Et samfund kendes på den måde, det behandler sine dårligst stillede medborgere. I mange år har Danmark opfattet sig selv som noget af et foregangsland i forhold til behandlingen af fysisk og psykisk handicappede. Men der er plads til forbedringer. Handicappede hyrer i stigende omfang advokater for at håndhæve egne rettigheder, og ofte får de mange forskellige sagsbehandlere inden for kort tid.
En stor gruppe handicappede har på grund af deres handicap svært ved at kommunikere med det offentlige via internet. Senest er der blevet sat en stopper for, at handicappede selv kan betale for at få deres hjælpere med til sociale arrangementer som for eksempel musikfestivaler. Det har haft den uheldige effekt, at handicappede i botilbud i en del kommuner nu slet ikke kommer med til den slags arrangementer, fordi kommunerne ikke vil betale.
LÆS OGSÅ: Nye regler gør handicappede mere isolerede
Den økonomiske krise og kommunalreformen fra 2007, der flyttede ansvaret fra amterne til kommunerne, bærer en del af ansvaret for denne udvikling. Og selvfølgelig kan man argumentere for, at når resten af samfundet stander i våde, kan handicappede ikke regne med automatisk at gå fri af besparelser. For at tage det aktuelle eksempel med adgang til musikfestivaler: Der er sikkert mange raske mennesker, som har måttet skære ned på indkøb af billetter til kulturelle oplevelser grund af krisen. En af forskellene mellem raske og handicappede er imidlertid, at den raske selv kan afgøre, om der skal spares på biografbilletter eller koncertbilletter. Den fysisk handicappede, derimod, vil være helt afhængig af, om kommunen stiller den personlige hjælper til rådighed for sociale arrangementer eller ej. Derfor er der et ubehageligt element af formynderi i at stoppe for handicappedes festivaldeltagelse.
En del af dem er meget afhængige af kontakten til deres personlige hjælper og til kommunen. Der er det en ekstra udfordring at blive sendt fra sagsbehandler til sagsbehandler, som det sker mange steder.
Kommunernes problem er, at de skal have de økonomiske ender til at nå sammen, og derfor er de nødt til at lade medarbejderne cirkulere. Der er også det dilemma, at nogle borgere med flere diagnoser har brug for at se forskellige specialister. Det kan måske være en idé at ansætte koordinerende sagsbehandlere, som det blev foreslået her i avisen i går.
Risikoen er, at kommunerne dermed bare får endnu et rockwool-lag af medarbejdere, uden at de handicappede nødvendigvis oplever en bedre service af den grund. Men bedre koordinering og mere samarbejde på tværs af kommunegrænserne er der utvivlsomt brug for. Det bør både regeringen, de enkelte kommuner og Kommunernes Landsforening tage alvorligt.