Kommunisme regnes ikke for belastende

Det er nogenlunde accepteret at være gammel kommunist, hvorimod forbindelse til nazismen er socialt ødelæggende, bemærker historiker Dan Andersen

Kommunistiske ledere på række. Fra venstre mod højre er det to filosoffer, økonomer og grundlæggere af marxismen, Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895), Vladimir Lenin (1870-1924), Joseph Stalin (1878-1953) og den kinesiske general Mao Zedong (1893-1976).
Kommunistiske ledere på række. Fra venstre mod højre er det to filosoffer, økonomer og grundlæggere af marxismen, Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Engels (1820-1895), Vladimir Lenin (1870-1924), Joseph Stalin (1878-1953) og den kinesiske general Mao Zedong (1893-1976). Foto: .

Historikeren Dan H. Andersen er en kender af nationalsocialismen og har blandt andet skrevet bøgerne Nazimyter. Blodreligion og dødskult i Det Tredje Rige og Krystalnatten. Vejen til holocaust.

Selvom han således fagligt har kigget ned i nazismens afgrund af diaboli, mener han ikke, at den ene totalitære ideologi har noget at lade den anden høre.

Jeg har indtryk af, at Putin-regimet i stigende grad anser Stalin for en moderniseringstyran, ligesom Ivan den Grusomme og Peter den Store. Derfor undrer det mig ikke så meget, at man rejser statue af ham siger Dan H. Andersen.

Det undrer mig mere, at vi i København kan have en Café Castro og en Aksel Larsens Plads. Det er stadig nogenlunde accepteret, at være gammel kommunist, mens forbindelse til nazismen jo er komplet socialt ødelæggende.

Københavns universitet har haft to betonkommunister som rektorer, Mogens Fog og Erik Skinhøj, hvad der stadig ikke regnes for stødende. Olaf Olsen, rigsantikvar og redaktør af den mest indflydelsesrige nye danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens, viste sig at have udfærdiget lister over klassefjender blandt kolleger til Moskva, da han var studerende. Man kunne så overveje, om det var til almindelig information, til interneringslejre eller til noget værre. Det gav ingen stor skandale, da det kom frem, næsten som var det en mindre ungdomsforvildelse.

LÆS OGSÅ: Nogle diktatorer er mere trendy end andre

Dan H. Andersen mener, at kommunismen og nazismen ikke blot er lige umenneskelige, men at de to ideologier i det hele taget minder om hinanden.

Begge er de sekulære religioner, begge ser de frem til en apokalypse efterfulgt af tusindårsriget eller arbejderparadiset, begge satsede de på udryddelse af klassefjender eller urene racer og slog derfor et svimlende antal mennesker ihjel.

Kommunismen forekommer nogle mindre ond, for den ville det gode for alle klodens arme stakler?

Jovel, det er ikke mindst det tiltrækkende, men den er jo så dybt naiv, at den i ramme alvor troede, at en voldelig revolution ville ændre historien i heldig retning, helt klinisk som i en kemisk reaktion. Den slags ender tværtimod uvægerligt i diktatur i Kina, Sovjet, Cambodia, alle steder, hvor det forsøgtes.

Den indstilling til historien angår den store forskel på marxisme og nazisme. Marxismen er nemlig videnskabelig i sin ambition. Marx gennemfører en storstilet analyse, som ganske vist var forældet i 1970erne, da han var sådan på mode, for den forholder sig til dampmaskinens industrialisme. Men han analyserer dog på et vist niveau fremmedgørelsen og bestemte strukturer i samfundet, og det med indsigter, som er brugbare for historikere i dag ikke mindst i den nuværende krise, fremkaldt af en amokløbende finanskapitalisme.

Nazismen fremstår som ondskaben inkarneret?

Naturligvis var den ond, men den er også et sammensurium af alt muligt. En kæmpe rodebutik. Den blander en bunke elementer fra europæisk kultur: oprør mod bylivets fremmedgørelse, kritik af kapitalisme og meningsløsheden i den moderne tilværelse, raceidéer som jo var vidt udbredte før Hitler vitalisme og det okkulte. Som hippierne og New Age-folkene meget senere skulle gøre det, dyrkede mange nazister ånden i jorden, ånden i træerne, tempelriddere, Tibet, vegetarisk kost, helse og så videre.

Det var nemmere, om man bare kunne sige: her er Sauron, som vil det onde. Men der var også en hverdag under nazismen, hvor folk hengav sig til normale gøremål. Som der var under kommunismen.

LÆS OGSÅ:
Venstrefløjen dyrker stadig kommunistiske despoter

Der er boom i historiske bøger om nazismen. Er der noget med, at den nøgne ondskab egentlig pirrer og fortryller?

Jeg tror ikke, det er ondskaben, der fortryller, men snarere det kitschede. Det er sandt, at fascinationen tiltager år for år, men jeg tror, at det er alt det okkulte blandet med de sorte uniformer, som drager folk. Sådan en atavisme (genopdukken, red) fra fortiden, der pludselig skyder op dér midt i det tyvende århundrede.

Megen fantasy-litteratur og mange tegneserier spiller på disse strenge, for eksempel Charles Stross The Atrocity Archives eller den enormt populære Hellboy, en tegneserie, som også er blevet filmatiseret.

Så selvom ingen caféer hedder Gestapo, findes der en æstetisk bagdør for nazismens æstetik, mener Dan H. Andersen. Og han peger på en betænkelig militærhistorisk trend:

Der hersker en historisk nostalgi for Østfronten med dens felttog, der ofte fremstilles som var de led i en normal krig og ikke i en infam udryddelseskrig. Jeg tror faktisk, de fascinerede i virkeligheden lukker øjnene for lejrene og al den anden ondskab.