Det skulle være så godt. Men det kan blive så skidt. En skoleklasse skal arbejde med trivsel. Klasselæreren har på forhånd fået et smukt materiale med forslag til øvelser, der kan laves. Overbevisende og let tilgængeligt. Sådan gør vi da bare.
Velvilligt går klassens 22 elever med på idéerne. Prøv nu at stille jer op på en lang linje. Den, der bestemmer mest i klassen, skal stå forrest. Den, der bestemmer mindst, skal stå bagest. Bagefter taler vi om det.
Især pigerne i klassen kan ikke blive enige om rækkefølgen i hierarkilinjen. Pludselig bliver det skræmmende tydeligt, hvem der er mest populær. Og mindst. Nogle piger rykkes frem. Automatisk rykker nogle andre så tilbage.
Nede på de sidste pladser bryder en pige ud i gråd. Det hele bliver for meget. Følelserne af nederlag for nogle og lettelse for andre vælder frem over hele linjen. En af de forreste går hen for at trøste på bagerste række. Men det gør på denne dag nærmest kun ondt værre. Måske var og er det meningen. Den pædagogiske pointe.
Det skulle jo være så godt at få alt det ud, som vi alligevel går og tænker på. At få talt ud om alt det, der virkelig trykker os. At få rusket op i fastlåste mønstre, samtidig med at vi inddrager krop og bevægelse i processen.
Men ak, så skidt kan det også blive i virkelighedens verden, selv om hensigterne er de bedste. Børn i klassen kan gemme på hemmeligheder, som ingen anede var der.
Og dybest set ved vi ikke ret meget om, hvad der virker, når det gælder arbejde med trivsel og mobning blandt børn i skolealderen. Ja, ifølge Politiken så advarer både danske og udenlandske forskere nu ligefrem imod nogle af de metoder og øvelser, som op imod halvdelen af landets folkeskoler ellers har erfaringer med at bruge.
Nogle gange risikerer man ligefrem, at metoderne gør mere ondt, end de gør godt, udtaler den ph.d.-studerende Stine Kaplan Jørgensen, som forsker i uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet. Hun henviser blandt andet til øvelser, hvor eleverne skal arbejde sammen om at finde og løse konflikter og problemer.
En af disse øvelser med trivsel er den gode stol, hvor man kun må sige noget pænt om hinanden. Men børnene kan godt høre forskel på, om de får ros for at have en pæn cykel, eller om de får at vide, at de er smukke og kloge. Atter andre metoder får eleverne til at træde ind som mæglere i stedet for læreren eller til at gå til bekendelse for hinanden, mens resten af klassen lytter.
Men man kan komme til at åbne for meget op. Tingene kan blive brugt mod en, og der kan under og efter øvelserne skabes mere foragt blandt eleverne, siger forskeren, som understreger, at lærerne kommer med de bedste intentioner.
De vil gøre det så godt, men det kan ikke desto mindre ende så skidt. Formanden for Danske Skoleelever, Agnete Vienberg Hansen, reagerer med vrede efter at have hørt om forskernes nye resultater.
Jeg er forarget over, at man har brugt metoderne længe og først nu finder ud af det her, siger hun og tilføjer, at hun selv har oplevet øvelserne i sin egen skoletid: Tit tænkte jeg: Hvor er det dumt, de siger det og det. Nu er der en masse stof til bagtaleri bagefter.
En sognepræst møder et nyt hold af kommende konfirmander. Også her skal der laves øvelser. Det gør jo alt andet lige undervisningen mere spændende.
Løb rundt om præstegården og uden om konfirmandstuen, lyder det. Bagefter er der præmier.
Konfirmanderne styrter af sted. Opsat på at vinde. Nogle raske drenge kommer først. Men præsten tager fusen på dem alle.
Den første præmie går til den konfirmand, der kom sidst. Den næste præmie går til den, der kom næstsidst. Og til sidst, ja, så får de hurtigste drenge præcis den samme præmie. De brokker sig. De synes, det er uretfærdigt. Nogle af dem, der kom til sidst, ånder samtidig meget, meget lettet op.
Og ved I hvad, siger præsten. Nu skal I læse en historie, som handler om lige præcis det, I nu har oplevet. Konfirmanderne læser Det Nye Testamentes lignelse om arbejderne i vingården. Og de får en indsigt i kristendommens menneskesyn, som de ikke havde i forvejen.
En indsigt, der handler om, at Gud ser på ethvert menneske med samme øjne, at alle er skabt i Guds billede og har samme værdi. Og at vi derfor også alle må tage vare på andre mennesker, vise næstekærlighed, være mod andre, som vi gerne vil have, at de skal være mod os.
Nu findes der ingen pædagogik, som kan skabe en perfekt verden uden konflikter. Men i tidens debat om mobning og trivsel blandt vores børn og unge er der måske en idé i at huske denne kristne børnelærdom, som samtidig rummer en livsvisdom.
Det kunne jo være, det blev godt. Også der, hvor man ellers tænkte, at det var skidt.
Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelsel-skabet Morten Thomsen Højsgaard