Afrikas højeste bjerg er ved at drukne i turisme

Hvert år bliver det knap 6000 meter høje bjerg Kilimanjaro i Tanzania besteget 300.000 gange. Hovedproblemet er ikke antallet af turister, men at hver turist i gennemsnit medbringer seks afrikanske hjælpere

Der er bred enighed om, at legalisering af sexindustrien i Holland har virket som en magnet på menneskehandlerne, og derfor samler interessen i Europa sig nu om Sveriges sexkøbsforbud.
Der er bred enighed om, at legalisering af sexindustrien i Holland har virket som en magnet på menneskehandlerne, og derfor samler interessen i Europa sig nu om Sveriges sexkøbsforbud. Foto: .

Afrikas højeste bjerg, Kilimanjaro, der også er verdens højeste fritstående bjerg, er ved at drukne i popularitet. Med sine imponerende 5985 meter over havets overflade og status af Afrikas tag tiltrækker de enorme klippemasser bjergbestigere fra hele verden, der ønsker at prøve kræfter med den strenge opstigning.

Bjerget er blevet så populært, at 300.000 mennesker om året nu slider sig vej op ad bjergskråningerne i den stadig tyndere luft for at sætte fødderne på den snedækkede top. Og alt imens det er godt for indtjeningen, der sidste år beløb sig til 80 millioner kroner, er det mindre godt for bjergets økosystem. Set i lyset af dyre- og plantelivets trivsel på bjerget er 300.000 mennesker alt for mange. Især når de, som tilfældet er, hver især bruger fem-seks dage på bjergvandringen. Økosystemet kan kun holde til en tredjedel af det antal besøgende uden at lide overlast, påpeger eksperter.

LÆS OGSÅ:
Ghanas olieboom forbandelse eller eventyr?

Ironisk nok er det ikke antallet af de udenlandske bjergbestigere, der er problemet. De udgør nemlig kun 50.000, og det tal er passende, forklarer lederen for alle Tanzanias nationalparker, Allan Kijazi.

Problemet opstår, når hver besøgende ønsker at medbringe et stort team af bærere og andre hjælpere, siger han til den tanzaniske avis The Daily News.

Hvis de 50.000 bjergbestigere selv bar deres udstyr, lavede mad og kunne nøjes med en kvalificeret og nødhjælpsuddannet bjergguide, så ville Kilimanjaro sågar kunne lægge klippegrund til det dobbelte antal bjergbestigere. Men det er ikke tilfældet i dag, hvor selv små grupper af bjergbestigere medbringer stole, borde, store telte, egen kok og derfor også mange bærere, der hver højst må bære 15 kilo oppakning. I gennemsnit medbringer en bjergbestiger en guide, tre bærere og en kok, rapporterer nationalparkens hjemmeside.

I de seneste år er bjergets popularitet kun tiltaget og har tilsvarende øget belastningen på økosystemet ifølge konservator i Mount Kilimanjaro National Park Erastus Lufungulo.

Nationalparkens reglement spiller også en rolle. Det er obligatorisk at medbringe en kvalificeret guide på bjergbestigningen, og fordi han ikke selv bærer sit udstyr, kræver det mindst en bærer i følget.

Kilimanjaro har også ry for at være et af de høje bjerge i verden, der er relativt nemt at bestige, og derfor prøver mange almindelige turister kræfter med bjerget. De færreste af dem er i fysisk form til at bære deres eget udstyr i den tynde luft.

Mount Kilimanjaro National Park er hjemsted for flere sjældne og udrydningstruede fugle-, blomster- og pattedyrarter. Ifølge Allan Kijazi vil der snart blive udstedt et nyt direktiv, der regulerer det antal bærere, en enkelt bjergbestiger kan medbringe på turen.

Top 10 over de meste sete biograffilm 2011
Top 10 over de meste sete biograffilm 2011 Foto: Christoffer Bløndal.