Ikke så få bygninger af ældre dato fortæller historier. Mange gør det alene med deres umiddelbare udtryk, men nogle også med små tegn og gerninger placeret direkte på husenes facader. Det kan være navne, årstal og fortællinger om, hvem, der har boet her og eventuelt er født her. Og i for eksempel Paris kan man visse steder læse, hvem der har været husets archi-tecte eller constructeur.
Vi kender dem alle, de sære navne: Home, Vito, Villa Pax, Fred og ro, Friheden, og hvad folk ellers finder på at døbe deres huse, ikke mindst i kolonihaverne. Men også ganske mange etageejendomme skriver på facaden, hvilken slags ejendom vi har med at gøre. Slagterlaugets Hus, Børneasyl eller FLS (den danske cementkoncern FLSmidth). Jeg har dem alle sammen lige omkring mig i mit elskede Valby i København. Og mange af dem har sat årstal på. Indimellem også årstal for gennemgribende renovering.
Men det morsomste på min hjemegn er alligevel Keramikkernes Stiftelse fra 1954. 50 år gammelt. Det cykler jeg forbi næsten dagligt og morer mig hver gang over det ekstra k i Keramikkernes. Jeg tænker hver gang på grønlandske kamikker. Den store etageejendom ligger ud til Lyshøjgårds Allé, tæt ved Valby Station, hvis andre har lyst til at trække på smilebåndet. Sådan kan byen også være ganske underholdende.
LÆS OGSÅ: Aprilsnarrens historie: Fra en ny Netto i Rundetaarn til 1500-tallet
Men vi får sine steder også besked om, hvilke kendte personer der kan have boet i netop det hus.
Niels Bohr blev født her i 1885 står der på Gustmeiers hus i Ved Stranden ud til Slotsholmskanalen i København.
Og på hjørnet af Kastanievej og H.C. Ørsteds Vej kan vi læse om digteren Johannes Jørgensen, der boede her mellem 1891 og 1893 og her udgav tidsskriftet Taarnet, som indførte symbolismen i dansk litteratur, som skiltet udførligt fortæller, opsat af Johannes Jørgensen Selskabet i 2004. Ellers holdt Johannes Jørgensen til i Svendborg, hvor man sandelig også praler af ham i hans barndomshjem i Fruestræde 16. Her boede han mellem 1869 og 1882, og igen fra 1953 til sin død i 1956. Den slags eksempler er der ikke så få af på mange forskellige ejendomme rundtomkring i Danmark.
Men hvor flinke er vi nu om dage til at efterlade de samme meddelelser til vore efterkommere? Ikke ret flinke, tør jeg godt sige. Færre og færre huse får navne, færre ejendomme skriver på facaden, hvem ejendommen er opført til, og endnu færre sætter årstal på. Det er særdeles hjælpsomt med årstal; ikke alle kan nemlig umiddelbart gætte sig til, hvornår et hus er fra. Der er dog ganske få boligselskaber, der stadig skriver for eksempel Aab og så et årstal og eventuelt et afdelingsnummer på facaden. Men det er ikke mange. Resten må man gætte sig til eller forsøge at slå op på anden vis, og det er bestemt ikke altid let.
Går man op og ned ad Strøget i København eller Aarhus eller Odense og mange andre danske byer, er der ikke så få ældre huse med årstal. Men ingen nye af slagsen. Mange byer har også hver sit Axelhus, hvortil man i forne tider kunne komme med sine hestevogne og her sætte sine heste, som regel i forbindelse med en kro eller et gæstgiveri.
Jeg erindrer intet sted i Danmark at have set et skilt med arkitektens navn. Det må man også læse sig til andre steder. Men det ville vel ikke være flovt at skrive, at her var det arkitekten Nicolai Eigtved, C.F. Hansen, Vilhelm Dahlerup, Anton Rosen, Vilhelm Lauritzen, Arne Jacobsen, Mogens Lassen eller BIG (Bjarke Ingels Group), der stod bag byggeriet. Hvorfor gør vi ikke det? Hverken tidligere eller nu. Der er såmænd da ellers nok at være stolt af. Vi er derimod flinke til at sætte præmieringsskilte op: præmieret af Odense Kommune eller Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Eller af bevaringsforeningen i Kalundborg eller Maribo. Der er mange muligheder. Men arkitekten, pyt med ham eller hende. Omvendt var det jo en øvelse, vi sagtens kunne begynde at tage op.
Indtil da må vi nøjes med de mange andre interessante tegn og gerninger, vi finder på landets ældre huse.
