Selvom 1960ernes ungdomsoprør tilhører en fjern fortid, spiller det en stor rolle, når blomsterbørnenes børnebørn i 2014 siger ja eller nej til at ryge hash. Og selvom de fleste i dag anerkender, at hashrygning kan skade både helbred, motivation og uddannelseschancer for unge, så har mange voksne lærere, vejledere og behandlere svært ved at se rigtig kritisk på hash på grund af positive følelser over for hippie-tiden.
Sådan lyder vurderingen fra en række eksperter og praktikere, der har studeret den hashkultur, som findes blandt visse grupper af unge i dag.
En af dem er Morten Sophus Clausen, psykolog, leder af Elevkollegiet under Jysk Børneforsorg, som har arbejdet med hashrådgivning, siden han i 1993 var med til at etablere Danmarks første hashrådgivning i det daværende Århus Amt.
Det er helt uomtvisteligt, at hashkulturen fra 1960erne danner klangbunden for det hashmisbrug, vi ser blandt unge i dag. Men der bliver røget på en anden måde end dengang. Da jeg selv eksperimenterede med det i 1970erne, blev det brugt som en voksenmarkør. Man havde et gram hash og var fem-syv mand til at dele det. Jeg har været i kontakt med unge, som alene var oppe på at ryge fem eller 10 gram dagligt, fortæller han.
LÆS OGSÅ: Slap af og send jointen rundt
Som omtalt i Kristeligt Dagblad i går har ungdomsforsker Birgitte Simonsen netop udgivet en rapport, som peger på, at hash udgør et pædagogisk problem i dag, fordi unge med et dagligt hashforbrug i stort tal dropper ud af deres uddannelser. Men samtidig er det et problem, der italesættes og håndteres meget forskelligt.
Her er Morten Sophus Clausens vurdering, at synet på hash hos de voksne fortsat er så polariseret, at det blokerer for en effektiv rådgivning. Ligesom i 1960erne er der en kulturkløft mellem dem, som siger, hash er meget farligt og en glidebane til hårde stoffer, og dem, der næsten betragter det som uskadeligt.
I dag er det anerkendt, at man kan tale om et hashmisbrug. Men da jeg gik ind i arbejdet for 20 år siden, blev det anfægtet af flere, blandt andre en forebyggelseskonsulent, at hash overhovdet var noget, ordene misbrug og behandling passede sammen med, fortæller psykologen.
Sveinung Sandberg, professor i kriminologi og retssociologi ved Universitetet i Oslo, Norge, og medforfatter til bogen Cannabiskulturen fra 2012, deler vurderingen af, at nutidens hashrygning i modsætning til indtaget af andre stoffer som amfetamin eller kokain bygger videre på 1960ernes slagord om fred, kærlighed, harmoni og fællesskab. Det kommer for eksempel til udtryk ved, at man i en gruppe deles om det hash, man har. Og måske er hippiekulturen i sig selv en næsten lige så stor barriere for motivationen som hashrygningen.
Der er til dels tale om en pacificerende kultur, som idylliserer ikke at arbejde hårdt, men at slappe af og nyde livet, påpeger Sveinung Sandberg.
Forfatteren Peter Øvig Knudsen har i tobindsværket Hippie fra 2011-2012 beskæftiget sig indgående med de strømninger, som prægede ungdomsoprøret, herunder hashkulturen. Han vurderer, at hippieromantikken kun udgør inspiration for en del af nutidens unge hashrygere. For andre hører stoffet til et univers af rockere og kriminalitet, som intet har med hippier at gøre. Men han er enig i, at der eksisterer en kulturkløft, som gør det meget vanskeligt at tale med unge om hash:
Hvis man starter med at benægte, at hash har positive effekter, og påstå, at man bliver narkoman af det, har man afskåret sig selv fra dialog med den unge, som ved, at man lyver. Vi er nødt til at erkende, at hash er et stof, som ryges af masser af voksne på betroede poster, og som mange kreative mennesker bruger i deres kunstneriske proces. Så kan vi tale meningsfuldt med unge om, hvad de skal passe på.