Begge titler peger på noget typisk ved denne digter, nemlig evnen til at anvende dagligsproglige udtryk og vendinger på en ny, humoristisk og overraskende måde. Inspirationerne til denne strategi er tydeligvis dels den sanglyriske tradition, hvor Peter H. Olesen har skrevet tekster i bandet Olesen-Olesen, dels den sene tresseravantgarde, hvor ikke mindst Per Højholts Show-æstetik synes at være et forbillede.
Olesens digte balancerer med deres henslængte talesprogsdiktion og mangel på substans ofte på grænsen af det kedelige og banale. Jeg oplever digtene i samlingen som tilhørende to grupper. Den første gruppe forekommer at være i overensstemmelse med Poul Borums og bag ham Wassily Kandinskys diktum om, at kunst skal udspringe af en indre nødvendighed.
LÆS OGSÅ: Kønsforskerens problematiske omgang med maskulinitet
Der er nogle digte i samlingen, som for eksempel handler om oplevelsen af at blive ældre, der griber og engagerer læseren. Et digt lyder: For tyve år siden var ti år lang tid./ For tredive år siden var to år lang tid/og for fyrre år siden var sommerferien uendelig./ For halvtreds år siden vidste du ikke/ hvad tid var/ og det gør du stadig ikke, du ved bare/ at den ikke er uendelig/ for den enkelte. Blandt andre tekster i samlingen, der virker nødvendige, er der nogle digte om oplevelsen af en fars død samt det korte eksistentielle titeldigt: Hver dag er et comeback/ Døden en debut.
Der er imidlertid en anden gruppe af tekster i samlingen, der virker noget ligegyldige.
Det gælder en stribe digte, der ønsker at sige noget lidt smart om, hvordan det forholder sig med litteratur eller kunst, men som kun får sagt noget, som andre har sagt før og bedre.
Jeg kunne for eksempel sagtens have undværet dette lidt fjollede opkog af trosbekendelsen fra digtere som Højholt, Laugesen og Bukdahl: Hvor lidt patos/ kan man fodre/ digtet med/ så det lige akkurat/ overlever/ og stadig/ kan kaldes/ digt?. Eller hvad skal man mon med denne lidt pjattede omtale af avantgarden: Nej, jeg er ikke avantgarde/ jeg er bare sakket/ så langt bagud/ at de forreste/ har indhentet/ mig (og nu, nu/ overhaler de)./ Jeg nænner ikke/ at fortælle dem/ at vi løber/ i ring.
I Peter H. Olsens nye digtsamling er der kort og godt tale om en ujævn blanding af gode og mindre interessante tekster. Man kunne anbefale en mere kritisk redaktionsproces, næste gang denne digter vil udgive en bog, for han kan afgjort meget mere, end de dårligste digte i denne bog antyder.