En uundværlig brik i arbejdet med at hjælpe de svageste

Ved Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling står Karsten Poulsen, menighedsrådsformand i Fredens Sogn, for en stor del af det praktiske arbejde. På søndag er det som sædvanlig ham, der fordeler indsamlernes ruter

Når de frivillige kommer tilbage fra indsamling i Fredens Sogn på søndag, er det den tidligere økonomichef Karsten Poulsen, der tæller pengene sammen. – Privatfoto.
Når de frivillige kommer tilbage fra indsamling i Fredens Sogn på søndag, er det den tidligere økonomichef Karsten Poulsen, der tæller pengene sammen. – Privatfoto.

Normalt er mænd forment adgang ved damemøderne i Fredens Sogn. Her mødes sydamerne en gang om ugen op til den årlige julebasar, hvor der samles ind til kirkeligt og socialt arbejde.

Men ved dette damemøde for en håndfuld år siden havde Karsten Poulsen sneget sig med. Formanden for Fredens Sogns Menighedsråd ville gerne give damerne en stor tak for deres indsats. Ud over at sige tak greb han skålen med æblekage og slap den først, da der ikke var en krumme tilbage.

Karsten har en sød tand, siger Fredens Sogns præst Per Thomsen, der også var til stede.

Men han er også en af de få, der har lov til at tage med, for han trækker stort set alt det praktiske i menighedsrådet. Så der er bestemt også meget at takke ham for.

Karsten Poulsens engagement i det kirkelige liv ses eksempelvis ved Folkekirkens Nødhjælps årlige indsamling på søndag, hvor han gang på gang er med helt fra starten. Det er ham, der igen i år deler de 27 vanlige ruter ud til de frivillige i Fredens Sogn.

LÆS OGSÅ: Han sagde farvel til Berlinmuren

Interessen for det kirkelige arbejde opstod lidt som en tilfældighed. Hans forældre var ikke troende. Men ud over sportsforeningerne var den eneste børneaktivitet i Viby det kristne fællesskab i Frivilligt Drenge Forbund, FDF, hvor han meldte sig ind som syv-årig. Han gad nemlig ikke dyrke sport.

Som kredsleder i FDF mødte han senere sin kone, Annemarie, som han siden skulle få to børn med. Hun var pigespejder i KFUK, og de to foreninger arbejdede tæt sammen i Fredens Sogn i Viby nær Aarhus, hvor Karsten Poulsen har boet hele sit liv.

I 1979 meldte han sig ud, fordi rollen som far begyndte at fylde meget i hans liv. I stedet meldte han sig ind i menighedsrådet, hvor han har været formand de sidste 14 år.

For mig handler det kirkelige arbejde om at stille sig til rådighed for mennesker, der befinder sig i en svær fase af deres liv, siger Karsten Poulsen, der ser sig selv som midtersøgende grundtvigianer, eller hvad man nu skal kalde det.

Kirken skal omfavne alle. Det er kirkens ansvar at hjælpe dem, der er i situationer, de ikke selv er herre over. Det er det, indsamlingen på søndag handler om.

Han kan ikke selv nå at gå med ud og samle ind på søndag, for inden han får delt den sidste rute ud, er de første indsamlere tilbage. De får skænket en kop te eller kaffe og får sig en varm pølse efter indsatsen.

Det er også menighedsrådsformanden, som står for at tælle pengene sammen.

Han elsker regneark. Det er hans skyld, at der altid har været styr på økonomien i Fredenskirken, siger sognepræst Per Thomsen.

Tal har altid ligget godt for mig, siger Karsten Poulsen, der har en uddannelse i matematik og økonomi fra Aarhus Universitet fra 1972.

Efter studietiden fik han arbejde i telefonselskabet Jysk Telefon, der siden blev en del af TDC. Her opnåede han blandt andet en stilling som økonomichef.

I dag er han pensioneret og kan koncentrere sig fuldt ud om det kirkelige arbejde.

Hvis det da ikke altid har været dér, han har lagt flest kræfter?

Det kan man ikke sige. Karsten er altid til stede i det, han foretager sig. Fuldt ud. Selvfølgelig har menighedsrådsarbejdet altid været hans hjerteblod, siger Per Thomsen.

Og så sørger han altid for at være en god vært ved et godt glas vin, når sognet har besøg af vores venskabsmenighed fra Italien.

Her går Karsten Poulsen især op i desserten. Og når der er besøg fra Italien, står der ikke æblekage, men en god tiramisu eller en sød panna cotta på menuen.