Foråret står lige for døren. Dagen er ifølge Natur14Lommekalender tiltaget med fire timer hvor skønt, hvor skønt!
Vi trænger til at se både den blå anemone, som Kaj Munk skrev om, og den hvide og gule, som vi alle har stående i vor have på Rude Strand i et lille solbed ved indgangen i forhaven.
Men en særlig glæde er vores orangeri på Nordgården i det nordjyske i disse uger. Vi fik det bygget for tre år siden i forlængelse af volieren fra 2009. I vintermånederne er temperaturen aldrig under 5,8 grader. Og her i orangeriet har vi en særlig rytme af planter i januar, februar og marts.
Først de mange hyacinter i de højst forskelligt farvede hyacintglas. De afgiver de mest sødmefulde dufte ned gennem volieren og orangeriet. Sommetider lidt for meget. Nu er deres tid forbi for i år.
For det andet kommer den næste plante, som jeg holder lige så meget af, og her er det farven og ikke duften, der er afgørende: den orangegule clivia. Vi har 15 eksemplarer, nogle af dem er over 20 år gamle.
Clivia miniata er en robust plante, let at passe, helst i halvskygge, og den skal ikke stå for varmt i stuen. Derfor er orangeriet eller et køligt lyst værelse et fint sted for clivia at stå fra sommer til vinter. Fra oktober til blomstringen nu i februar og marts skal vandingen være moderat. Nu blomstrer den med sine vældige bladkroner, otte til ti samlet på én stilk.
LÆS OGSÅ: Danske forskere skaber klarhed om skyer
Jeg sidder i skrivende stund med en af blomsterne i hånden. Seks solgyldne kronblade, næsten duftfri og med de lange, lysgule grifler stikkende højt op af blomsterbægeret. Den stueplante er orangeriets højdepunkt i februar. Stammer egentlig fra Sydafrika, men sent skal jeg glemme, da vi for nogle år siden så den i vild tilstand i Australien. Vi sætter gerne vore store krukker med vore clivia ud i gårdhaven om sommeren. Det tåler den godt.
I marts er det vore citrusplanter, det gælder. Vi har i alt 20 krukker med blandt andre Mandarino citrus reticuta, der blomstrer det meste af året med små, velduftende hvide blomster. Citrus clementine, stærkt duftende sammen med Kucle fortunella.
Så er der Limone citrus limon, som vi har flere eksemplarer af. Herlig plante med både grønne, svagt gule og plukbare frugter. Og naturligvis stærkt duftende blomster. Det er jo lykken ved disse citrusplanter i orangeriet. Man plukker til eget brug! Og det står på gennem det meste af året. Det gælder Citrus sinensis Navelina, der har en lys plads, aldrig under fem grader celsius. Den beskæres gerne hvert andet år, da den har god grokraft, men det giver færre frugter. Den skal styres, men høstes et par gange om året.
En af de krukker, vi hver sommer bærer ud i gårdhaven, er Citrus mitis calamondino. Den gødes moderat og vil gerne stå i læ. Det gælder også Citrus sinensis Arancio, stærkt duftende, den gødes også moderat.
Vi har Citrus limon, som vi købte helt tilbage i 1999. Sidste år gav den ni store citroner jeg holder regnskab men den høje plante beskæres beskedent. Det vælter frem med hvide blomster i maj og juni, og det er det, jeg holder så meget af ved orangeriets citrusplanter. Det er næsten gennem hele året, man kan følge et blomstrende citrustræ herude ved Jammerbugten, hvor kulde, regn og sne hersker gennem vinteren, men hvor der inde bag de dobbelte ruder i orangeriet er et liv af planter, som boede vi på Sicilien eller Australien.
Dog mangler vi stadig en grape!