På farsi betyder ordet digter fødested. Alene det siger noget om, hvor central poesien var og er placeret i det persiske rige og Rumis fædreland. I digterens bryst fødes sproget. I digtet bliver vi som læsere til. Og digtet selv er det skabende møde mellem mennesket og verden, tavsheden og ordene, manden og kvinden, naturen og maskinen. Men vi må hengive os til det. Først da viser poesien sin ægte forvandlingskraft: Noget var der ikke, nu er det til. Noget var frosset fast, nu er det igen sat i bevægelse!
At skulle oversætte fra farsi til dansk er også at møde sit fødested, med alle de veer og alt det blodtab, der må til. For hvordan overføre en sensuel, billedmættet, insisterende, vuggende tusindårig iransk digt- og sangtradition til det postmoderne kølige nord?
Det var ikke desto mindre det, der var opgaven, da de to forfattere iransk-fødte Shadi Angelina Bazeghiog dansk-fødte Mette Moestrup kastede sig ud i henholdsvis at oversætte og redigere den legendariske Forugh Farrokhzad, en af de mest kendte, stormomsuste og banebrydende kvindelige digtere fra det store rige.
LÆS OGSÅ: Johannes Møllehaves fødselsdagessay om H.C. Andersen
Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi er det første samlede indblik i Farrokhzads forfatterskab på dansk. Ud over oversættelse af de væsentligste digtsamlinger rummer bogen to noveller, et interview med forfatteren, en række stemningsfuldt tonede portrætbilleder og et fint flyvsk essay af Mette Moestrup om forfatterens liv og værk.
Forugh Farrokhzad er kendt og elsket i mange dele af verden, men stort set ukendt herhjemme. Hun levede et kort liv. Hun blev født i Teheran i 1934 og dræbt ved en trafikulykke samme sted i 1966. Og hele sit 32-årige liv og al sin ånde gav hun til poesien. Det var hendes elskede, hendes blodtørstige gudinde. Uadskillelig fra friheden, seksualiteten, sandheden og kærligheden. At være digter betyder simpelthen at være et menneske, at være human, siger hun et sted, og digter er man i samtlige livets øjeblikke. Mere ultimativt kan det næppe blive.
Fra det fødested, der kræver sandhed og ofre, taler Farrokhzad nu farefuldt åbenhjertigt om kvindens frigørelse. Som den første kvinde i Irans lyriske historie vover hun utilsløret at beskrive kvindens seksualitet og fysiske begær. Meget sigende hedder hendes første digt fra 1954 Synd og handler helt åbenlyst netop om begæret mellem mand og kvinde. Kvinden er et frit menneske, der har retten til sin egen nydelse, insisterer Farrokhzad og går dermed lodret op mod den patriarkalske kulturs familietradition. Ja, i et senere digt omtales ægteskabet ligefrem som et fængsel: Denne ring der stadig/ glimter og glitrer/ er underkastelsens og slaveriets ring, siger hun. Til sidst sætter hun fuld styrke på: Træt af at være renfærdig, som hun skriver, søger hun hellere Satans seng end den himmel, der lukker sig om de falske troende.
Forugh Farrokhzad gør oprør mod mandssamfundet, men ikke manden. Hvorfor drømmer far/ kun i søvne, spørger hun. Og hun gør op med den med religionen nedarvede kvindelige underkastelse: Hele mors liv/ er et udbredt bedetæppe. Men samtidig tænder hun blusset for sin elskede uden ethvert forbehold: dine læber er et alter for mine kys. Og smukkere endnu: ved dit kærtegn stod mit hår i flammer.
Farrokhzad betalte prisen i store sedler. Hun blev skilt fra sin mand, fordi han bad hende holde op med at skrive. Hun måtte afgive sin søn. Hun blev delvis censureret. Hendes egen far stødte hende fra sig, og hun blev en kort overgang indlagt på psykiatrisk afdeling. Senere indledte hun et kontroversielt forhold til en gift mand, den berømte filminstruktør Ebrahim Golestân, og hun adopterede en dreng, hvis forældre var spedalske et barn, hun havde mødt i forbindelse med indspilningen af den stærkt roste og dybt menneskelige dokumentarfilm Huset er sort, der handler om en lejr for spedalske.
I kvindelig intensitet minder Forugh Farrokhzads digte i grunden ikke så lidt om den svensk-finske digter Edith Södergran, der i 1923 døde af tuberkulose, bare 31 år. Her finder vi samme hengivelse til livets store kræfter. Såvel gode som onde. Samme sensualitet. Og samme alvor.
Og ikke mindst finder vi den samme uforbeholdne, klageløse hyldest til livet. Jeg går på sol, jeg står på sol, jeg ved af ingenting andet end sol, skriver Södergran dybt mærket af sin sygdom og bare få år før sin død. Og i den posthume digtsamling Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid svarer Farrokhzad: alle mine sår er af kærlighed/ af kærlighed, kærlighed, kærlighed.
Men hvor Södergran fysisk svækket instrumenterer hele sit passionerede register stort set i den indre verden, da lever Farrokhzad det med fuld styrke ud i den ydre. Hendes livsudfoldelse er langt mere konkret og adresseret. To kvindeskæbner i hver sin bevægelse. Mod friheden.
Hvor er den stemme i dag, har man selvfølgelig lyst til at spørge. Og hvor er den i vores egen kultur? Har digteren i den vestlige verden mistet sin evne til at forme morgendagen? Sige de ord, der aldrig før er blevet sagt? Noget tyder desværre på det. Fremtidsromaner er fyldt med aliens, uro og frygt. Visioner, ikke om Utopia, men om virtuelle krige og klimatiske ødelæggelser. Her er ingen nye fødesteder. Til gengæld ser vi en opblusning af de gamle fra de kulturer, der nu er flyttet ind i vores opgange. Måske kan den indre flamme brede sig herfra?
Det har jo vist sig helt aktuelt, at også herhjemme kan en digter være fødested for kampen mod undertrykkelse. Og med lidt god vilje kan man se palæstinensisk-fødte Yahya Hassans lille mørke digtsamling som det aktuelle, maskuline svar på Farrokhzad. Han er sort og ikke forunderlig og tusmørkeblå, han er mere vred end omfavnende, mere hårdtslående end raffineret. Mere seksuel end erotisk. Men han gør det samme. Slår hul i fundamentalisme og dobbeltmoral. Sandheden er den dag i dag et farefuldt sted at befinde sig, også for Yahya Hassan.
Men stemmen har sagt ordene, og nu kan de ikke trækkes tilbage. Det er kunstens ekkoende magt. At når den først har plantet et kim, så sidder det i hjertet. Vi kan glemme alt om det. Fortrænge det. Forbyde det. Men det forsvinder ikke.