildt stresset. Det er vigtigt, at vi ser på både den mentale og den fysiske tilstand. Jeg synes, at vort sundhedssystem nogle gange symptombehandler i stedet for at kigge på årsager."