Det begyndte med neandertalerne. Eller måske begyndte det lidt senere eller lidt tidligere. Men det er her, Lars Hovbakke Sørensen begynder sin danmarkshistorie: I mellemistiden og et Danmark der endnu er landfast med England. Og den danmarkshistorie er europæisk, fra oldtiden og frem til i dag, som historikeren fastslår i sit nye murstensværk En europæisk danmarkshistorie.
Hans 600 sider lange fortælling om danskernes historie i Europa er en medrivende og blændende fortalt tidsrejse, hvor vi møder ikke bare danske konger, men alt, hvad Europa har kunnet opdrive gennem næsten 10.000 år af statsmænd, kejsere og magtfulde kirkefolk.
For lige siden oldtiden har Europas folk handlet med hinanden, udvekslet håndværkstraditioner og livssyn eller bekriget hinanden. Vil man forstå danskernes historie, skal man derfor forstå tyskernes og hollændernes og englænderne. Og det er en helt ny måde at skrive danmarkshistorie på, hævder Lars Hovbakke Sørensen.
Der er en tradition for i historieskrivningen at fokusere særlig meget på sit eget land, fordi man gerne vil vide, hvem man selv er, og hvor den nationale identitet kommer fra. Hvordan vi er blevet formet som folk. Det betyder, at vi har en tendens til at søge forklaringer på historiske begivenheder i interne forhold, så vi ikke har tilstrækkeligt blik for, at begivenheder og magtforskydninger i udlandet kan være mindst lige så afgørende, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Et godt eksempel på det er det danske nederlag ved Dybbøl i 1864, mener han.
LÆS OGSÅ: Briter gjorde Danmark til polarnation
Danmark mistede et stort landområde og en betydelig del af sin befolkning, og historieskrivningen har især analyseret de interne årsager til, at det gik så galt. For eksempel, at kongen valgte at indføre Novemberforfatningen, der skabte forskellige forhold for Slesvig og Holsten i modstrid med London-protokollen fra 1852 mellem de europæiske stormagter og Danmark og Sverige. Det gav Preussen en undskyldning for at gå i krig mod Danmark. Men samtidig er det mindst lige så afgørende, at magtbalancen ude i Europa havde ændret sig i kølvandet på Krim-krigen 2000 kilometer væk. Her tabte Rusland til Frankrig og England og trak sig derefter ind i sig selv og spillede en langt mindre rolle i Nordeuropa, hvor zaren tidligere havde holdt Preussen i skak. Med Rusland ude af spillet ventede Bismarck bare på en anledning til at angribe, og hvis ikke kongen havde indført Novemberforfatningen, havde Bismarck fundet et andet påskud, mener Lars Hovbakke Sørensen.
Den danske historieskrivnings fokus på indenrigspolitiske årsagsforklaringer har fået varige konsekvenser for Danmarks selvforståelse, mener historikeren fra Saxo Instiuttet ved Københavns Universitet.
Det var nederlaget ved Dybbøl, der lagde grunden til Danmarks selvforståelse som småstat. Man erkender, at man ikke kan spille en rolle som stormagt i Europa, men man udlægger det som et resultat af internt, dansk overmod: Man burde have indset, at man ikke kunne vinde en krig mod Preussen. Derved rykkes opfattelsen af, hvad der er drivkraften i nederlaget, og det gør os særligt forskrækkede i forhold til omverdenen. Vi udvikler den opfattelse, at det er klogest, at vi holder os for os selv. Danmark begynder at agere som småstat og bliver samtidig et af de etnisk og sprogligt mest homogene lande i Europa efter tabet af landområderne i syd. Det har konsekvenser langt frem i tiden. Danmark er et af de lande i Europa, der først udvikler indvandringskritiske partier, påpeger Lars Hovbakke Sørensen.
På samme måde er succeshistorierne også knyttet til begivenheder ude i Europa. Valdemar Sejrs ekspansion af det danske rige til Nordtyskland og Estland skyldtes ikke kun, at Valdemar var en stor militærtaktiker, men især, at der var opstået et magttomrum i Nordeuropa, som gjorde det muligt for Valdemar at ekspandere.
Alt dette er selvfølgelig ikke nyt, hverken for historikere eller almindelige kendere af dansk historie. Det nye er, at Lars Hovbakke Sørensens så konsekvent knytter an til de internationale begivenheder, der kaster chokbølger gennem vores egen historie. Det store udsyn til verden løber som en rød tråd gennem den danske historie, der bliver en del af europæernes fælles fortid.
At svenskerne i 1658 er på nippet til at udradere Danmark som selvstændig stat, er således i virkeligheden, forklarer Hovbakke, lige så meget englændernes og tyskernes skyld:
Ingen af datidens stormagter var interesseret i at Øresund kom på rent svenske hænder, så en enkelt stat fik kontrol over den vigtige forbindelse til Østersøen. Men de havde selv hænderne fulde. England befandt sig i en borgerkrigslignende tilstand efter Cromwells magtovertagelse og kong Charles den Førstes henrettelse og havde ikke kræfter til at blande sig i den dansk-svenske konflikt. Og Holland blander sig heller ikke før i slutningen af 1650erne. På samme måde påvirker det op igennem historien forholdet mellem Danmark og Sverige, at Polen er så svag en statsmagt. Det giver Sverige mulighed for at gå den vej og angribe Danmark sydfra, påpeger Lars Hovbakke Sørensen.
Men Danmark er naturligvis ogsaa en del af den idéproduktion og intellektuelle udveksling, der sker hen over grænserne i Europa. Den danske elite bliver en del af en europæisk standskultur og tager udenlandske modefænomener til sig som kaffe, kakao og tobak. Holberg vender hjem fra sine dannelsesrejser inspireret af Moilières komedier, og Frederik den Tredie lader opføre teaterforestillinger og balletter som ved det franske hof.
Solkongen bliver Europas politiske og kulturelle ideal, også i Danmark, indtil den tyske pietisme under Frederik den Fjerde forsværger den slags tant og fjas. Og endelig får de borgerlige revolutioner ude i Europa has på enevælden, inspireret af både Den Franske Revolution og den tyske nationalromantik.
Det var de internationale begivenheder omkring Napoleonskrigene, der havde skabt forudsætningerne for både det nationale og det skandinaviske politiske program, som de nationalliberale begyndte at kæmpe for omkring 1839-40, skriver Lars Hovbakke Sørensen.
Men de internationale begivenheders påvirkning af Danmark er naturligvis ikke automatisk.
Selvom 1800-tallets nationale idéer havde rod i inspiration fra udlandet, får de kun fodfæste i Danmark, hvis de møder en hjemlig efterspørgsel. Og den opstår med opbruddet i landsbysamfundet, der tidligere havde været den fælles reference, efter fremvæksten af handels- og det semi-industrielle borgerskab i byerne. Der bliver behov for at skabe et nyt fællesskab i stedet for landsbyfællesskabet, og derfor kan en national identitet vokse frem. Den er i vid ustrækning inspireret af Tyskland, der samtidig leverede vore danske juletraditioner. Men samtidig forsøger vi også at lægge afstand til denne indflydelse. For den nationale identitet forudsætter en forestilling om, at vi er helt anderledes end tyskerne.
Det bliver især tydeligt efter Anden Verdenskrig, hvor vi definerer det typisk danske som modsætningen til Tyskland. Det er her, vi får retskrivningsreformen og holder op med at skrive navneord med stort, sådan som tyskerne gør. Og vi går over til bolle-å, for hvem har det, det har svenskerne, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Han står gerne ved, at det er konger og kejsere, hærførere og biskopper snarere end almindelige danskere, der får hovedrollen, når den danske historie skrives ind i det europæiske magtspil. Såkaldt almindelige danskeres liv og gerninger hører vi meget lidt om. Også i den forstand bryder hans europæiske danmarkshistorie med moderne historieskrivning.
Jeg synes, at der i de seneste årtier er blevet fokuseret lovlig meget på alt andet end konger og krige. Konger er selvfølgelig ikke interessante i sig selv, men eftersom det er konger og politikere, der har præget udviklingen i andre lande og ført de krige, der har påvirket Danmarks historie, så er det relevant at gøre mere ud af dem. Deres beslutninger har haft stor indflydelse på almindelige menneskers leveforhold. Derfor er det vigtigt at se nærmere på både de danske og udenlandske magthavere. Det betyder ikke, at man skal lære kongerækken som i gamle dage. Og sociale, økonomiske og kulturelle forhold spiller også en afgørende rolle for historiens gang. Men de ting spiller sammen. Hvorfor blev det for eksempel moderne i 1950erne og 1960erne at få portvin til desserten? Fordi vi som følge af politiske beslutninger kom ind i Efta, den europæiske frihandelszone, og dermed fik adgang til billig portvin. Tingene hænger sammen, siger Lars Hovbakke Sørensen.
Det er alle disse sammenhænge, som historikeren ved Saxo-Instituttet forsøger at brede ud for læseren. Men først og fremmest demonstrerer han, at Danmark altid har været en del af en europæisk virkelighed. Lige siden stenalderens danske flinteksport til andre dele af Europa har danskerne bidraget til den europæiske civilisation, men også draget fordel af udenlandske kulturer som Kongemose-jægerne, der benyttede avancerede redskaber, man ellers kun har fundet længere sydpå.
I disse år, hvor der hele tiden er så meget debat om EU, er det vigtigt at være opmærksom på, at udviklingen i Danmark altid har været stærkt påvirket af udviklingen i det øvrige Europa. Men det nye, siden Danmark blev medlem af EF i 1973, er, at vi nu også selv er begyndt at få en større indflydelse på denne udvikling. Tidligere var det først og fremmest stormagterne, der bestemte, hvad der skulle ske i Europa. Men gennem EU-samarbejdet har de små stater for første gang nogensinde virkelig fået noget at skulle have sagt, konstaterer Lars Hovbakke Sørensen.