30 års kamp ender med fuld musik

I morgen kan Nordjyllands musikelskere læne sig tilbage i sæderne i det nye Musikkens Hus og glæde sig over færdiggørelsen af et projekt, der har haft mange op- og nedture undervejs

I morgen vil den tomme sal være fyldt med festklædte gæster, når 20.000 kvadratmeter musikhus af knap 11.000 kubikmeter beton til en pris på 780 millioner indvies. –
I morgen vil den tomme sal være fyldt med festklædte gæster, når 20.000 kvadratmeter musikhus af knap 11.000 kubikmeter beton til en pris på 780 millioner indvies. –. Foto: Henning Bagger/.

Det er en lykkelig slutning på en lang historie, hvor hovedpersonerne først skulle så grueligt meget igennem, inden dronning Margrethe ankommer til åbningen af Musikkens Hus i Aalborg i morgen.

En ihærdig kamp, der vil give åbningskoncerten et ekstra aspekt af glæde og forløsning, mener Musikkens Hus direktør, Lasse Rich Henningsen, der gerne ser det nye hus under den samlede betegnelse lad dig bevæge.

Jeg håber virkelig, folk vil føle sig underholdt og i særdeleshed bevæget. Jeg håber og tror, mascaraen kommer til at løbe på nogle af de kvindelige gæster. Vi har haft testkoncerter, hvor nogle af dem, der har kæmpet for Musikkens Hus, har grædt af bevægelse og glæde. Mange har kæmpet en kamp for tilblivelsen, siger han.

De første linjer i musikhusets libretto startede nemlig som et hviskende kor for lige under 30 år siden, da foreningen Musikhusets Venner blev dannet for at give især den klassiske musik i Nordjylland bedre rammer.

Koret blev større, mere insisterende og vakte politisk genklang, hvis Musikkens Hus også kunne danne ramme om forskning og uddannelse for musikkonservatoriet og relevante uddannelser på Aalborg Universitet. Den dominerende politiske holdning var, at store kulturinvesteringer var helt nødvendige.

Aalborg er en uddannelsesby, der boomer, og vi skal kunne fastholde de studerende og samtidig tiltrække virksomheder og kapital udefra. Musikkens Hus symboliserer handlekraft og arkitektur i verdensklasse og vil kunne tiltrække folk fra hele Nordeuropa, siger Thomas Kastrup Larsen (S), der efter det seneste valg overtog borgmesterkæden fra sin partifælle og frontkæmper for Musikkens Hus gennem alle årene, Henning G. Jensen.

LÆS OGSÅ: Kunstmedaljer uddelt på Charlottenborg

Offentlige og private midler blev rejst, en projektkonkurrence blev udskrevet og vundet af det prestigefulde, østrigske arkitektfirma Coop Himmelb(l)au, der præsenterede, hvad der i folkemunde kom til at hedde Den gyldne reje.

De arkitektoniske streger viste sig dog at være for ambitiøse i forhold til de afsatte 460 millioner kroner. Yderligere 115 millioner kroner blev rejst, et mere realistisk forslag fra arkitektfirmaet blev formuleret og sendt i licitation i 2006, på et tidspunkt med højkonjunkturer i byggebranchen.

Kun ét konsortium bød på opgaven og det til en pris, der lå milevidt over den økonomiske smertegrænse. Arkitekterne fra Coop Himmel-b(l)au blev fyret fra opgaven. Mindst 50 millioner kroner var brugt på forarbejdet, men der var ikke længere konkret udsigt til et første spadestik på den gamle elværksgrund ved havnekajen i Aalborg.

Nederlaget syntes uafvendeligt, men nordjyske musikelskere kæmpede videre for deres musikhus blandt andet ved at engagere fonden Realdania yderligere.

Alt imens gik snakken i den gamle arbejderby for ikke alle havde fidus til finkulturen.

Aalborg har pr. tradition ikke haft så meget finkulturelt som andre byer. Den er, som Allan Olsen engang sagde, klassens frække dreng. Jeg tror, det tager tid for folkesjælen at følge med. I hvert fald er der nogle, der mener, at Musikkens Hus er noget pjat, og at pengene skulle bruges til plejehjem i stedet for, siger museumsinspektør Inger Kirstine Bladt fra Nordjyllands Historiske Museum.

Men skeptisk egnssjæl eller ej. I 2010 kunne byggeriet endelig begynde.

Realdania ydede tilskud og lån til projektet under nogle betingelser til blandt andet musikhusets arkitektoniske kvalitet og investeringer fra lokal side.

Coop Himmelb(l)au blev taget til nåde og kom med et endeligt forslag til byggeriet.

Fiaskoen var vendt til en succeshistorie, omend der stadig var et par bump på vejen, inden Aalborg kunne være med i den akustiske superliga. To strenge vintre samt forurening og besværlige fundamenter i undergrunden fik nemlig udsat åbningsdatoen lige over et år.

Men i morgen er det ganske vist. 20.000 kvadratmeter musikhus af knap 11.000 kubikmeter beton til en cirkapris på 780 millioner kroner indhylles i musik og fest.

Endelig kan politikere, pengemænd og kulturens insisterende ildsjæle spadsere ad den røde løber, ind i den store koncertsal og nyde åbningskoncerten med blandt andre den verdensberømte violinist Nikolaj Znaider, Den Jyske Opera, sandkunst af Kseniya Simonova og en komposition af Bent Fabricius-Bjerre, der er specielt skrevet til denne aften.

Jeg er ufattelig stolt og taknemmelig over for vores bidragydere og taknemmelig over, at vi kunne stå sammen som by om dette projekt, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Og inde i selve symbolet på, at det godt kan betale sig at drømme højt og kæmpe videre trods svære odds, er direktør Lasse Rich Henningsen ved at gøre de sidste forberedelser inden den historiske dag.

Man kan jo kun forberede sig, så godt man kan, og så slippe tøjlerne. Jeg vil se, om jeg ikke kan slappe af under koncerten og bare nyde musikken, siger han.

Åbningskoncerten afsluttes med et stort festfyrværkeri over Aalborg Havn.

Selve åbningsfesten strækker sig over 13 dage og byder på et bredt program, hvor der både er plads til det engelske musikikon Jamie Cullum, til Søren Ryge Petersen og naturligvis traditionel klassisk koncert med Aalborg Symfoniorkester.