Jødisk frihed med begrænsninger

Kong Frederik VI (1768-1839) gav de jødiske borgere en vis ligestilling med andre borgere. Men Det Teologiske Fakultetkæmpede længe imod jødisk frihed

Jødefejden Kbh.div.lok. ll   1.række 1877 XIVFotograf:. Acc. Nr:. 1964-432/25kort- og Billedafdelingen.Det kongelige Biblotek.
Jødefejden Kbh.div.lok. ll 1.række 1877 XIVFotograf:. Acc. Nr:. 1964-432/25kort- og Billedafdelingen.Det kongelige Biblotek. Foto: Fotografisk Atelier. DKB.

Vi handlede i modstrid med den brede befolkning.

Sådan sagde A.S. Ørsted (1778-1860), minister og embedsmand, om kong Frederik VIs frihedsbrev til de danske jøder i marts 1814. Men han fastholdt det humane mål.

I Norge, som Danmark overgav til Sverige også i 1814, forbød man jøder og jesuitter i landet. For jøderne blev det opretholdt i næsten 50 år, for jesuitterne frem til 1950erne.

De danske jøder blev før frihedsbrevet den 29. marts 1814 kaldt Nationen. Det vil sige, at jøderne så at sige var en enklave i samfundet med egne religiøse regler, blandt andet familieretten. De skulle også selv klare sociale opgaver. Jøderne havde egen fattighjælp men skulle også bidrage til den danske fattighjælp de havde egne skoler og var udelukket fra en lang række fag og embeder.

Men det var også oplysningstid. Biskop over Sjælland Nicolai Edinger Balle (1744-1816) var en af dem, der foretog rejser i Europa og kom hjem med en bagage af nye oplysningsstrømninger.

Han er blevet lidt uretfærdigt ugleset af kirkehistorien, men han kæmpede som nærmest ene mand for oplysningstankerne i kirken som dengang var den enevældige konges kirke i kampen mod de fransk-inspirerede oplysningsfolk, siger dr.theol. og kirkehistoriker Martin Schwarz Lausten, der har skrevet en lang række bøger om forholdet mellem den danske kirke og jøderne.

Og så var Balle blandt de ganske få gejstlige, der gik i spidsen for at lade jøderne i Danmark blive anerkendt som danske statsborgere med en anden religion.

Det var ingen dans på roser at kæmpe den kamp, som tog sin begyndelse i 1750-1760erne.

Der var en traditionel anti-jødisk indstilling i landet, og det teologiske fakultet udviste modvilje, hver gang danske jøders forhold skulle forbedres.

Der var krav fra fakultetet om, at hvis jøderne skulle etablere bogtrykkeri, så skulle det sikres, at man ikke trykte antikristne synspunkter. Fakultetet blandede sig også i, hvorvidt jøder kunne blive læger, med det argument, at hvad nu, hvis de skulle våge ved et kristent dødsleje?.

Det var regeringen, der overlod Det Teologiske Fakultet afgørelserne om jøderne ud fra den betragtning, at teologerne jo talte hebræisk og derfor måtte have forstand på den jødiske religions indhold. Det var ikke altid tilfældet.

Der kom også tilbageslag for jøderne, som intet havde med fakultetet at skaffe. Biskop Balle kæmpede for, at jøderne fik lov at bygge en synagoge, men synagogen i Læderstræde brændte i forbindelse med Københavns brand i 1795. Derefter spredte de omkring 2000 jøder i København sig i 11-12 småhus-synagoger, hvilket ifølge Martin Schwarz Lausten ikke bidrog til sammenholdet omkring nye rettigheder. Til sammenligning var der 84.000 indbyggere i København, og hele landets befolkning udgjorde en million mennesker.

LÆS OGSÅ: Nyt navn skal sikre danske jøders stolthed

I perioden fra 1760erne var der også spørgsmålet om blandede ægteskaber mellem jøder og kristne. Det blev tilladt, mod at eventuelle børn i de ægteskaber skulle opdrages i den kristne tro. Det første blandede ægteskab udløste en lavine af slagsen.

Jøderne blev også presset fra anden side, fra især tyske oplysningsjøder, der mente, at jødedommen skulle bevares, og at den derfor skulle moderniseres i oplysningens tegn. Og væk skulle de gamle ritualer.

Det udløste i 1790erne en debat blandt den jødiske del af københavnerne, som blev lagt offentligt ud, og både de konservative jøder og deres oplysningsmodstandere henvendte sig til magistraten i København og til kongen for at få nedsat en reform i slutningen af 1700-tallet. De yngre, moderne jøder ville have et opgør med de konservative jøder, fordi de konservative hyttede deres eget skind i forbindelse med at give hinanden gode stillinger og blandt andet bestemte, at man skulle have paryk på i synagogen, som ikke måtte afvige fra den traditionelle. Nogle ønskede også, at gudstjenestesproget var dansk, og omskærelse for at røre ved et stadig aktuelt emne skulle diskuteres.

Da marts 1814 oprandt, fik de danske jøder deres frihed. I hvert fald næsten. Før opholdt jøder sig i Danmark på et såkaldt lejdebrev. Nu blev brevet konverteret til dansk statsborgerskab. Men jøder kunne ikke med frihedsbrevet i hånden kræve at blive ansat i offentlige embeder. Det var stadig lukket land.

Frihedsbrevet betød også, at jøderne skulle slippe egen familie- og arveret og leve efter samfundets regler i forbindelse med ægteskabsindgåelse med videre, kongen/regeringen skulle både udpege rabbinere, og hvis der blev bygget en synagoge, skulle regeringen også ansætte rabbineren.

Det var også et krav, at der skulle indføres konfirmation i synagogen ellers kunne de unge ikke få en skudsmålsbog, hvis de skulle ud at tjene eller have et andet arbejde.

I den forbindelse skulle der udarbejdes en lærebog. Og det var igen Det Teologiske Fakultet, der fik opgaven med at læse, om den jødisk-forfattede Lærebogen om Jødedom kunne anvendes. Fakultetet forkastede en række afsnit i bogen. Blandt ønskede fakultetet en klar afstandtagen til Talmud (fortolkning af jødedom, red.) i teksten. Og bogen blev i det hele taget lagt op, som om det var en kristen konfirmationsbog.

Jøderne kunne i en lang årrække efter 1814 heller ikke virke som fastansatte lærere ved universitetet, medmindre de underskrev Den Augsburgske Bekendelse.

Alle breve og dokumenter til myndigheder skulle skrives på dansk eller tysk, ogjøderne skulle føre regnskabsbøger efter datidens moderne regnskabssystemer.

Og mens jøderne altså delvist fik rettigheder, så fik kong Frederik VI øgenavnet jødernes konge. Det var ingen kompliment.

Frihedsbrevet udløste øjeblikkeligt den litterære jødefejde. Blandt andet i Tyskland, men også i Danmark. For eksempel fra digteren Thomas Thaarup, der i 1813 skrev Moses og Jesus eller om Jødernes og de kristnes intellektuelle og moralske Forhold. Han oversatte også antijødiske kommentarer fra tysk. Han skrev blandt andet:

Kristne tjenestefolk bør ikke mere være ansat i jødiske familier, og man bør forsyne jøder med et synligt mærke, en spids hat eller en gul ring på tøjet. Grunden til jødernes adfærd ligger i rabbinernes strenge myndighed over dem, og jødernes overbevisning om, at de er Guds udvalgte folk, som engang skal beherske alle andre.

Den litterære jødefejde afløstes af den korporlige jødefejde i 1819. Der er forbindelse mellem skrift og handling, siger Lausten.

Det kom til voldsomme kampe i både København og Odense mod jøder. Lærlinge og matroser slog ruder ind i jødiske butikker og slog jøder ned, også de gamle. Det blev ved gennem hele året, uden at politimesteren tog overgrebene alvorligt.

Men, fortsætter Martin Schwarz Lausten, regeringen griber ind. De skyldige, man kunne sætte navn på, blev dømt. Der blev lovet belønninger, hvis man angav, hvem der havde været med, Og der blev uddelt store bøder.

Han tilføjer, at Danmark var i knæ på det tidspunkt. Det norske rige var overgivet til Sverige, og der havde været statsbankerot, så landet var både identitetsmæssigt og økonomisk i knæ. Der skulle findes en syndebuk, og det blev jøderne.

Der kom et tilbageslag for jøderne, da stænderforsamlingerne blev nedsat i 1830erne, omkring 15 år forud for den grundlovgivende forsamling. Her kunne jøderne ikke blive medlemmer. Både godsejere, biskopper og provster tordnede mod jødisk deltagelse i de demokratiske forsamlinger med argumenter om, at de var en stat i staten, pengeglade, at jøder ikke skulle blande sig i politik og at de ikke var rigtige danskere, fordi de ikke var kristne.

Det store gennembrud for jøderne kom egentlig først, da Abraham Wolf (1801-1891) blev rabbiner i 1829. Han var ekspert i rabbinsk teologi og havde stor indsigt i kristendommen. Han kom til en splittet menighed, og det var ham, der prægede hele overgangen til den moderne jødedom. Synagogen i Krystalgade blev bygget i 1831-1833 og samlede jøderne igen. Hans bønnebog bruges stadig i synagogen i tidligere overrabbiner Bent Melchiors bearbejdning.

Abraham Wolf døde i embedet i 1891. Inden da blev han af de danske biskopper, som den eneste jøde, fritaget for at betale kirkeskat. Argumentationen var, at jøder skulle betale kirkeskat, fordi de optog hjem, hvor der ellers var kristne, som skulle betale den. Men Wolf slap, fordi biskopperne mente, at han intellektuelt stod på højde med dem.

Mod de antijødiske gejstlige skrev Abraham Wolf bogen Talmud-fjender på 600 sider. Her gør han op med biskop og hofprædikant H.L. Martensens (1808-1884) Den kristelige Ethik fra 1871, som ifølge både Abraham Wolf og Martin Schwarz Lausten indeholder antisemitiske anskuelser.

Der er aldrig kommet et modskrift mod Talmud-Fjender, selvom Wolf stort set fejer Martensen af banen og beskylder ham for at bruge andenhåndskilder.

Men op gennem 1920erne og under nazismen citerede først nationalsocialister og senere nazister H.L. Martensens syn på jøder, siger Martin Schwarz Lausten.

Tæt på at blive udvalgt var også dette krokus-billede, hvor bien er godt i gang. Frode Bitsch Nielsen har taget billedet, og han kan jo ikke vinde to gange :-)
Tæt på at blive udvalgt var også dette krokus-billede, hvor bien er godt i gang. Frode Bitsch Nielsen har taget billedet, og han kan jo ikke vinde to gange :-) Foto: Det Jødiske Museum