Syriens krig kan forstås på mange niveauer. Det storpolitiske, interessespillet, det regionale magtskifte, diverse mindretals nationale aspirationer og oprør mod undertrykkelse. Alle er integrerede dele af den syriske krig.
En ting, der ofte forbigås i den syriske sammenhæng er den historiske splid mellem sunni- og shiaislam. Konflikten mellem de to grene af islam, der skyldes et skænderi om profeten Muhammeds legitime efterfølgere, er ikke selve årsagen til krigen i Syrien. Men den er i løbet af de seneste tre års krig blevet en så vigtig del af konflikten, at den ikke kan bagatelliseres. Især efter at shiamuslimske Hizbollah og sunnimuslimske jihadister er begyndt at spille en større rolle.
Konfliktens religiøse undertoner er svære at operere med for diplomatiet i Vesten, der tænker realpolitik. Men de religiøse aspekter er den måske største drivkraft bag en række af de mellemøstlige landes bidrag til konflikten. En kombination, der både gør den vanskelig at forstå og at løse.
For et land som Iran, der i 1980erne opfostrede Libanons Hizbollah, er krigen i Syrien et spørgsmål om selve Hizbollahs overlevelse. Uden den syriske livline er Hizbollah på længere sigt svagt stillet, og dermed også hele det iranske styres projekt om at eksportere den shiamuslimske genkomst og revolution i regionen. Det er ikke noget tilfælde, at Hizbollah selv bruger religiøse slagord fra islams historie og de bitre slag mod sunnimuslimerne på den nutidige syriske slagmark. Det er sådan, konflikten opfattes, foruden de storpolitiske argumenter. Det er shia mod sunni. Et slag om historisk retfærdighed. Et slag, der skal afgøre, hvilken form for islam der vil sætte regionens tone i fremtiden.
Netop derfor foretrækker Saudi-Arabien og andre lande i Golf-regionen at sende så mange sunnimuslimske jihadister som muligt. Som modvægt til Hizbollah og som et forsøg på at fravriste shia-muslimerne fra Iran, Irak og Libanon en vigtig alliance i Bashar al-Assads shiavenlige Syrien. De sunnimuslimske jihadister refererer selv til de historiske slag mod shiaislam. De går i krig som var de hentet tilbage til det syvende århundredes tidlige islam. Saudi-Arabien ved, at det er lettest at motivere jihadisterne på den måde. De kalder Assad for en hedning, og Hizbollah for endnu større hedninge.
Det religiøse sammenstød i Syrien er en direkte fortsættelse af de seneste årtiers fundamentalisme eller politiserede islam. I Afghanistan i 1980erne kunne begge grene af islam blive enige om, at den fælles fjende var Sovjet. I Irak begyndte det at gå galt, fordi det shiamuslimske flertal knyttede sig til Iran og fik nye politiske og religiøse aspirationer. Krigen i Syrien er en ekstrem videreudvikling af det religiøse slag. Det ved både sunni- og shiamuslimer. Derfor kæmper de, som om hele islams fortid og fremtid er på spil.