Forsoning med svær barndom

I sommer lavede kunstner Kaspar Bonnén en udstilling, der tog udgangspunkt i opvæksten med en skizofren mor. Selvom hans barndom ofte var utryg, har hans mor bidraget positivt til hans liv, mener han

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Han har udsmykket spisestuen i Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg, har udstillet på Statens Museum for Kunst, på Arken og på Aros og er blevet tildelt Eckersbergs Medalje. Kaspar Bonnén er med andre ord en af de kunstnere, man uden at overdrive godt kan tillade sig at kalde for anerkendt.

Sidste sommer var han også aktuel med en udstilling på Gl. Strand i København. Men det var hverken malerier eller skulpturer, som de besøgende kunne komme og betragte.

Derimod inviterede den 45-årige kunstner sit publikum på besøg i en kunstnerisk genskabning af sit barndomshjem ind i den lejlighed, hvor han og søsteren boede alene med deres mor, som var diagnosticeret skizofren.

The past will never leave you (fortiden vil aldrig forlade dig) hed udstillingen, som blev et gensyn med en barndom og ungdom, der i høj grad var præget af moderens sygdom en sygdom, som med jævne mellemrum var så slem, at hun måtte indlægges på en psykiatrisk afdeling. I de perioder boede Kaspar Bonnén og hans søster lidt rundt omkring hos noget familie, og en enkelt gang ni måneder på et børnehjem. Da de blev 13-14 år fik de også lov at bo alene i moderens lejlighed, når hun var indlagt, mens der blev ført tilsyn med dem fra kommunens side.

Det er med blandede følelser, at Kaspar Bonnén tæn-ker tilbage på sin opvækst.

Selvfølgelig var det forvirrende, og jeg lærte hurtigt at aflæse hendes signaler. Som syg havde hun jo mange tvangsforestillinger, og der skulle man hele tiden mærke efter, om man nu kunne tale, eller om det var bedre at tie. Men vi var omvendt også meget tæt på hende hun havde i mange af årene ingen fast kæreste, så vi vidste, hvad vi skulle gøre sammen, og hun lyttede meget til os på en god måde. Men jo, det var da utrygt trygheden fandt min søster og jeg i stedet i, at vi havde hinanden. Til gengæld var jeg aldrig bange. Jeg er aldrig blevet slået, og når hun var rask, skældte hun aldrig ud på os, siger han og afviser, at han tænker tilbage på sin barndom som urimeligt hård en antagelse, han ellers ofte er blevet mødt med fra andre mennesker.

Da Kaspar Bonnén flyttede hjemmefra som 16-årig, var det forbundet med en vis følelse af frihed ikke mere at skulle konfronteres direkte med sin mors sygdom hver dag, husker han. Men en fuldkommen frihed blev der aldrig tale om.

Det var hårdt at finde ud af, at selvom man fjernede sig fysisk fra tingene, så blev de ved med at vende tilbage. Uanset hvad kunne jeg ikke blive helt fri hun blev ved med at skabe problemer, siger han, men benægter, at det var psykisk belastende at gå tilbage i tiden og lave udstillingen i sommer.

LÆS OGSÅ: Kunsten lyser kirken op og gør den forståelig

Det var nærmere spændende. Det har været som en eller anden form for terapeutisk bevægelse, hvor jeg har haft muligheden for at gå ind i alle de her sanseligheder, der har været, og som man på en eller anden måde måske mister lidt med tiden, siger Kaspar Bonnén.

Som barn var han mere påvirket af moderens sygdom end søsteren. Hun forholdt sig mere rationelt til det hele, mens Kaspar Bonnén grublede en del over, hvad det var, der skete med hans mor. Han brød sig heller ikke, som storesøsteren gjorde, om at have venner med hjem i lejligheden, fordi han så ofte havde set sin mor psykotisk og ikke ønskede, at kammeraterne skulle overvære det.

Mens kammeraterne altså ikke vidste noget, regner Kaspar Bonnén med, at lærerne på de skoler, han og søsteren gik på, må have været klar over hans situation. I perioder var han meget fraværende, og en enkelt gang var der også en lærer hjemme hos dem, husker han. Men det var ikke fra skolens side, at han oplevede, at der blev taget hånd om ham og søsteren.

Der var en socialrådgiver, som både min søster og jeg er vendt tilbage til som voksne for at fortælle, at hun betød noget. Hende oplevede jeg som den eneste, der rigtigt involverede sig i vores liv og også hjalp os dengang, vi skulle bo alene. Det burde måske i stedet have været familien, men sådan var det ikke, siger kunstneren.

Kaspar Bonnén kender godt til forlydenderne om, at børn af psykisk syge forældre selv har større risiko for at blive ramt af psykisk sygdom. Men han er kritisk over for måden, det kommunikeres på som barn af en psykisk syg kan man få fornemmelsen af, at ens skæbne allerede er beseglet, og føle, at man på forhånd har fået en udokumenteret diagnose påklistret, mener han.

Især i puberteten kunne jeg da godt tænke over, om min mors sygdom også kunne ramme mig, for man spejler sig jo meget i sine forældre. Og selvfølgelig er der også mennesker, der er mere skrøbelige end andre, og hvis man så oven i købet vokser op i et utrygt miljø, så er der da nok en større risiko. Men jeg synes stadig, den er meget begrænset, siger Kaspar Bonnén.

Selvom hans opvækst langtfra har været ubekymret og lys, bebrejder Kaspar Bonnén ikke mere sin mor for, at hun ikke i højere grad magtede at udfylde sin rolle over for ham og søsteren, og han mener i dag, at hun trods alt har givet ham noget helt essentielt.

På trods af at det har været svært for hende, har hun prøvet at støtte os, så godt hun overhovedet kunne. Noget af det, som min søster og jeg har fået med os, er visheden om, at hun har elsket os meget og har stolet enormt på os. Og trods alt det, der er sket, har vi begge to en rimelig god selvtillid i dag, siger han og fortsætter:

Det var også på tale nogle gange, at vi skulle fjernes fra vores mor, men i de rapporter, som jeg efterfølgende har set, kan jeg læse, at både vores kontaktperson hos kommunen og dem på børnehjemmet syntes, at vi trods alt var rimelig velfungerende.

For knap fire årsiden døde Kaspar Bonnéns mor. Hun nåede derfor ikke at se hans udstilling sidste år, og det er måske også meget godt, for det ville have været svært for hende. Hun brød sig ikke om, at andre skulle vide, at hun var syg, og en god indsigt i sin egen sygdom fik hun ifølge kunstneren aldrig. Indsigt i skizofreniens væsen fik han til gengæld selv, og i dag forklarer han sygdommen som nogle dybe personlige strukturer, der ikke kan finde sin plads i virkeligheden.

Inden Kaspar Bonnéns mor døde, var han efter mange år kommet til et sted, hvor hendes sygdom ikke fyldte det hele. Det er han glad for.

Der er gået så mange år, siden jeg var barn, og jeg har på mange måder forsonet mig med min mors liv. Den personlige følelse af, at hun gjorde det mod mig, er forsvundet. Og jeg har fundet ud af, hvor hårdt det også har været for hende, og at hun kæmpede så meget for at få sit liv til at fungere, men at hun bare er mislykkedes med det så mange gange.