Hvad skal man gøre med en samarbejdspartner, der gang på gang bryder de gængse spilleregler, når samme partner tilfældigvis også er ens tredjestørste handelspartner og samtidig leverer omkring en fjerdedel af ens samlede gas- og olieforbrug?
Det spørgsmål har allerede længe martret EU's forhold til Rusland, men er blevet akut som aldrig før, efter den russiske præsident Vladimir Putin i weekenden fik hjemlig politisk opbakning til at sende tropper til Ukraine for, med de russiske myndigheders ord, "at beskytte" de etniske russere på Krim-halvøen.
LÆS OGSÅ: Lidegaard: Vi rejser ikke til Ukraine for at provokere
De interne splittelser i EU-kredsen om, hvor hårdt man skal gå til Putin, skinnede dog kraftigt igennem, da EU's udenrigsministre samledes i Bruxelles mandag til hastemøde for at diskutere det, som beskrives som den største konfrontation mellem Rusland og Vesten siden Sovjetunionens kollaps.
Penge og magt
På den ene side findes lande som Tyskland og Italien, der har store interesser i russiske gasleverancer og Storbritannien, der er finansielt centrum for mange russiske milliardærer. Her tales der om nedtrapning og faren for at "falde i en afgrund af militær eskalation", som den tyske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier formulerede det.
LÆS OGSÅ: Konflikt må ikke blive krig i Ukraine
Over for dem findes de lande, som kan føle Ruslands ånde i nakken, og som har jerntæppet i frisk erindring. Det gælder Baltikum, Polen og Ungarn, som vil have EU til at levere et meget mere kontant svar til russerne om, at nok er nok.
Resultatet er, at EU har besluttet at se, hvad der sker over de næste par dage. Til gengæld har de indkaldt EU's stats- og regeringschefer til et topmøde på torsdag i Bruxelles for eventuelt at følge op med konkrete sanktioner.
Tomme trusler?
Der er enighed i EU-kredsen om, at Rusland med interventionen på Krim-halvøen har trådt langt over stregen. EU-landene har krævet, at russerne trækker deres tropper tilbage øjeblikkeligt, og understreger i en erklæring oven på mandagens møde, at der nu er sået tvivl om hele Unionens forhold til russerne.
LÆS OGSÅ: Ukraine: Vi bøjer os ikke for pres fra Rusland
EU's problem er, at Rusland virker forholdsvist uimponeret over udmeldingerne, hvilket kan skyldes, at EU's sanktionsarsenal ikke ligefrem er målrettet til krigshandlinger på Unionens eget dørtrin. Putin ved, at EU-landene har svært ved at stå sammen, og han er helt på det rene med, at der er nul europæisk appetit på at ende i hverken en kold eller varm krig over Ukraine.
Ministrene lægger op til en linje, hvor de truer med at ramme russerne på pengepungen, hvis ikke der sker en umiddelbar nedtrapning af konflikten. Det vil kunne ske via sanktioner som indrejseforbud og indefrysning af russiske penge på europæiske konti. Der er også tale om at ekskludere dem fra det gode selskab i G8-regi og at stoppe forhandlingerne om en ny økonomisk aftale mellem de to parter, som ellers er på tegnebrættet. Det er dog ting, som tager tid, før de får den tiltænkte virkning.
Hvad med de andre?
Spørgsmålet er, om EU overhovedet kan blive enige om at trække sanktionskortet i sidste ende, og om det er nok. Ikke bare til at få nedtrappet den akutte konflikt i Ukraine, men også til at forsikre alle de andre såkaldte østlige partnerskabslande, der lever i Ruslands skygge, om, at EU vil bakke dem op, hvis det pludselig er dem, der kommer på tværs af russerne.
Det gælder ikke mindst Georgien og Moldova, som har signaleret, at de har vendt sig mod vest ved at sige ja til at gå videre med den slags vidtgående politiske og økonomiske aftaler med EU, som Ukraine var meget tæt på at skrive under i efteråret, inden Rusland lænede sig tungt op ad daværende præsident Viktor Janukovitj.
Hvis EU ikke får sendt et signal om, at Putin ikke bare kan invadere suveræne stater under påskud af at beskytte russiske mindretal, vil andre lande tabe troen på, at EU vil stille sig på deres side, hvis en lignende situation opstår hos dem.
Østeuropæisk forår
Signalet om, at de østeuropæiske lande ikke er alene, er vigtigere end nogensinde, efter det nu står klart, at Ruslands frygt for en slags østeuropæisk forår, der potentielt kan brede sig til Moskva, kan få landet til at gå endog meget langt for at bibeholde status quo i sit nærområde.
EU's udenrigschef, Catherine Ashton, gjorde mandag klart, at EU's tilbud om at tegne en samarbejdsaftale med Ukraine stadig står ved magt, og at man fra EU-side er klar til at støtte op om en økonomisk hjælpepakke fra Den Internationale Valutafond. Men det er ikke sikkert, at de er voldsomt imponerede over det på Krim eller for den sags skyld i andre potentielt berørte lande.
LÆS OGSÅ: DF vil advare Rusland: Danmark bør sende en fregat
Blandt diplomatiske kilder i Bruxelles fremhæves det ofte, at EU ikke bare kan skifte sine naboer ud. Både EU og Rusland ligger, hvor de ligger. Det vil de også gøre fremover. Derfor er det desto vigtigere, at EU finder et klart svar til russerne, så de ikke også i fremtiden fortsat bare vil blæse på spillereglerne.