Hospitalsansatte risikerer fyring for religiøs praksis

To muslimske bioanalytikere på Hvidovre Hospital har trodset krav om korte ærmer. En af de første sager af sin art, vurderer professor

Edward (James D'Arcy) og Wallis Simpson (Andrea Riseborough) medvirker til det samlede gode indtryk af den historiske film.
Edward (James D'Arcy) og Wallis Simpson (Andrea Riseborough) medvirker til det samlede gode indtryk af den historiske film. . Foto: BAX LINDHARDT/.

En af de første sager i Danmark om fyring i forbindelse med en religiøs praksis er på vej. To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job.Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer, siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

LÆS OGSÅ: Ærmesagen på Hvidovre er helt speciel

Ifølge Lisbet Christoffersen, der er professor ved Roskilde Universitet og forsker i blandt andet religionsret, er sagen især interessant, fordi det formentlig er første gang i Danmark, nogen officielt bliver fyret på grund af deres religiøse praksis. Ydermere tester sagen de retningslinjer, regeringen sendte ud i 2010. Heri står, at alle har ret til at bære deres religiøse klædedragt i det offentlige rum og på offentlige arbejdspladser. Men at man samtidig skal kunne udfylde sine funktioner forsvarligt. En dagplejemor skal kunne se børnene, og de skal kunne se hende. Og en laborant skal kunne overholde reglerne for hygiejne med klædedragten på.

Det er klart, at hospitalet er forpligtet til at afsøge alle muligheder. Tilgangen til brugen af religiøse klædedragter er i dag yderst pragmatisk, men nogle ting vægter altså højere, eksempelvis sikkerhedshensyn. Derfor er der juridisk ikke så meget at komme efter, så det mest interessante er, at nogen lader sig fyre på grund af deres religiøse overbevisning, siger Lisbet Christoffersen.

Lektor i praktisk filosofi ved Roskilde Universitet Sune Lægaard vurderer, at sagen på det principielle plan ligner en sag fra Toms Chokoladefabrik fra 2000. Her lagde en ansat sag an mod fabrikken, fordi hun af hygiejnegrunde ikke måtte bære sit eget tørklæde. Striden endte med, at der blev indført et særligt firmatørklæde, som opfyldte fabrikkens hygiejneregler.

Hvis der er en god hygiejnegrund til reglen om korte ærmer, så er det svært at argumentere imod af religiøse årsager, mener Sune Læ-gaard.

Jehad Al-Farra, der er læge og tilknyttet den kommende stormoské i Rovsinggade i Københavns nordvestkvarter, afviser, at kvinderne kan omgås danske hygiejneregler. Han henviser til, at Koranen taler om liv før lov.

LÆS OGSÅ: Danskere støtter religiøse symboler på arbejdspladsen

Islam siger jo, at man i arbejdet med syge mennesker skal tage hensyn til patienten. Så snart personalet har patientkontakt, må vi respektere Sundhedsstyrelsens retningslinjer om korte ærmer. Jeg kender rigtig mange piger med tørklæder, der har korte ærmer. Sådan er det system, de arbejder i, og vi kan ikke hver især lave vores egne regler, siger Jehad Al-Farra.

Hospitalsimam Naveed Baig er enig med Jehad Al-Farra og henviser til, at langt de fleste muslimer i sundhedsvæsenet uden problemer overholder reglerne om korte ærmer.

Det er en trist sag, for i langt de fleste tilfælde vil man kunne finde en løsning. Ligesom der i kristendommen er forskellige holdninger til teologiske spørgsmål, vil der også blandt imamer være forskellige holdninger. Det er vigtigt, at hospitalet i den type sager prøver at finde en løsning i dialog med de ansatte, mener Naveed Baig.