Både Venus og Merkur befinder sig til højre for Solen og står op før denne. De burde derfor begge være tydelige morgenstjerner i sydøst. Men selvom Merkur er hele 27 grader fra Solen, er den solnærmeste planet svær at få øje på. Det skyldes, at det plan, som planeterne bevæger sig i, set fra vore breddegrader ligger temmelig fladt i forhold til horisonten. Merkur har derfor ikke opnået tilstrækkelig højde, før morgendæmringen er for fremskreden.
Helt anderledes er det med Venus, der befinder sig hele 46 grader til højre for Solen. Ikke alene kommer planeten væsentlig højere op, inden det bliver lyst, men Venus er også meget klarere end Merkur. Så her i marts er det oplagt for de morgenfriske at rette blikket mod den sydøstlige horisont i timen før solopgang.
Vil man hellere ud om aftenen, kan man efter mørkets frembrud ikke undgå at lægge mærke til den klare Jupiter højt i syd. Den befinder sig i stjernebilledet Tvillingerne. Den pænt tiltagende måne dominerer også, men trods lyset herfra er Jupiter så klar, at den er let at identificere. Ved 21-tiden er det faktisk den eneste planet over horisonten.
LÆS OGSÅ: Gymnasium har 43 børn i Kenya
Ved 22-tiden dukker Mars op over den østlige horisont. Med sin umiskendelige orange teint er den næppe til at tage fejl af. I deres indbyrdes afstande er Jorden og den røde planet også kommet betydeligt nærmere hinanden, og Mars fremstår derfor ganske klar. Umiddelbart til højre for Mars kan man se den blåhvide stjerne Spica i Jomfruen.
Har man stadig mod på mere, kan man efter midnat se Saturn dukke op nogenlunde samme sted som Mars kom til syne et par timer tidligere. Selvom Saturn er langt større end Mars, er planeten med det smukke ringsystem meget langt væk. Det er den yderste af de planeter, der er til at få øje på med det blotte øje.
Månen er med sit klare lys meget dominerende på nattehimlen. Men i forhold til stjernehimlen flytter den sig cirka 12 grader mod venstre pr. døgn. Og om en lille uges tid, den 18. marts, har månen bevæget sig så langt mod øst på himlen, at den placerer sig mellem de føromtalte Mars og Spica.
Også Saturn får besøg af månen. Men det bliver først den 21. marts, dagen efter forårsjævndøgn, der indikerer, at vi har forår.
Marts var i de gamle kalendere årets første måned af gode grunde. Efter vinterens dvale kom der atter gang i afgrøderne, lyset kom tilbage, og livet tog fart. Månens rytme fra nymåne til nymåne var basis for årets inddeling i måneder, og deraf navnet. Men det var jo ærgerligt, at denne rytme på 29,53 dage ikke på en pæn måde gik op i årets 365 dage. Så der måtte med jævne mellemrum indskydes en ekstra skudmåned, for at månederne kunne fastholde deres placering i årstidernes rytme.
Vores nutidige kunstige måneder har i gennemsnit 30,4 dage. Det medfører, at tidspunktet for nymåne og fuldmåne langsomt forskyder sig i forhold til månedernes datoer. Og fordi den oprindelige månemåned er kortere end den nutidige kunstige, vil der lejlighedsvis opstå den situation, at der optræder to fuldmåner i samme måned. Det er det, man i engelsksprogede samfund kalder blue moon.
Af samme grund kan der også optræde to gange nymåne i samme nutidige kalendermåned, og det er faktisk tilfældet her i marts. Det var nymåne den 1. marts, og det bliver det igen den 30. marts. Men blue moon kommer vi ikke til at opleve i år.
Efterhånden som Jorden arbejder sig rundt om Solen, bliver vores udsigt til de klare vinterstjerner vanskeligere. Tager man udgangspunkt i samme klokkeslæt, vil man uge for uge se dem placeret stadigt længere mod vest. Her i marts og i april er det stadig muligt at se dem. Jupiter markerede sig, som omtalt ovenfor, i stjernebilledet Tvillingerne med de klare stjerner Castor og Pollux. Under planeten ses Procyon og Hundestjernen, Sirius, der er stjernehimlens klareste. Til højre for Sirius den mægtige figur Orion med sine skuldre, tre bæltestjerner og to, der danner hans fødder.
Længere vestpå kan man stadig se Aldebaran i Tyren, og over Tyrens horn ses Capella i Kusken.