YASEMIN FIK TATOVERET sætningen Familien betyder alt på skulderen, da hun forlod sin mand. Den familie, Yasemin henviser til, er den lille familie bestående af Yasemin selv og hendes børn, som hun kæmper for at opnå den fulde forældremyndighed over.
I betragtning af Yasemins erfaring med vold og trusler om vold fra netop familiens side kan tatoveringen vække undren, men i sin dobbelttydighed indfanger udsagnet netop Yasemins situation.
Yasemin, der er født i Danmark, og hvis familie stammer fra Mellemøsten, stak af hjemmefra som 18-årig for at gifte sig med en ung mand med samme etniske baggrund.
Hun havde talt lidt med ham, men kendte ham i øvrigt ikke særlig godt. Når hun giftede sig, var det først og fremmest for at komme væk hjemmefra, fordi hjemmet var præget af vold og streng kontrol. Hun og hendes søskende blev slået af forældrene, og hendes far slog også hendes mor.
Yasemin havde forestillet sig, at hun kunne gifte sig ud af de hjemlige problemer, men i stedet fik hun nye, idet hun blev underlagt mandens og svigerfamiliens kontrol i stedet for forældrenes. Hun måtte ikke længere gå i skole, men skulle gå hjemme, lave mad, gøre rent og vaske tøj.
Hun fik tre børn og følte sig i stigende grad begrænset, samtidig med at forholdet til manden blev stadig dårligere. Hendes mand udøvede psykisk vold, som eskalerede til fysisk vold, da hun fortalte ham, at hun ville skilles.
LÆS OGSÅ: Mellemøstens kvinder har betalt en høj pris for det arabiske forår
VEJEN TIL SKILSMISSE gik over et krisecenter, som hun var flygtet til, og som ydede hende beskyttelse mod såvel manden og svigerfamilien som hendes egen familie. Hendes egen familie havde ganske vist været imod hendes ægteskab og den mand, hun havde valgt, men den var endnu mere imod hendes ønske om at blive skilt og etablere et selvstændigt liv.
Både svigerfamilien og hendes egen familie havde altså allieret sig i kampen om at hindre den unge kvinde i at leve det liv, som hun ønskede at leve, nemlig et selvstændigt liv med sine børn.
Tatoveringen markerede en vigtig overgang og ikke mindst begyndelsen på et nyt liv. At tatoveringen kan ses som en overgangsmarkør fremgår, da Yasemin fortæller, at hendes kultur og religion ikke tillader tatoveringer, og at hun heller ikke måtte få en for sin mand og sine svigerforældre.
Yasemin skriver sig på en måde ud af det kulturelle og religiøse fællesskab, hun er rundet af, og som hun ikke har gode erfaringer med. Med det nye tegn på kroppen skriver hun sig ind i et nyt livsafsnit og et nyt socialt fællesskab, der ifølge hende selv giver hende plads til at lære og opleve noget.
Hun har levet et så kontrolleret liv, at hun er sat tilbage på mange områder i forhold til jævnaldrende etnisk danske kvinder, men nu er det hendes tur. Der er så meget, hun gerne vil nå i livet, som hun siger.
Yasemin er en af de mange kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der søger hjælp fra danske kvindekrisecentre. Knap halvdelen af de kvinder, der søger beskyttelse på krisecentrene, er født i udlandet, og et uvist antal er født i Danmark af udenlandske forældre.
Kvinder med etnisk minoritetsbaggrund er således overrepræsenteret på krisecentrene. De er ofte rundet af en kollektivistisk patriarkalsk tradition, der modarbejder kvindernes forsøg på at gøre sig fri af voldelige ægteskaber og skabe sig et liv uden vold.
Det betyder, at kvinderne ikke blot er ofre for en enkelt ægtemands vold, men til tider også er udsat for vold fra deres egen familie og eventuel svigerfamilie. Bag voldsudøveren er et bagland, der accepterer, billiger og undertiden opfordrer til vold.
SOM YASEMIN har kvinderne formået at bryde med volden og flygte fra den mand og familie, der udøver volden, og finde beskyttelse på kvindekrisecentre, der for en tid yder dem beskyttelse og støtte.
Den store udfordring for kvinderne er at forlade krisecentret og etablere en selvstændig tilværelse, idet de ofte møder trusler fra familien og det etniske bagland. Her er et udbygget efterværn nødvendigt for at støtte disse kvinder, det vil sige den tilrettelagte hjælp og støtte, som en kvinde og hendes eventuelle børn tilbydes efter ophold på krisecenter.
Mens kvinden på krisecentret får beskyttelse, støtte og dagligt samvær med andre kvinder, er hun efterfølgende ofte ladt alene uden familie og netværk til at beskytte og støtte. Tværtimod er det familien og baglandet, hun må beskytte sig imod. At skabe relationer og netværk, der støtter op om kvindens ret til et selvstændigt liv uden vold, bliver afgørende.
Familien medvirker altså til, at volden finder sted, og den vanskeliggør etableringen af en tilværelse uden vold, når kvinderne forlader familien. Vold beskrives ofte som noget, der foregår mellem to parter: en udøver og et offer (og eventuelt flere ofre, når der også er tale om børn).
Indsatserne er i store træk udformet efter denne forståelse af vold og efter, hvem voldens parter er. Der tages ikke i særlig stort omfang højde for baglandets betydning for volden. Baglandet er afgørende for, hvad der er socialt acceptabelt, og dermed for, hvilken vold der er mulig.
Det er med andre ord den sociale kontekst, som muliggør volden. Kvinderne står i et spændingsfelt mellem loyalitet over for familien og baglandet på den ene side og ønsket om at bestemme over egen krop og eget liv på den anden side.
LÆS OGSÅ: 20 års indsats for at forbedre kvinders rettigheder har båret frugt
SOLIDARITET MELLEM KVINDERNE er en måde, hvorpå kvinderne kan mindske deres sårbarhed over for familiens trusler, og en måde, hvorpå de kan støtte hinanden i selvbestemmelse. Solidaritet og netværksdannelse udgør vigtige redskaber til skabelse af et velfungerende selvstændigt liv uden vold.
Erfaringer fra Tyrkiet viser, at det er muligt at opbygge solidaritet mellem kvinder, og at der herigennem kan skabes helt afgørende fremskridt for kvinders ligestilling og position som selvstændige kvinder.
Udviklingen i Tyrkiet viser også, at selvom ægteskabet og familien stadig udgør helt centrale størrelser, så er der sket afgørende mentalitetsændringer inden for de seneste 20 år. Stadig flere kvinder tilkæmper sig en position, hvor de ikke (udelukkende) opfatter sig selv som en del af et (familie)kollektiv.
Denne udvikling har en positiv indflydelse dels på tiltag til bekæmpelse af vold mod kvinder og dels på kvinders selvforståelse. Kvinder accepterer i stadig mindre grad at blive udsat for vold i familien.
Forandringer sker imidlertid ikke af sig selv, og kvinder i Tyrkiet har været den bærende drivkraft for disse forandringer. Deres indsatser for at støtte voldsramte kvinder og for mentalitetsændringer i forhold til køn og vold kan bidrage til tilsvarende processer i minoritetsmiljøer i Danmark.
Yvonne Mørck er lektor, ph.d., Bo Wagner Sørensen er ph.d. og Sofie Danneskiold-Samsøe er ph.d. alle tilknyttet Roskilde UniversitetYasemin har et andet navn i virkeligheden, og enkelte oplysninger er ændret, så hun ikke kan genkendes. Kronikken er baseret på bogen Familien betyder alt. Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier, der er blevet til i samarbejde med Danner og TrygFonden og udgivet på forlaget Frydenlund. Bogen kan downloades og bestilles gratis på www.trygfonden.dk