Ålejagt på den fredelige måde

Hvorfor er ålebestanden gået voldsomt tilbage de sidste tre årtier? Det skal den nyudnævnte skibsfører Jesper Sandager være med til at opklare

Jesper Sandager skal være med-skibsfører på landets største havforskningsskib, Dana. –
Jesper Sandager skal være med-skibsfører på landets største havforskningsskib, Dana. –. Foto: DTU Aqua.

Den 43-årige Jesper Sandager er ny skibsfører på Danmarks største havforskningsskib, Dana, hvor han supplerer nuværende skibsfører Claus Persson.

Jesper Sandager kommer fra en familie af sømænd. Han stak allerede efter folkeskolen til søs med skoleskibet Danmark og blev siden aspirant hos Mærsk og tog skibsførereksamen på Svendborg Navigationsskole.

Efter 10 år i offshore-branchen og fem år i fiskerikontrollen gik han for en kort periode i land med kontorjob som sikkerhedsmedarbejder på byggeriet af først Anholt Vindmøllepark og siden krydstogtterminalen i Nordhavnen i København.

Nu er Jesper Sandager tilbage på søen som skibsfører på DTUs havforskningsskib Dana, som er Danmarks største og eneste oceangående havforskningsskib. Dana er 80 meter langt og er udstyret til både videnskabeligt fiskeri og havundersøgelser med flere laboratorier om bord. Skibet blev bygget i 1980 på Dannebrog værft og har hjemhavn i Hirtshals.

LÆS OGSÅ:
Hun prøver at tage stik hjem for sine klienter

Netop nu er Dana med Jesper Sandager bag roret i Sargassohavet mellem Bermuda og De Vestindiske Øer. Her undersøger Dansk Åleekspedition 2014, ledet af DTU Aqua, området, hvor den europæiske ål gyder. Målet er at finde ud af, om der er sket ændringer her, som kan forklare, hvorfor ålen er gået så voldsomt tilbage i Europa de sidste 30 år. Når Jesper Sandager er tilbage fra Sargassohavet, går turen på togt til Norskehavet.

For de specielt interesserede kan man følge Dana og Dansk Åleekspedition 2014 i Sargassohavet på www.facebook.com/aaleekspedition. Her kan man blandt andet læse, at man for nogle dage siden fik et lille havlevende kræ i nettet. Det går under navnet Phronima atlantica og har et så særpræget udseende, at det ifølge nogle har givet inspiration til det skræmmende rummonster i Alien-gyserfilmene.

Jesper Sandager bor lidt uden for Svendborg med sin kone og tre børn i et bofællesskab med kæmpe køkkenhave og lidt grise, høns og heste.

Når han ikke er til søs eller dyrker sin jord, er der altid noget vedligeholdelsesarbejde at se til på den hajkutter fra Kerteminde, som han er med i et bådelaug for.