Israels fremmedgjorte mindretal

Men hendes tilhørsforhold til staten Israel har, lige som mange andre af hendes jævnaldrende arabiske venner, fået det sværere under intifadaen.

I forvejen har Rinad Haj Yehia svært ved at identificere sig med den israelske nationalsang, Ha'Tikva, der taler om den jødiske sjæl og de israelske myndigheder, der stadig holder dele af Vestbredden og den palæstinensiske befolkning under besættelse. Nu har fem års intifada gjort tingene endnu skarpere. Ofte hører hun sig selv omtalt som del af en demografisk arabisk bombe – eller en femte kolonne – af sine jødiske medborgere.

I starten af intifadaen blev 13 israelske arabere skudt af den israelske hær under en demonstration i det nordlige Israel. For mange arabere har denne episode blot bekræftet, at den israelske stat opfører sig anderledes, når det gælder arabiske demonstranter. For store dele af den jødiske befolkning betyder episoden, at den arabiske befolkning er blevet mere ekstrem i sin kritik af Israel.

Rinad Haj Yehia bliver lige så ofte sat i bås med de arabiske israelere, der har hjulpet den palæstinensiske Hamas-bevægelse under intifadaen, og skal finde sig i, at hendes egen stat besætter, arresterer og undertrykker den palæstinensiske befolkning. En befolkning som hun nu i stigende grad identificerer sig med frem for Israels jødiske befolkning, der giver hende følelsen af at være en andenrangs borger.

Denne følelse er særdeles udbredt blandt Israels arabiske mindretal og er en detalje, den jødiske befolkning ikke bryder sig om at diskutere.

Hvordan kan en stat, der beskriver sig selv som jødisk, karakterisere sig selv som et demokrati, når den omfatter et stort ikke jødisk mindretal, spørger Azmi Bishara, der er arabisk medlem af det israelske parlament, Knesset.

– Vi arabere blev gjort til et mindretal i vores eget land. Vi fik et statsborgerskab, som vi ikke valgte, af en stat, der ikke definerer sig selv som vores, men derimod det jødiske folks stat, siger Azmi Bishara og bekræfter den fremmedgjorte fornemmelse, Rinad Haj Yehia og mange andre af Israels arabere besidder.

Set med den jødiske israelers øjne fremstår denne fremmedgjorthed som en trussel.

– De israelske arabere taler ikke længere om at være et religiøst, kulturelt, etnisk eller lingvistisk mindretal som før i tiden, siger Rafi Israeli, der er islam ekspert ved Det Hebraiske Universitet i Jerusalem. I dag omtaler de sig selv som et nationalt mindretal, siger han og bekræfter Rinad Haj Yehias opdeling af sin egen identitet med det palæstinensiske tilhørsforhold foran det arabiske, muslimske og israelske.

Israel har gennem årene forsøgt at give det arabiske mindretal fornemmelsen af lighed gennem en demokratisk proces, hvor israelske arabere har fundet vej til Knesset, og hvor nogle arabere sågar aftjener værnepligt side om side med de jødiske israelere.

Men ifølge Rafi Israeli kan det ikke lade sig gøre at skabe fuld lighed mellem jøder og arabere i Israel.

– Det er ikke kun, fordi Israel er i en slags krigstilstand med den arabiske verden. Det er også. fordi de israelske arabere identificerer sig som et nationalt mindretal. For de israelske arabere har statens symboler kun en ringe betydning. På uafhængighedsdagen danser jøder i gaderne. For den arabiske del af befolkningen er dette en sorgens dag. Det er dagen, de kalder al Nakba, som betyder holocaust eller katastrofe, siger han.

For Rafi Israeli er den stigende følelse af at være fremmedgjort over for Israel det største problem i spørgsmålet om de arabiske israelere.

– I bedste tilfælde sidder de hjemme og sørger på nationaldagen. I værste tilfælde brænder de israelske flag af i gaderne. Hvis jøder ikke engang kan dele deres nationaldag med deres arabiske medborgere, hvad har de så til fælles, spørger Rafi Israeli.

Azmi Bishara ser løsningen i fuld medbestemmelse og en annullering af Israels jødiske islæt til fordel for et demokrati, der ikke behandler det arabiske mindretal anderledes.

Hos Rafi Israeli består løsningen både af en gulerod og en kæp.

– Guleroden skal være en bedre integration af de dele af det arabiske mindretal, der identificerer sig med staten Israel. De skal have adgang til sikkerhedssystemet, siger Rafi Israeli. På grund af den følsomme situation mellem Israel og de arabiske lande er Israels egen arabiske befolkning blevet forhindret adgang til højtstående positioner i det israelske sikkerhedsvæsen.

– Der skal oprettes et hebraisksproget uddannelsessystem til alle arabere i fællesskab med resten af den israelske ungdom, siger Rafi Israeli. Dette skal sikre fuldt statsborgerskab og deltagelse i alle aspekter af den israelske stat, siger han.

Kæppen i Rafi Israelis løsningsmodel skal bestå i en hårdere linje over for de arabiske israelere, der ikke ønsker at tage del i statens pligter.

– Disse bør tilhøre det palæstinensiske selvstyre, som de er loyale over for, siger han. De kan få palæstinensisk statsborgerskab i den fremtidige palæstinensiske stat, men det vil koste deres israelske statsborgerskab og dermed fratage dem retten til at stemme i Israel.

allan@kristeligt-dagblad.dk

Israels arabere

Den arabiske befolkning i Israel er i øjeblikket på omkring 1,3 millioner og udgør 20 procent af den samlede befolkning. Heriblandt er 100.000 kristne. Størstedelen af det arabiske mindretal bor i det nordlige Israel i området omkring Nazaret og Umm al Fahem.

uIsraels arabiske befolkning har stemmeret og ret til at aftjene værnepligt i den israelske hær. Der er dog ikke tvungen værnepligt.

uDer findes 10 forskellige politiske partier, som henvender sig specifikt til den arabiske befolkning i Israel. To af dem er repræsenteret i Knesset. Israelske arabere stemmer ved valgene også ofte på andre partier, særligt Arbejderpartiet.