Socialdemokraternes uløselige krise

Thorning er en svag leder, men krisen stikker dybere

Helle Thorning-Schmidt (S) har ikke formået at samle sit parti om en fælles politik.
Helle Thorning-Schmidt (S) har ikke formået at samle sit parti om en fælles politik. Foto: BART MAAT/ Denmark.

Selvkritikken hos Socialdemokraterne er ved at få sit eget liv. Den kan føre partiet ud i samme grad af opløsning, som er set hos SF. Den er formentlig ustoppelig, og den drejer sig om mere end statsministerens lederskab.

Den skyldes i al væsentlighed tre forhold.

For det første kom partiet til magten efter et nederlag ved det seneste folketingsvalg. Den politik, som S og SF var gået til valg på, og som de håbefuldt og naivt mente, at De Radikale bare skulle underordne sig, holdt ikke længere end til valgaftenen. Derefter fulgte de mange brudte valgløfter. S og SF gik tilbage ved valget, vandt regeringsmagten, men mistede væsentlig indflydelse på den politik, der skulle føres. Det paradoks blev aldrig formidlet tydeligt til vælgerne.

For det andet overtog S, SF og R magten midt i en krisetid. Med regeringens stærke kvinde Margrethe Vestager (R) ved roret i tæt samspil med finansminister Bjarne Corydon (S) har regeringen heldigvis ført den nødvendige politik. Økonomer står i kø for at rose regeringens mange reformer. En borgerlig regering kunne ikke have gjort det bedre. Men det var ikke den politik, S og SF gik til valg på. SF har betalt prisen med to faldne formænd og et parti i dyb splittelse, der mistede sit tag i regeringsmagten. Socialdemokraterne er på samme kurs med konstant faldende meningsmålinger og voksende intern kritik.

LÆS OGSÅ: Thorning er fanget mellem bagland og nødvendighed

De socialdemokratiske vælgere har ikke for alvor accepteret, at partiet ikke regererer på eget flertal, og at regeringsansvaret tynger, ikke mindst i en økonomisk krisetid.

For det tredje er Helle Thorning-Schmidt (S) ikke en stærk leder. Hun har ikke formået at samle partiet om en fælles politik. Og hun har slet ikke formået at tale til de vælgere, der i massive tal er flygtet til Dansk Folkeparti, som med stor dygtighed har positioneret sig som det parti, der leverer tryghed i en global og utryg verden. Regeringens og ikke mindst De Radikales dyrkelse af minoriterne og kulturrelativismen har skubbet nu hver femte vælger over til Dansk Folkeparti, der i flere målinger er større en Socialdemokraterne.

Men partiets krise er ikke løst med et lederskifte. Mette Frederiksen (S), der er kørt i stilling som Thorning-Schmidts arvtager, vil skulle føre helt samme i hvert fald økonomiske politik som nu.

Krisen er heller ikke løst, hvis partiet bare lytter mere til kernevælgerne derude i landet, som fem lokalpolitikere skrev i en kronik i Berlingske i går. Angiveligt kan man gøre op med regneark og nødvendighedens politik, der nu er blevet et negativt mantra for kritikerne. De ønsker øgede offentlige udgifter og er modstandere af den trimmede velfærdsstat.

Deres tanker er et politisk fatamorgana, der ikke anerkender, at en socialdemokratisk ledet regering både nu og i fremtiden vil skulle regere på De Radikales stemmer.

Medierne har en del af skylden for partiets nuværende krise, mener erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S). Pressen er en stor selvfodrende maskine, hvor den ene avisartikel og det ene tv-indslag giver næring til en ny avisartikel og et nyt tv-indslag.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt tackler presset med et veludviklet kampsind

Det kan man ikke afvise. Videnskabsmanden og nobelprismodtageren Niels Bohr mente med sin kvantefysik, at man ikke kan betragte et objekt uden samtidig at påvirke det. Sådan er det også med pressen. Det politiske liv lever i vekselvirkning med medierne.

Men at pressen skulle have skabt Socialdemokraternes krise eller have ansvar for en væsentlig del af den, er at tillægge den for stor betydning.

Krisen kunne ikke være blevet så stor uden partiets egen hjælp.