Putin puster kold luft over Bornholm

Historiens vingesus sender iskolde vinde ind over Bornholm i disse dage. Frygten for russerne under den kolde krig har ikke forladt de ældste bornholmere. Bevægelserne i Rusland og uvisheden om, hvad Putins næste træk bliver, river op i gamle minder

Da Anden Verdenskrig sluttede den 5. maj 1945 i resten af Danmark, blev Bornholm kort efter besat af russerne. De bombede Nexø og Rønne den 7. og 8. maj og blev derefter på øen i næsten et år. –
Da Anden Verdenskrig sluttede den 5. maj 1945 i resten af Danmark, blev Bornholm kort efter besat af russerne. De bombede Nexø og Rønne den 7. og 8. maj og blev derefter på øen i næsten et år. –. Foto: .

Ude i Almindingen, Danmarks tredjestørste skov, midt på Bornholm, står en vigtig bid af Danmarks krigs-historie: Et radarkompleks drevet af luftvåbnet og søværnet, der sammen med en lyttestation længere mod syd på Dueodde var Natos øjne og ører ind bag jerntæppet op gennem 1970erne og 1980erne.

Dengang summede radarstationen af liv med 175 ansatte i luftvåbnet alene. Med køjesenge i bunkergangene, så stationen kunne holdes i beredskab døgnet rundt, og en bevidsthed om, at radaren var noget af det første, der ville blive bombet, hvis russerne valgte at gå til angreb.

I dag er der 20 luftvåbens-ansatte tilbage ved radaren. Den spejder ikke længere efter russiske MiG-fly over Polen og de baltiske lande, men sørger for lokal suverænitetshævdelse i Østersøen.

I Dueodde drejede lyttestationen nøglen om i juli sidste år.

Den kolde krig er forbi, og den militære nedrustning verden over har været konstant, siden Sovjetunionen brød sammen i 1991. Men bevidstheden om truslen har ikke helt sluppet sit tag i alle bornholmere. De, der var aktive under den kolde krig, husker stadig frygten for russerne. Og med Putins indlemmelse af Krimhalvøen i Rusland blæser der igen en kold østenvind over solskinsøen.

LÆS OGSÅ: Clinton: Putin vil ændre grænser fra Anden Verdenskrig

Historien om bornholmerne og russerne er en historie om svigt. Da Danmark blev befriet fra tyskerne den 5. maj 1945, var det startskuddet til en russisk besættelse af Bornholm, der varede næsten et år, før russerne forlod øen, og britiske soldater erklærede Bornholm befriet.

72-årige Carl Ilsøe, som bor i Rønne, er en af dem, der husker følelsen af svigt. Den allerførste begivenhed, han husker som barn, var da russerne den 7. maj 1945 bombede Rønne og efterlod 3000 indbyggere uden tag over hovedet. Hans familie var evakueret til Nyker lidt nordpå. Kvinder og børn blev sendt ned i kælderen under bombardementet, mens mændene gik ovenpå for at se på. Den dengang fireårige Carl Ilsøe sneg sig med op uden at hans mor vidste det.

Når jeg kan huske det, er det fordi, jeg var denne her lille knægt, der skulle op til mændene. De stod og pegede mod Rønne by og så på bomberne, der faldt. Men jeg var så lille, og der var ingen, der løftede mig op, og da der var buske i haven, kunne jeg jo ikke se det. Og det har irriteret den lille gut så meget, fortæller Carl Ilsøe over en kop kaffe i hjemmet i Rønne.

Hans far var frihedskæmper, og Carl Ilsøe voksede op i et hjem, hvor man som mange andre bornholmere talte meget tydeligt om den manglede reaktion fra det danske samfund efter Anden Verdenskrig. Derfor har han fra sin opvækst været mistroisk over for resten af Danmark, hvilket var en af grundene til, at han søgte ind til forsvaret: Så han selv kunne forsvare sin ø.

Han begyndte sin værnepligt i 1962, blev reserveofficer i Bornholms Værn og chef for et luftbatteri på Bornholm. I en periode var han leder af den bunker i Nordjylland, som kongefamilien skulle evakueres til, hvis russerne kom. Carl Ilsøe er i dag pensioneret efter næsten 40 år i forsvaret:

Russerfrygten kan jeg huske fra hele min opvækst. Vi var bange for russerne, men vi var måske ikke bange nok. For det viste sig efter Murens fald, at de var mere overlegne, end vores efterretningsfolk havde informeret os om. Vi havde lyttestationen og radaren her på Bornholm, og vi var godt klar over, at hvis der kom et angreb, var vi meget udsatte.

Han er gået ud i køkkenet for at hente kaffe. På vejen derud går han gennem stuen, hvor minderne fra hans tid i forsvaret hænger. Et sort-hvidt billede af en ung mand, klar til at tjene sin ø, billeder af artilleri, og over dem to sabler ved siden af et dannebrogsflag.

Vi, der har oplevet den kolde krig på nært hold, vil altid være lidt betænkelige ved russerne, råber han ude fra køkkenet.

Selvom jeg gerne ville sige noget andet, så er jeg nok altid en lille smule bange. Om det så er rimeligt, ved jeg ikke. Men jeg vil nok altid have en smule mistro, fortsætter han, mens han sætter sig i stuen igen.

Men det, der foregår på Krim, er svært at forholde sig til. Hvis man kigger historisk på det, var det jo Krustjov, der aftalte, at Krim skulle gå til Ukraine. Og det er jo svært at forstå, hvorfor Krustjov overhovedet gjorde det i første omgang. Jeg vil nok sige, at den vestlige verden overreagerer lige nu. Men selvfølgelig skal Putins handlinger påtales, og man skal sørge for, at det ikke fortsætter ind i resten af Ukraine og ned til Polen, så vi får en gentagelse af det, Hitler gjorde i 1930erne. Jeg vil ikke sige, at det her er en genoplivning af den kolde krig, men der blæser da lidt kold luft ind over Bornholm.

Efter kaffen giver Carl Ilsøe et lifttil Almegårds Kaserne, der ligger lige i udkanten af Rønne. Her opholder cirka 400 værnepligtige og 400 hjemmeværnsfolk sig i dag, betydeligt færre end i den kolde krigs tid.

I bygning 4 holder Hjemmeværnets historiske afdeling til. Afdelingen bevarer billeder, uniformer og andet historisk gods fra Anden Verdenskrig og den kolde krig.

Afdelingens formand, 65-årige Hans Jørgen Brandt, er lige så meget hjemmeværnsmand, som han er bornholmer. Hans far var i Hjemmeværnet, det var hans farfar også, og hans datter er også blevet det. Han fortæller, at cirka tre procent af befolkningen på Bornholm er tilknyttet Hjemmeværnet, mens det i resten af landet er cirka en procent.

Vi ligger så langt ude i Østersøen, så vi får ingen hjælp fra Danmark. Vi skal klare os selv. Den tanke har vi stadigvæk, i hvert fald de gamle bornholmere, siger han.

Hans Jørgen Brandt blev i sine unge dage kasseret som soldat. Derfor begyndte han i Hjemmeværnet den 1. januar 1968. Han er af den overbevisning, at forsvaret aldrig skulle have lukket lyttestationen på Dueodde, fordi den i dag stadig ville have kunnet levere nyttig information om russerne.

Han ser Krim som en brik i et større puslespil. Han er betænkelig over uvisheden om, hvorvidt Putin kunne finde på at gå ind i resten af Ukraine og videre til de baltiske lande, der ligesom Krim engang tilhørte Sovjetunionen. For det ville betyde fri adgang til Østersøen. Og Bornholm.

Han kender tre-fire stykker, der arbejdede på lyttestationen i Dueodde, men de er totalt lukkede om, hvad de har lavet dernede, fortæller han.

Og Hans Jørgen Brandt er overbevist om, at der er bidder af den kolde krig, som ikke er blevet offentliggjort. Information, som ville kunne levere vigtig viden om, hvad russernes planer er i dag.

Det er jo ikke lang tid siden, at russerne åbnede deres arkiver, så man kunne komme ind og læse om, hvad de lavede under den kolde krig. Men jeg tror stadigvæk, der er en skuffe bag skuffen, som måske bliver åbnet om hundrede år. Selvom folk har været inde og kigge, så tror jeg ikke, offentligheden har fået adgang til det hele.

Han uddyber, at det kunne være information om, hvad der skete ved afslutningen af Anden Verdenskrig.

Hvorfor kom russerne hertil? Det, der står i historiebøgerne, er stadig gisninger, som vi ikke har fået svaret på. Når vi tænker på Krim nu, skal vi have det i baghovedet. Hvad vil Putin på Krim, og hvad ville han i alle de andre småstater? Det er lidt a la...

Hans Jørgen Brandt tøver. Hitler, siger han så.

Starter lidt i det små, og om han så vil fortsætte, det er et mysterium. Selvom Nato og alle de andre fordømmer Putin, så er de bange for ham. Putin kan gøre, som det passer ham.

Efter en rundvisning i Hjemmeværnets barak giver Hans Jørgen Brandt et lift ind til Rønne igen. Han har givet et telefonnummer til en sergent, der arbejder på radarkomplekset i Almindingen, og som er parat til at give en halv times rundvisning. Det havde ikke kunnet lade sig gøre for 20 år siden, da der stadig var meget hemmelighedskræmmeri om, præcis hvad der foregik af spionage, derude i den store skov, forklarer seniorsergent Kenni Holm, der har arbejdet på radaren som tekniker i næsten 40 år.

Han står ved busstoppestedet og vil se et pressekort, før journalisten bliver lukket ind i labyrinten af bunkere, der udgør radarkomplekset. Her står enkelte gamle røde radarskærme, der kunne aflæses, når lyset blev slukket. Her stod de og drejede i døgndrift. Engang var der mange flere, men med tiden er de blevet byttet ud med pcere. I elevatoren op til radaren på taget hænger en rød nødtelefon på væggen. Ikke ulig den, man kender fra præsidentens kontor på film: Den lige linje til Moskva, der tages i brug, når lokummet virkelig brænder, så man kunne spørge, hvad de havde gang i ovre i Kreml.

Den går dog ikke til Putin, griner seniorsergent Kenni Holm.

Det kunne have været lidt nemmere, hvis den gjorde det.

0Carl Ilsøe ved siden af minderne fra sin værnepligt og tid som reserveofficer i Bornholms Værn. Han voksede op i en bornholmsk familie, der følte sig svigtet af resten af Danmark. –
0Carl Ilsøe ved siden af minderne fra sin værnepligt og tid som reserveofficer i Bornholms Værn. Han voksede op i en bornholmsk familie, der følte sig svigtet af resten af Danmark. – Foto: Philip Christoffersen.