9000 år gamle masker udstilles i Israel

Verdens ældste masker er samlet på ny udstilling på Israel Museet i Jerusalem

De gamle stenmasker stammer fra Judæa-området mellem Jerusalem og Det Døde Hav.
De gamle stenmasker stammer fra Judæa-området mellem Jerusalem og Det Døde Hav.

Det er første gang, 12 sjældne og oldgamle stenmasker fra området omkring Jerusalem og Det Døde Hav udstilles sammen.

Udstillingen på Israel Museet i Jerusalem er kulminationen af over 10 års forskning og arbejde med at placere de sjældne stenmasker det rigtige sted i historien. Ved hjælp af blandt andet 3D-scanninger har arkæologer ved museet og universiteter i Israel fundet frem til, at de ældste masker er op mod 9000 år gamle og fra såkaldt neolitisk tid eller den yngre stenalder og dermed over dobbelt så gamle som stamfaderen Abraham og fire gange ældre end Grædemuren i det gamle Jerusalem. Maskerne betragtes som et afgørende gennembrud i studierne af Israels historie og civilisationens grundlæggere. Det gør denne udstilling, der netop er åbnet, ganske ekstraordinær.

LÆS OGSÅ: Man lærer først for alvor, hvis det er sjovt

Maskerne er oprindeligt fra bakkerne og ørkenen i Judæa-området mellem Jerusalem og Det Døde Hav og har overraskende stilistiske træk. En maske ligner et kranium, andre har store øjenhuler og gabende munde. De er givetvis formet efter rigtige kranier, mener forskerne. De var sandsynligvis lavet af forskellige klaner i området til at bære på ansigtet og skulle repræsentere afdøde forfædres ånder til religiøse og sociale ceremonier.

Det er helt særligt at kunne præsentere disse sjældne gamle stenmasker side om side, alle fra det samme område i det tidlige Israel, lyder det fra museets direktør, James S. Snyder, i en pressemeddelelse.

Forskerne satte sig i 2004 for at finde verdens ældste masker og fandt enkelte i private samlinger blandt andet hos et rigt jødisk samlerpar i New York og et lille museum i Paris ejet af en katolsk organisation.

Udstillingen er åben til september.