Huxi Bach mærkede velsignelsen ved at sige nej

For tre år siden forlod radioværten Huxi Bach sit faste job i DR for at forfølge sine egne idéer. Det blev et vendepunkt for ham

Halvhjertede prædikener kan være med til at holde folk fra gudstjenesterne. Men menigheden har også et ansvar i forhold til prædikenen.
Halvhjertede prædikener kan være med til at holde folk fra gudstjenesterne. Men menigheden har også et ansvar i forhold til prædikenen. Foto: Leif Tuxen.

En dag kaldte min chef mig pludselig ind på et af DR Byens underlige, kreative kontorer til en samtale om fremtiden. Rummet var helt rødt, og stolen, jeg blev opfordret til at tage plads i, var guldmalet. Den del af DR Byens indretning har altid undret mig. For det er da en sjov tanke, at man skulle blive mere kreativ af at sidde i en licensbetalt stol af guld.

Men denne snak var ikke kun en løs hyggesnak, viste det sig. Formålet for samtalen var at fortælle mig, at min chef havde fyret min fremragende medvært Karen Thisted, men gerne ville fortsætte med at bruge mig som vært i nogle P3-programmer, der til gengæld skulle bestå af mere musik og mindre snak.

Det gjorde mig både vred og ked af det, at de havde fyret Karen Thisted. Men på papiret var min egen fremtid i princippet sikret med et fast, vellønnet job.

LÆS OGSÅ: Jeg skal lære at blive glad for livet igen

Problemet var bare, at jeg slet ikke havde lyst til at lave den slags programmer, hvor der ikke var tid til at tale om emner, der optog mig. Og jeg så hele idéen om at skære substansen væk for at sende noget mere musik som et led i en centralisering af DR, som jeg ikke brød mig om, fordi man i ledelsen på den måde fratog medarbejderne ejerskabet og den kreative udvikling af programmerne.

Man kan kalde mig en krukke, men jeg havde slet ikke lyst til at skulle sidde og administrere sådan et vakuumpakket program, mens min gode ven og dybt kompetente kollega blev smidt på porten. Så jeg så min chef i øjnene og takkede nej til at fortsætte i DR. Han syntes, at jeg skulle gå hjem og sove på det. For hvis jeg takkede nej til at fortsætte i DR, takkede jeg jo også nej til et fast job, der kunne betale min husleje og mine madvarer i Netto. Men jeg blev stædig og sagde definitivt nej, inden jeg rejste mig op af guldstolen uden job, men med en kolossal frihed.

Det var en svimlende fornemmelse at tage hjem uden at vide, hvordan jeg skulle betale terminerne, men med en klar idé om, at jeg nu ville tage mit liv i egen hånd. I Kierkegaards forstand var jeg sprunget ud på de 10.000 favne, jeg var gået mit nye liv i møde i tro på, at det hele nok skulle arte sig.

Og det kom det også til. I stedet for at sidde og præsentere popmusik begyndte jeg at rejse rundt til landets sognehuse og forsamlingshuse, ofte sammen med Karen Thisted. Og jeg begyndte at skrive på mit første onemanshow, som jeg kaldte uautoriserede forelæsninger, fordi jeg forsøgte at give folk en god aften, der var sjov uden kun at være plat.

Og mirakuløst blev det til en levevej, der har fyldt mit liv med glæde og store oplevelser, jeg ikke havde fået, hvis jeg havde limet mig til guldstolen i DR.

I øjeblikket er jeg på vej ud i landet med mit andet show, der hedder Hjælp. Det er nu tre år siden, at jeg sagde nej til min DR-chef, men jeg tænker stadig tilbage på den oplevelse som en af de vigtigste i mit liv, fordi den lærte mig, at man ikke skal blive i noget, hvis man dybt inde i hjertet ikke har lyst.

Mine ekskærester ville nok sige, at jeg på den måde lider af bindingsangst, og jeg mener heller ikke, at man ikke skal blive og kæmpe, hvis man kan se en mening med det. Men nogle gange kan det vigtigste ord at lære også være nej.