Bygningerne er nedslidte, parken har huller i jorden og ødelagte bænke, og et af fordums fattigbyggerier ligger her med sine fælles toiletter. Derfor kaldes kvarteret for den sidste slum i Budapest.
8. distrikt i Ungarns hovedstad er kendt for sin store fattigdom og de mange socialt udsatte mennesker. Gaden Danko Utca har de længe søgt til for at få hjælp. Her ligger nemlig et af landets største gratis herberger for hjemløse, og det er i 24 år blevet drevet af metodistkirken ved navn Det Ungarske Evangeliske Fællesskab. Det begyndte med bare 50 senge i et kælderrum, men har udviklet sig til en hel institution i egen ret.
Det bliver stadig mere almindeligt at se folk her, som ikke er hjemløse. De har ikke råd til at betale for lægehjælp, men får det her, forklarer Gábor Iványi, præst og leder af kirken.
Han tager imod på sit kontor, hvor plakater og fotos vidner om relationer til både jødiske og kristne samfund. En radiator bliver stillet på gulvet. Lokalerne er dårligt opvarmede, men det er bedre end at være ude på gaden. Det er hårdt nok for folk at bo der, som det er, understreger Gábor Iványi.
LÆS OGSÅ: Det ungarske valg, som ingen orker
Lige netop dette distrikt var det første sted i landet, hvor regeringspartiet Fidesz sørgede for at kriminalisere hjemløshed. I 2011 blev det ulovligt at gennemsøge skraldespande og sove på offentlige steder. Der blev truet med store bøder og senere endda med fængsel. I efteråret 2013 blev det ligefrem skrevet ind i forfatningen. Siden da har kirken i Danko Utca naturligvis fået mere at gøre og flere at tage sig af, og pastoren var tidligt ude med sin kritik af den nye politik.
Denne regering har taget meget skammelige skridt, hvad angår fattige menneskers rettigheder og behandlingen af dem, siger han.
I januar 2012 kom der endnu en lov. Den reducerede antallet af statsligt anerkendte trossamfund til blot 14. Regeringen mente, at de andre bare var civilorganisationer, som udnyttede deres status som kirker til at opnå skattelettelser. Efter store protester blev antallet sat op til 32, idet regeringen ikke kunne komme uden om også at anerkende muslimer, buddhister, mormoner, koptere, Jehovas Vidner med flere som religiøse samfund. Men Det Evangeliske Fællesskab blev sin store størrelse til trods fortsat nægtet anerkendelse uden nogen forklaring.
Det hele er en del af en omfattende politisk forandring i landet, som har fået stor international opmærksomhed i de seneste år. Siden det national-konservative parti Fidesz vandt to tredjedele af pladserne i parlamentet ved valget i 2010, har det brugt sit kvalificerede flertal til at skabe hundredvis af nye love helt alene. En ny socialkonservativ forfatning blev vedtaget på blot en måned og har øget magtkoncentrationen og indskrænket pressefriheden. Homoseksuelle, mindretal og de underste i samfundet er blevet ramt af en politik, som både FN, EU-Kommissionen og mange menneskeretsgrupper har fordømt og betegner som udemokratisk. Men regeringen har med premierminister Viktor Orbán i spidsen haft det meget svært med kritik.
Og Gábor Iványi er en velkendt kritiker. Pastoren grundlagde sin kirke i halvfjerdserne og var en vigtig demokratisk oppositionsfigur under Sovjet-kommunismen. I dag er han kommet på kollisionskurs med Fidesz politik, fordi han ser træk fra Sovjet-tiden hos nutidens magthavere.
Det handler om at få magt. Vi mangler indblik i deres arbejde de laver love helt efter deres egen smag. Andre holdninger forties, fordi de kontrollerer store dele af massemedierne. Det er begyndelsen til noget diktaturlignende.
Det Evangeliske Fællesskab har alligevel været imødekommende over for staten og ansøgte i 2013 om igen at få status af kirke. Regeringen svarede igen ved at starte en udredning, hvor en hemmelig ekspert skulle bedømme kirkens religiøse aktiviteter, om menigheden følger kirkens tro, og om den har været aktiv i mindst 20 år. Eksperten afleverede en rapport, men i februar i år svarede regeringen helt kort, at rapporten ikke kunne godtages, fordi dens konklusioner var ufunderede.
Det er befængt. Vi har været en kirke i 40 år. Og de der spørgsmål besvarede jeg allerede i halvfjerdserne, da vi blev forfulgt at diktaturet.
Gábor synes, det er tydeligt nok, hvad der ligger til grund for den aktuelle situation. Loven har politiseret spørgsmålet om religionsfrihed, og fordi han har kritiseret regeringen, bliver hele hans kirke nu straffet. Den opfattelse deler Ungarns opposition.
Men på sit kontor i Budapests parlamentsbygning mener Ferenc Kumin, regeringens statssekretær for international kommunikation, at det hele er en misforståelse.
Iványi forvrænger historien. Tidligere havde vi verdensrekord i den helt forkerte slags kirker. Organisationer, som aldeles ikke var åndelige, men bare ville have økonomiske fordele. Det blev misbrugt, og nu er problemet løst.
Om Det Evangeliske Fællesskab er åndelige eller ej, lader statsrepræsentanten usagt.
Tilbage på Danko Utca går vi en rundtur til kirkens forskellige aktiviteter. Lige over for Gábors kontor er der en klorlugtende sovesal til 160 hjemløse. Vi besøger børneinstitutionen, hvor 60 hjemløse småbørn får mad fem gange om dagen, og al undervisning foregår på ungarsk og roma-sproget lovari. Den opvarmede gade kaldes en anden sovesal lavet til 280 personer, som for nylig fejrede tiårsjubilæum med kåldolmere, digtoplæsning og bøn med pastor Gábor. Den er mærkbart overbelastet.
På klinikken er der 50 sengepladser, sygepleje døgnet rundt og Gábors hustru som sygeplejerske. I mandeafdelingen ligger der patienter med kræft, lungesygdomme, influenza og parasitter, og det stinker fra de åbne sår hos en hjemløs, der har fået amputeret benene på et offentligt sygehus og blev udskrevet blot to dage efter indgrebet.
Det er et mirakel, at vi ikke er kollapset, bemærker Gábor.
Siden de økonomiske tilskud er blevet frataget kirken, er der ingen, der ved, hvor længe de kan blive ved. Lige nu er det en daglig kamp både her og andre steder: menigheden, suppekøkkenet, de fem ældreboliger og de 25 skoler, hvor 3000 roma-børn får undervisning.
Ungarns religionslov er blevet betegnet som uacceptabel af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg. Derfra venter kirken nu på svar omkring sin egen sag, men Gábor tør ikke tro, at resultatet vil ændre på noget:
Jeg tror kun på Gud. Regeringen har hele tiden brug for noget at slås imod måske bliver Strasbourg deres næste sag. Men jeg er ikke bange for at fortsætte. Indimellem må vi kæmpe imod de værste dele af menneskeheden.
Oversat af Sara Høyrup