Jeppe Krogsgaard Christensen genrebetegner sit nye værk Åben himmel som en roman, men man kunne med lige så stor ret have betegnet de 16 kapitler som en novellesamling. Dog med den finesse, at de på forskellige måder forbinder sig til hinanden, for eksempel ved at de samme personer går igen, ved at skifte synsvinkel på en given scene eller ved at fortællingerne indirekte, og ofte gennem små subtile spor, refererer til hinanden.
Samtidig holdes alle fortællingerne sammen i og med, at de udspiller sig i det indre København (og festivalsatellitten Roskilde). Således kunne man sige, at København, som scene og stemning i dagene omkring det store skybrud i juli 2011, er bogens egentlige hovedperson. Det vejrmæssige greb kender vi blandt andet fra Kristian Bang Foss roman Stormen i 99, mens byen får førstepladsen i Amalie Trudsø Laulunds roman Koordinater.
Romanens sidste fortælling sætter dato på, her er vi med backstage hos forsangeren i bandet Arctic Monkeys, Alex Turner, inden koncerten på Orange Scene den 2. juli 2011. En sanger, som Jeppe Krogsgaard Christensen selv, i sin egenskab af musik- (og litteratur-) anmelder ved Berlingske Tidende, har interviewet og anmeldt tidligere. Her får vi de intetsigende fraser, som enhver rockmusiker lirer af til det gængse interview serveret, men vi får også lov at komme ind i usikkerheden inden i musikeren, og slutteligt får vi i kapitlet Emilie lov at opleve al den magi, der kan opstå i et menneske under en koncert, den følelse af at være set og til i verden: () og hun mærker, at han ser på hende. Han ser hende lige i øjnene og holder fast. Han ser mig. Virkelig. Hun begynder at danse med de andre. Opløses og bliver til.
LÆS OGSÅ: Blød mand blev hooligan - og fortrød det igen
Åben himmel er et mekka for litterære sporhunde. Man skal nærlæse, ellers går nuancerne tabt, som i samlingens første novelle om den gamle malerinde, som måske har levet med en stor hemmelighed i 51 år. Forfatteren har været mange steder og hente inspiration til sine tekster. I Andreas følger vi tre hjemløse, der midlertidigt holder til på et nedlagt posthus. De drikker, slås, flyder gennem byen, bliver dårligt bemærket af alle de normale mennesker omkring dem. Der fortælles ikke, at mændene er grønlændere, men små tegn som en benamulet, en støvle med farvede broderier, peger i den retning. På et tidspunkt fortæller Andreas sin historie, som handler om hans fortid som fisker, hvor han en dag på arbejdet får overbragt beskeden om, at hans kæreste er død. Her genkendte jeg Ditte Haarløv Johnsens meget intense og voldsomme film Hjemløs, som følger tre hjemløse grønlændere i København, og ved et gensyn med filmen blev det tydeligt, hvilke elementer og dialoger Krogsgaard Christensen havde taget fra den. Desværre, synes jeg, lader han fortællingen klinge ud på en patetisk måde, som ikke nær kommer op på siden af den realitet, som svinger mellem de ultrakorte nuers euforiske glæde og en bundløs smerte, som er filmens force.
Og her kan jeg så træde lukt ind i den anmelders sko, som Jeppe Krogsgaard Christensen sætter frem i en anden tekst, hvor en frustreret anmelder fra Weekendavisen (og nej, jeg gider ikke pille videre i, om det eventuelt er et ondt gensvar) får lov at anmelde et værk af en ung debutant, og med fryd finder ud af, at tre af fortællingerne, som faktisk findes i Åben himmel, er dialoger planket fra filmen Happiness, med den netop afdøde Philip Seymour Hoffman (groteskhumoristiske udstillinger af menneskelig dårskab).
Først da bliver anmelderens let perfide skrivelyst vakt! Og i en ganske kort tekst ser vi også forfatteren, Daniel, blottet og alene på udgivelsesdagen: I dag står Daniel ikke op. De ringer og ringer. Festen er planlagt. De sagde at han skulle. Holde fest i aften. Selvfølgelig skulle han det. Det gør man.
Jeppe Krogsgaard Christensens stemme er den melankolske voyeurs. Den, der registrerer himlens nuancer og de små fine bevægelser, menneskers ensomhed og manglende evne til at tage kontakt med hinanden. Indimellem også tippende på kanten til en lidt for nydelsesfuld tristesse, lidt for tydelige pointeringer, som når en kvinde opsøger sin tidligere voldelige kæreste, og det om hendes nuværende ægtemand udelukkende fortælles, at han ikke (hvis han havde set, hun var gået) ville have lagt mærke til, at hun havde taget sin pæneste skjorte på, og at de falder i søvn i sofaen efter et halvt glas, ja, så føler man, at hele vognstangen er fremme for at fortælle, hvor trist det er derhjemme. På samme måde har jeg det med østeuropæiske Daina, man savner lidt modstand i denne her uskyldige offerkarakter.
Regnen, der falder og falder gennem teksterne, er ikke bare regn, men også for flere af personerne et billede på den kommende syndflod, ja, en mand er sågar i gang med at bygge sig en ark.
I romanens mest tragikomiske fortælling har en anden mand fundet sin helt egen bibel i den norske forfatter Erlend Loes roman Doppler, der har fået ham til at stikke af fra konen og den daglige madkasses tyranni ved simpelthen i al hemmelighed at emigrere til øen i Sortedamssøen, hvor han lever af ænder som han slår ned og griller. Så meget for den drøm om at vende tilbage til naturen! Men jeg ved, at jeg vil kigge efter ham, næste gang jeg går forbi på stien.