Med Krim er døren åbnet for Rusland

Vesten kan ikke acceptere, at Rusland flytter grænser ved magt, mener ekspert

"Det værste scenarie er, at Rusland militært går videre i det østlige Ukraine," siger Mette Skak, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet med ekspertise i blandt andet russiske sikkerhedspolitik.
"Det værste scenarie er, at Rusland militært går videre i det østlige Ukraine," siger Mette Skak, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet med ekspertise i blandt andet russiske sikkerhedspolitik. Foto: Gregor Fischer / Demotix/ Denmark.

Mens flertallet af Krims indbyggere i går stemte for at tilslutte sig Rusland, kan russerne være i færd med at planlægge flere indgreb på ukrainsk jord.

Det vurderer Mette Skak, lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet med ekspertise i blandt andet russiske sikkerhedspolitik.

Det værste scenarie er, at Rusland militært går videre i det østlige Ukraine, siger hun.

Situationen er yderst anspændt, og der er både ukrainske og russiske selvbestaltede styrker af paramilitært tilsnit, som har været i sammenstød med dødelig udgang. Her bliver det internationale samfund nødt til at engagere sig og modvirke, at Rusland får lov til at fortsætte, siger Mette Skak.

LÆS OGSÅ: Krim valgte Rusland

Også selvom det bliver gennem drastiske, økonomiske sanktioner over for Rusland, som vil ramme EU selv inklusive danske virksomheder såsom Carlsberg på grund af handel med Rusland, tilføjer hun.

Uanset valgresultatet har Rusland de facto annekteret Krim, eftersom russiske styrker er rykket ind på halvøen, og parlamentet i Krim har erklæret sig uafhængigt, påpeger Mette Skak. Det er en bedre løsning end, at Krim havner i et limbo, mener hun:

For undlader Rusland at indlemme Krim, har vi en forbistret situation med en konflikt inden for Ukraines grænser. Bliver Krim derimod Ruslands ansvar, er der rene linjer i forhold til, hvem der har ansvar for befolkningens ve og vel. Det er mere ønskværdigt, selvom det er en ulovlig handling fra Rusland side.

Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax deltog over 80 procent af vælgerne i folkeafstemningen, som er blevet dømt forfatningsstridig og ulovlig af USA og EU.

En del af vælgerne etniske ukrainere og mange krim-tatarer boykottede afstemningen, hvor resultatet syntes givet på forhånd, da de etniske russere udgør over 60 procent af befolkningen. Afstemningen skulle først have fundet sted til maj, men blev fremrykket to gange, stærkt tilskyndet af Rusland. At det skulle gå så stærkt, peger i retning af, at russerne vil sikre sig indlemmelse af Krim.

Det vurderer Karsten Fledelius, lektor ved Københavns Universitet og formand for Den Dansk-Russiske Forening.

Der har dårligt nok været tale om en valgkamp, siger han.

Der er rapporter om valgberettigede, der er blevet forhindret i at stemme, og vi ved, at der er trykt 50 procent flere stemmesedler, end der er vælgere på Krim. Det kan både betyde, at sedlerne har været udfyldt i forvejen, eller at man har kørt pro-russiske borgere ind i busser, som har stemt.

Forholdet mellem Rusland og EU vil blive forværret, hvis Rusland annekterer Krim, og Ukraine dermed yderligere søger mod EU, mener Karsten Fledelius.

Sikkerhedspolitisk betyder det også, at Nato vil blive styrket.Vi havner delvist i et koldkrigs-scenarie, siger han.

Der er jo også tale om signalpolitik fra Ruslands side, som skal vise, at man er tydeligt irriteret over, at både EU og Nato udvider og rykker mod øst. Det ser Rusland som en trussel, og dér har EU og Nato i nogen grad undervurderet Rusland. Putin har en interesse i, at denne krise eskalerer, fordi den gør ham til den store leder, der skal forsvare fædrelandet.

Ole Wæver, professor i international politik, Københavns Universitet, tilføjer:

Hvis Krim bliver optaget i Rusland, er det et meget radikalt brud på internationale spilleregler. Det er forbudt, at lande hapser bidder af nabolande. Det er et meget vigtigt princip at opretholde, at man ikke flytter grænser ved magt. Så det kan det internationale samfund ikke gå med til på nogen måde. Det vil medføre sanktioner.