Da soldaterne vendte hjem fra Første Verdenskrig, var de ikke rigere, men fattigere på erfaringer, sagde den tysk-jødiske forfatter Walter Benjamin (1892-1940). De var kørt i hestevogn til landsbyskolen, få år senere fik de gasmasker på og blev sendt til frontens månelandskab. Verden var ikke til at kende, deres hidtidige erfaringer var slettet.
Men Tyskland havde engang stået i en lignende situation: Efter Trediveårskrigen (1618-1648) var landet også udmarvet og sønderslidt, moralsk og fysisk. Og ligesom digterne i 1600-tallet overgik hinanden i voldsomme, retorisk opgejlede beskrivelser af verdens grusomhed og tomhed, således var ekspressionismen omkring 1920 vild, ustyrlig og pessimistisk.
Der var iøjnefaldende ligheder mellem nutiden og barokken, mente Walter Benjamin, der følgelig skrev en afhandling om det tyske sørgespil, som barokdigterne kaldte deres tragedier. Bogen er fra 1925 og berygtet for at være vanskelig, nogle mener kryptisk, men samtidig berømmet for sine dybt originale og øjenåbnende analyser af en så miskendt genre som barokkens næsten ulæselige, stive og opstyltede dramaer, der har så meget stof til fælles med Shakespeare og alligevel indånder en helt anden luft.
Men hos Benjamin lever de: Han læser hele 1600-talles teologi og filosofi, dets menneskesyn og æstetik, dets syn på staten og verdenshistorien ud af disse hengemte teaterstykker. Metoden er en blanding af nærlæsninger med lup og dristige, åndshistoriske forbindelseslinjer bagud og fremad i tid. Det er sandt for dyden ikke nemt at følge ham, men svært at lade være med at forsøge.
LÆS OGSÅ: Svensk feminisme mellem frisættelse og bundethed
Der gøres meget ud af forskellen mellem det tragiske og det sørgelige. Det første er græsk og hører antikken til, det sidste hører til barokkens kuldslåede, svulstige og desperate univers. Hvor grækernes tragedier var litterære bearbejdninger af deres fælles myter, var de kristne barokdigteres sørgespil meditationer over historiens gang og livets elendighed.
Benjamins beskrivelse af enevoldsfyrsten af Guds nåde er animerende. I 1600-tallet var han gudelig, symbol på og garant for den kosmiske balance og folkets trivsel. Men jo samtidig et svageligt menneske. Derfor svælgede dramatikerne i fyrstens fald, hans makabre endeligt som henrettet martyr, eller i hans udskejelser som vanvittig, blodtørstig tyran. Historien om kong Herodes var populært stof. De svælgede i blod, og det var dårlig smag, svulst, mente man i det klassicistiske 18. århundrede.
Barokken var stærkt optaget af melankoli, det vil sige depressioner. De kendetegner geniet, men grænser til vanviddet. Som den øverste skabning var fyrsten mest udsat, for det er tungt at have stort ansvar. Vi kender det fra Kingo: Kroner og scepter i demantspil lege/ leg er dog ikke den kongelig dragt/ Tusinde byrder i kronerne veje/tusindfold omhu i scepterets magt/ Kongernes bo/ er skøn uro/ Himlen alene gør salig og fro. Dette emne broderede de tyske digtere lystigt på.
Benjamin led selv af depressioner og forstår fortvivlelsen i barokken, der var ved at miste troen på forsynet. Men jøden Benjamin fandt glimt af messiansk håb hos epokens dystre forfattere, der forsøgte at genoprette en ortodoks kristen kosmologi efter middelalderens opløsning. I Benjamins egensindige udlægning er barokkens livslede en art negativ teologi, der besværger elendigheden for dermed at pege på omslaget, miraklet, når Messias kommer og vender alt til det bedste.
LÆS OGSÅ: Prousts historie i Danmark
Til sidst et suk: Oversætteren har udført en sand herkulesbedrift, men er blevet ladt i stikken. Fordanskningen er langt fra at være flydende eller fejlfri, faktisk lyder den gennemgående ikke som dansk, da den tyske syntaks i vid udstrækning er bibeholdt. Værre er de mange sproglige misforståelser og forvanskninger: Wortfindung bliver til ordopfindelse (men det handler om at finde, ikke opfinde), gemäss bliver til måle (i stedet for tilsvarende), Gemeinwesen til fællesvæsen (hvad er det?), Händel bliver til handel (i stedet for strid, konflikt), aufgewühlt bliver til agiteret (det er vist engelsk?), bieder bliver til værdig, ikke troskyldig eller naiv, hvilket det betyder her. Eksemplerne er legio. Endvidere er det vigtigt at finde ud af, præcis hvilke navneord stedordene henviser til. Desuden mangler der noter til at forklare, hvad for eksempel panegyrikon, epitheton ellerHaupt- und Staatsaktion betyder. Den danske version kan bruges, men kun hvis man hele tiden sammenligner med originalen.
Oversætteren er universitetslektor og har skrevet en indledning, der insisterer på at henvende sig til kollegerne på institutgangen: Sørgespil-bogen har således på den ene side inspireret til en negativt dialektisk æstetik forbundet med en rationalitets- og erkendelseskritik, som insisterer på det diskursive eller dialektiske element som garant for kritikkens kulturelle konstruktivitet. Sådan hjælper man ikke dem, der for første gang skal stifte bekendtskab med virtuosen Benjamins svimlende, djævelsk vanskelige udlægning af barokken. Det er synd.