Hvordan vil du beskrive din tro?
Jeg har en ret almindelig og traditionel hverdagstro, som er kombineret med en gedigen tiltro til, at jeg aldrig er helt alene eller overladt til mig selv. Det mærker jeg nok særligt tydeligt i denne tid, hvor alle er ansvarlige for deres egne succeser og fiaskoer. Vi har en tendens til at sætte individet øverst. Det er i modstrid med den kristendom, som flertallet af danskerne bekender sig til, og derfor tror jeg, det er vigtigt sommetider at blive mindet om, at man aldrig kun er sit eget individ. Måske er det især vigtigt som politiker, hvor man hele tiden skal gøre det rigtige og er udsat for mediernes kritik. Jeg tror på, at jeg som menneske også er sat ind i et kristent fællesskab, der er større end mig selv.
Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?
Vi var almindelige folkekirke- og kulturkristne og gik i kirke til højtider, bryllupper, dåb og begravelser. Jeg var ofte på ferie i europæiske hovedstæder med mine forældre, og vi besøgte altid kirker og kirkegårde. Ifølge min mor hørte det med til den almene dannelse, for hun mente, det var vigtigt, at vi så de historiske bygningsværker, som har været ramme om store verdensbegivenheder.
LÆS OGSÅ: Huxi Bach mærkede velsignelsen ved at sige nej
Jeg havde en mormor, som tog mig med i kirke i den lille landsby, hun boede i i Vestjylland. Det betød meget for mig at komme i kirken sammen med hende. Hun var også ganske almindelig kulturkristen, men der var et eller andet ved den lokale kirke og den lokale præst, som gjorde noget ved mig. Præsten var Henning Toft Bro, som i dag er biskop i Aalborg Stift.
Min mormor begyndte at tage mig med i kirke, da jeg var 10-12 år, og inden jeg kom i puberteten. På det tidspunkt tænkte jeg meget over tingene og var indadvendt. Kirkerummet og præsten, som var god, letforståelig, folkelig og musisk, prægede mig, og det fulgte mig i årene fremover. Det var et specielt sted, som var anderledes end de andre steder, jeg kom som barn og ung.
Hvad har udfordret din tro?
Naturvidenskaben og koblingen mellem tro og viden har udfordret min tro, men den har modsat også fået mig tilbage på sporet.
I mit speciale under teologistudiet skrev jeg om neodarwinisme, og det bragte mig i tvivl, for neodarwinismen er meget religionskritisk. I sidste ende fik det mig også tilbage til troen igen. I disse år, hvor der sker så utroligt store naturvidenskabelige og medicinske landvindinger, kommer troen og tvivlen igen frem hos mig.
Jeg kan godt forstå, at folk kommer til at tvivle på, om der er en gud. Men samtidig er der så mange ting, naturvidenskaben ikke kan give svar på. Man skal ikke proppe Gud ind i alle naturvidenskabens huller. Men jeg tror virkelig på, at jo flere svar naturvidenskaben og lægevidenskaben giver os, des mere finder vi også ud af, at det hele er så uhåndgribeligt og uforståeligt, at der godt kan være en guddommelig kraft et eller andet sted. Det er klart, at når man er et tænkende og reflekterende menneske, så giver naturvidenskaben anledning til store spekulationer.
Hvad har formet den tro, du har i dag?
Den tro, jeg har i dag, er bygget på barnetroen og de ting, jeg har lært som voksen. På teologistudiet var jeg meget optaget af Søren Kierkegaard, og først bagefter var det hans teologiske modstykke, Grundtvig, jeg blev optaget af. Den indre grublen og de meget strenge krav til, hvordan man er og bliver et godt menneske, er noget, Kierkegaard taler om. Og så er der Grundtvigs folkelighed, livsglæde og lyse sind. Begge dele har præget mig.
Jeg begyndte på teologistudiet, fordi min gymnasielærer frarådede det. Han havde selv læst teologi og syntes, det var et kedeligt studium. Men når man er i en rebelsk alder, så gør man ofte det modsatte af, hvad de voksne siger. Jeg valgte også at læse teologi, fordi jeg altid har reflekteret, læst og tænkt meget over eksistentielle og åndelige spørgsmål. I de senere år er der udkommet en række bøger om, hvordan man er som type, og der er meget snak om at være enten et introvert eller ekstrovert menneske. Jeg er et udpræget introvert menneske, som har tillært mig de udadvendte kompetencer. Det indadvendte giver sig udslag i, at jeg bruger meget tid på at læse og gruble, og det er teologi et rigtig godt studium til.
Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?
Jeg tror, alle mennesker kæmper med en eller anden form for selvhad. Man slår sig selv oven i hovedet, og man hader sig selv, hvis man laver fejl. Det er også noget tidstypisk, som hører sammen med individualismen og kravet om succes.
Det, min tro hjælper mig mest med, er at bekæmpe selvhadet. Det kommer, hvis jeg føler, jeg har begået en fejl eller har dummet mig, men det kommer også, når jeg bliver konfronteret med, at jeg er frygtelig middelmådig. Og det tror jeg, de fleste går og kæmper med hele tiden. Det er i virkeligheden en synd at hade sig selv så meget, som vi mennesker af og til gør. Når selvhadet fylder meget, er det en stor hjælp at vide, at jeg ikke er alene, og at der er en, der har taget skylden for mig.
Det er klart, at når jeg har brugt så meget tid på at læse teologi, så udvikler troen sig fra at være en barnetro til at blive en voksentro, som jeg kan bruge i mange hverdagssituationer. Den er hverken højtravende eller filosofisk, men jeg har altid den evangelisk-lutherske kristendom med mig. Den går som en rygsøjle gennem mit daglige liv og min tilværelse.
Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?
Det har både Grundtvig og Kierkegaard været. Grundtvig blev, når han var værst, lidt for lallet, og Kierkegaard blev alt for sort. Hvis man kunne tage Kierkegaards alvorsord om, at man skal være sig selv tro, og blande dem med Grundtvigs pointe om først og fremmest at være menneske og så kristen, så er det troens forbillede for mig.
Uden mørket er der heller ikke noget lys, for uden tænksomheden, fordybelsen og erkendelsen af, at livet kan gøre ondt, bliver det en verdensflugt. Dualismen med lyset og mørket, der skinner gennem alt i kristendommen, holder jeg egentlig meget af.
Hvad er det bedste åndelige råd, du har fået?
Det er et råd fra min mor om, at livet er for kort til at ærgre sig over de ting, man alligevel ikke kan ændre. Det er et godt råd til ikke at forkrampe i nedtrykthed og elendighed, som man kan blive grebet af, for i stedet handler det om at komme videre, når der er noget, der går galt.