Den tapre landsoldat er støbt i blåt plastic og vandrer alene rundt i en cirkel om danmarkskortet. Han går fra felt til felt i henhold til terningslaget, og felternes farver rød, gul, grøn og blå afgør, om spillerne skal testes på deres historiske viden, forholde sig til et etisk dilemma eller sende deres soldater i kamp. Svarer man forkert på et spørgsmål, må man sende en soldat af sted til slagmarken ved Dybbøl i 1864. Hele spillets formål er nemlig ikke at vinde et slag, men at få evakueret sine soldater fra krigen, forklarer Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen.
Vi syntes ikke, det var passende at lave et spil, hvor det handler om at slå prøjsere ihjel. I stedet er det et spil, hvor det gælder om at komme væk. Det er jo ikke helt uvant for os danskere, fortæller han.
Den 18. april 2014 er ikke alene 150-årsdagen for slaget ved Dybbøl. Det er også den dag, hvor Grænseforeningens nye brætspil 1864 Fra slagmarken på Dybbøl til nutidens dilemmaer udgives. Spillet er lavet for at styrke danskernes viden om de faktiske begivenheder i 1864, om grænsespørgsmålet før og nu og om historie og kultur i det hele taget.
LÆS OGSÅ: Forårsjævndøgn peger frem mod påske
Men derudover er hensigten også, at spillet skal befordre gode samtaler ud fra åbne spørgsmål, hvor der ikke er rigtige eller forkerte svar. Altså en kombination af principperne i paratvidensspil som Trivial Pursuit og den type dilemmaspil, som for eksempel bruges til forældremøder i daginstitutioner til at igangsætte dialog og afklare værdier.
Spillet handler ikke om at gennemspille slaget ved Dybbøl, men om at bruge erfaringen fra 1864 i en moderne kontekst. Man kan sige, at det er et politisk spil, for det handler om at skabe politisk bevidsthed, forklarer Knud-Erik Therkelsen.
Han uddyber, at nederlaget i 1864 har haft stor betydning for danskenes selvforståelse. Tabet af Slesvig-Holsten gjorde den danske fortælling til lidenhedens fortælling, men samtidig gjorde det Danmark til et sjældent homogent land. Et land med en ekstra stærk fællesskabs-følelse og tillid mellem mennesker, som ikke alene lagde grunden for gode fællessange og tæt samvær på folkehøjskoler, men også for velfærdsstaten og danskernes position som verdens lykkeligste folk.
Til gengæld har vi levet i et så homogent fællesskab, at vi er lettere invaliderede i forhold til at kunne diskutere det kulturmøde, som er en realitet i dag, siger Knud-Erik Therkelsen.
Det er den filosofi, som i den seneste årrække har fået Grænseforeningen til at positionere sig som forening for en åben danskhed, der med erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland kan lære den øvrige befolkning at se mindre frygtsomt på fremmede.
Men 1864-spillet er ikke fyldt med moralsk løftede pegefingre eller politisk korrekte svar. Det stiller kun spørgsmål. For eksempel det dilemmaspørgsmål, som Knud-Erik Therkelsen trækker, da han prøvespiller 1864 sammen med Kristeligt Dagblad: Er det vigtigt at holde liv i nationale myter som for eksempel, at Dannebrog faldt ned fra himlen, og at når nationen er truet, vil Holger Danske blive vækket til live? Medspillernes opgave er nu at gætte, om han svarer ja eller nej.
Det er jo løgn, udbryder han og morer sig, da det viser sig, at det er lykkedes ham at vildlede sine modspillere. Vi gætter på nej, men han har svaret ja:
Selvfølgelig skal man da bevare de nationale myter.