2 ud af 6 stjerner
Det er sin sag at lave filmatiseringer af kendte fortællinger. Mange vil have en mening om, hvordan karaktererne, miljøet og temaerne er og bør blive ved med at være. Og skønt kun få har set Darren Aronofskys Noa inden den egentlige premiere i USA sidste weekend, er meningerne om filmen allerede delte.
Det vil de formentlig også være, når der faktisk er nogen, der har set den. Alt efter, hvordan man læser, fortolker og bruger den egentlig ganske korte fortælling i Første Mosebog kapitel 6-9, vil man kunne finde noget at klage over: Hvorfor har kun en af Noas sønner en hustru med i arken, når nu der står i Bibelen, at alle hans tre svigerdøtre var med i Arken? Og hvor kommer de fra, de stenmonstre, der ender med at hjælpe Noa?
Det er bare nogle af de friheder, Aronofsky har taget sig i denne meget besynderlige og i lange stræk rent ud elendige film. Den er en uskøn blanding af eventyrfilm, katastrofefilm, økologisk peptalk og moralsk drama med Noa i centrum.
Og så ikke at forglemme: en film, hvis skildring af Noa lægger sig op ad det seneste årtis relativt nuancerede opfattelse af helten: Noa er nok en helt, der får og gennemfører en mission både med ydmyghed, ildhu og våbenkraft, men han går også over gevind og må belæres om sine fejltagelser, før Gud kan sætte regnbuen på himlen, og den lille familie kan samles om sit landbrug.
LÆS OGSÅ: Noa-film får kritisk modtagelse i USA
Russell Crowe er trådt direkte fra plakaten til Gladiator over i plakaten for Noa, og ligesom i filmen fra det antikke Rom søger han til at begynde med retfærdighed: For som dreng så han sin far blive slået ihjel af skurkekongen Tubal-Kain. Det er ham og hans jordomsluttende netværk af miner og byer, der er årsagen til, at Skaberen via en drøm lader Noa forstå, at verden skal sættes under vand, så der kan blive renset ud.
Sådan tolker Noa i hvert fald sin drøm, som han dog først til fulde forstår, da farfar Metusalem putter noget i hans te. Godt hjulpet af et mirakel går han i gang med at bygge arken sammen med nogle venligtsindede stenmonstre. De kan ikke kun fælde træer, men slår også en proper næve, da Tubal-Kain dukker op med en hær for at tvinge Noa til at give plads til ham selv og en horde desperate undersåtter.
Det meste af dén del af filmen er kun en latterlig actionfilm værdig. Vi kender skabelonen og må se den brugt på den årtusinder gamle fortælling. Filmen bliver psykologisk først en smule interessant, da den begynder at så tvivl om Noas dømmekraft.
Hans hustru har godt nok været en smule reserveret over for hans vision, men hun følger ham loyalt, indtil han går over gevind. Hans mellemste søn vil have sin nye kæreste med om bord, men Noa siger nej; og da hans ældste søns kone, mens syndfloden raser, opdager, at hun er gravid, erklærer han, at han vil slå barnet ihjel: For han mener, at det må være Skaberens vilje, at alle mennesker skal udryddes fra jordens overflade. Han selv og hans familie skulle bare sørge for at få reddet dyr og planter!
Siden udstyrer filmen Noa med Abrahams dilemma, da han med den løftede offerkniv skal til at slå barnet eller rettere: børnene, for det bliver tvillinger ihjel.
Der er en håndfuld visuelt betagende scener i filmen, og de øde brun-grålige landskaber, Noa færdes i, er særdeles velvalgte til at sætte den dystre stemning fra tiden op til verdens undergang. Samlet set er filmen mest en actionfilm, og bedømmer man den på egne præmisser og på linje med andre lignende film, er den en storm i et glas vand.
kultur@k.dk
Kristeligt Dagblad bragte i lørdags et interview med Russell Crowe om filmen. Læs hele artiklen her.
k.dk/kultur