Kristian Leth: Hvis verden ikke er mystisk, forstår jeg den ikke

Vores moderne samfund mangler et åndeligt sprog, der kan vise, at livet ikke kan forstås udelukkende gennem videnskaben. Det mener digteren Kristian Leth, der er aktuel med digtsamlingen Før og efter videnskab

Kristian Leth, musiker og digter, aktuel med digtsamlingen "Før og efter videnskab". Fotograferet i studiet på Islands Brygge.
Kristian Leth, musiker og digter, aktuel med digtsamlingen "Før og efter videnskab". Fotograferet i studiet på Islands Brygge. Foto: Leif Tuxen.

Musikeren og digteren Kristian Leth sidder foroverbøjet som en mand i dyb bøn, mens han afprøver sit nyindkøbte keyboard fra 1980erne, da Kristeligt Dagblad ankommer til hans lille studie på Amager. Det er en del af et lille kreativt kontorfællesskab sammen med forlaget Gladiator og forfatteren Josefine Klougart, der også arbejder her. Men Kristian Leth virker nærmest i musikalsk transcendens, som han sidder der og sender lange toner ud i rummet, inden han opdager os og lyser op i et smil.

Jeg tænkte lige, at jeg ville udnytte tiden, til I kom, og jeg har en koncert på søndag, siger Kristian Leth, der også har mange kasketter på som forsanger i bandet The William Blakes, radiovært, vært i serien Den 2. dimension om tro og åndelighed på DR K og ikke mindst digter.

Han er tidligere elev fra Forfatterskolen og i øvrigt søn af digteren og filmmanden Jørgen Leth, og nu er han selv aktuel med sin tredje digtsamling, Før og efter videnskab, der kan læses som en slags kunstnerisk trosbekendelse på mere mellem himmel og jord.

Hvis verden ikke er mystisk, forstår jeg den ikke, skriver Kristian Leth selv i et af digtene, der er skrevet igennem en længere periode og fra mange forskellige steder i verden.

For Kristian Leth er en berejst kunstner, og siden han var teenager har han også forsøgt at rejse ind i det religiøse og okkulte rum gennem litteraturen for at nærme sig noget, der var større end økonomiske modeller og videnskabelige erkendelser.

Ret tidligt begyndte jeg at interessere mig for den historiske del af kristendommen, og hvordan troen havde ændret sig og formet sig gennem historien. Jeg er jo født ind i en kristen vestlig kultur, og ville som så mange andre gerne kende dens baggrund. Det førte mig til alle mulige tekster om den kristne kirkes historie og alle de opgør, der har været undervejs. Og det, jeg læste om mystikerne, oplevede jeg som specielt spændende, siger Kristian Leth og tilføjer:

LÆS OGSÅ:
Det gode liv findes i smagen af et græsstrå

I katolicismen siger de, at kirken er kristendommens hjerne eller måske ligefrem krop, mens mystikken er dens hjerte. Og det synes jeg er meget rammende. For udviklingen af kristendommens historie er altid sket gennem folk, der har haft store spirituelle åbenbaringer eller oplevelser, men den måde, vi praktiserer kristendommen på i dag i folkekirkeligt regi, virker nærmest helt renset for den slags oplevelser. Man vil nærmest hellere indlægge folk, der har religiøse oplevelser, end lytte til dem.

Den fornemmelse fik Kristian Leth i hvert fald hurtigt, og det gjorde ham endnu mere interesseret i mystikken. Til gengæld er han paradoksalt nok ikke meget for at fortælle om sine egne eventuelle religiøse oplevelser, men han synes, at der er et generelt behov for at anerkende, at der findes ting, som kan være svære at forklare.

Jeg har ikke lyst til at fortælle, om jeg er religiøs eller specifikt troende, eller hvad jeg eventuelt tror på. I denne debat er det for let så at holde op med at lytte til det, der bliver sagt, og så bare referere til folks tro som afgørende faktor. I medierne mangler der efter min mening en samtale, hvor vi kan tale om de ting, der ikke kan indeholdes i analyser og absolutte udsagn. Uden at forsøge at reducere det til enten propaganda eller løgne. Måske er der sådan en samtale i Kristeligt Dagblad, men så er det nærmest en intern samtale, afskåret fra omverdenen, siger han og fortsætter:

Jeg synes ofte, at journalisterne behandler trosstoffet med konfrontationsjournalistik, hvor de troende automatisk kommer til at være i forsvarsposition. Selvfølgelig skal man også dække trosstoffet kritisk, når det handler om overgreb og magtmisbrug, men det bliver meget lidt konstruktivt, hvis man også går til folks trosliv på den måde, siger han og sukker demonstrativt:

Det ligger i den journalistiske opdragelse at forlange bevis for alting. Men hvad angår vores indbyrdes forsøg på at finde et sprog til at tale om meningen med livet på, bliver det destruktivt, hvis man angriber folk på den måde. Og det kan højst føre til, at folk, der på forhånd har taget afstand fra religion, bliver bekræftet i deres fordomme, siger Kristian Leth og tilføjer:

Vi bryster os jo ellers af at være så tolerante, men den mangfoldighed, vi giver plads til, er som regel kun den mangfoldighed, der ligner os selv. Det synes jeg også, at den aktuelle omskæringsdebat viser. Det er jo et stærkt argument at sige, at barnet selv skal kunne vælge, om det vil skæres i. Det er et superdansk, moderne og protestantisk argument. Men det argument skal afvejes mod det faktum, at næsten ingen af de omskårne selv som voksne jøder virker til at have særlige indvendinger. De mener faktisk, at det er glædeligt. Vores problem handler mest om, at vi har svært ved at acceptere en kultur og historie med tusinder af år på bagen i vores idé om mangfoldighed, hvis den skurrer for meget mod vores idé om frigjorthed.

Hvis man ser bort fra det katastrofale globale efterspil, synes han på samme måde, at Muhammedkrisens begyndelse var udtryk for, at vi ikke ville finde os i, at der var en befolkningsgruppe, der havde noget, der var helligt for dem, men fremmed for os.

Selve idéen om, at et irrationelt argument forbød en afbildning af profeten, var nok til, at vi måtte trodse det. Selvom dette forbud ikke i sig selv var et reelt problem i Danmark. Overhovedet. Men vores idéer er absolutte.

Selv har han svært ved at formulere, hvad han tror på, men han har det svært med de monoteistiske religioners absolutter, fortæller han:

Jeg kan ikke acceptere, når udsagn bliver absolutte. Det er for mig noget af det mest destruktive, der findes. Og jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad folk, der måske oven i købet har en stærkere sensibilitet end mig selv, kan opleve.

LÆS OGSÅ:
Illustratoren, der blev instruktør

Men er det så ikke svært at finde en gren at sidde på som søgende menneske, hvis man ikke kan tro på absolutte sandheder?

Jo, det er ikke nemt, og jeg går heller ikke ind for den totale relativering. For jeg mener trods alt også, at der findes nogle menneskelige konstanter som smerte, glæde, liv og død, som alle kulturer må forholde sig til. Men jeg er til gengæld fan af Heideggers idé om, at en sandhed er som en lysning, der kan skygge for andre sandheder.

Den holdning har også gjort ham nysgerrig på andres sandheder. Sidste år overværede han for eksempel et overgangsritual i en stamme i junglen i Papua Ny Guinea, hvor drenge mellem 15 og 20 år blev skåret i krokodillens mønstre i overkroppen.

Det virker på nogle måder fjernt og uforståeligt, men de brugte netop et åndeligt, mytisk sprog til at forklare det. Og i den ramme gav det mening for alle de involverede. Ikke fordi man kan oversætte det en til en, og det er ikke, fordi min søn skal være krokodillemand. Men sådan et sprog, der kan indeholde det umiddelbart uforståelige udenat skulle reducere det, er en måde at forstå verden på, og sådan et sprog har vi brug for, siger Kristian Leth, inden han igen tager keyboardet op igen til ære forfotografen.

Man finder det også i den gode kunst. Den er hverken rene dagbogsfølelser eller kølige videnskabelige registreringer, men noget helt tredje, der giver plads til magien, siger han, mens han lader fingrene danse hen over tangenterne i en poetisk sværm af lydbølger.