Statens Kunstfond gør op med øremærket støtte

Danmarks største offentlige kulturfond vil reducere de strategiske satsninger og i stedet lade kunstnerne selv finde på projekterne. Kunstanmelder mener, at det vil styrke mangfoldigheden i den danske kunstverden

Denne bygning på H.C. Andersens Boulevard huser Biblioteksstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, Statens Kunstfond, Kunstrådet, Kunststyrelsen m.m..
Denne bygning på H.C. Andersens Boulevard huser Biblioteksstyrelsen, Kulturarvsstyrelsen, Statens Kunstfond, Kunstrådet, Kunststyrelsen m.m.. Foto: Torben Åndahl/ Denmark.

Mens de private fonde i disse år i stigende grad er begyndt at satse på egne strategiske og øremærkede puljer, vil det nyudpegede Statens Kunstfond gå den modsatte vej.

I flere år har det i Statens Kunstfond været praksis, at man løbende afsatte midler til øremærkede puljer for at støtte forskellige specifikke områder af det danske kulturliv. Eksempelvis har man i løbet af de seneste fem år haft projekter, der skulle fremme billedkunst for børn, har lavet en filmkonkurrence, hvor deltagerne skulle give et bud på fremtidens Danmark og har støttet udbredelsen af billedkunst i kommunerne.

På den måde har Statens Kunstfond bevæget sig væk fra den traditionelle offentlige politik, hvor det typisk har været kunstnerne selv, der fandt på projekterne. Nu vil den nytiltrådte bestyrelsesformand i fonden, Gitte Ørskou, tilbage til udgangspunktet: Man har tidligere arbejdet med strategiske og tematiske puljer, men i fremtiden kommer der færre af disse. I fonden ønsker vi at forholde os til, hvad der fungerer bedst for den enkelte kunstart, siger Gitte Ørskou, der også er formand for Projektstøtteudvalget for Billedkunst og museumsdirektør på Kunsten Museum of Modern Art Aalborg.

LÆS OGSÅ:
Kunsten er altid vigtigere end publikumssucces

I stedet for at vi skal sidde og finde på forskellige temaer ud af det blå, vil vi bruge energien på at se på, hvad kunstverdenen selv har brug for, for at kunsten fremmes, siger Gitte Ørskou, der understreger, at Statens Kunstfond naturligvis fortsat har overordnede målsætninger og strategier.

Gitte Ørskou, der i sit arbejde som museumsdirektør ofte samarbejder med de private fonde, mener, at det er helt fint, at de private har de tematiserede og målrettede projekter.

Vi har mange dygtige private fonde i Danmark, og for dem handler det jo om, hvordan man får midlerne til at strække længst og give mest udbytte for kulturlivet. Min erfaring er desuden, at de støtter den eksperimenterende kunst, siger hun.

Torben Weirup, der er kunst- og arkitekturanmelder ved dagbladet Berlingske, er begejstret for, at Statens Kunstfond vil skære i de øremærkede puljer.

Det er fornuftigt, at man afventer behovet fra kunstnerne, frem for at man sidder og udtænker behovet for dem, siger Torben Weirup, der netop peger på, at det er en udvikling tilbage til en klassisk kulturpolitisk tænkning.

Jeg synes, det er positivt, at man vender situationen om og lader kunstnerne komme med idéerne, så fonden ikke bliver en institution, der bestiller opgaver hos kunstnerne. Det er fint, hvis Gitte Ørskou vil sætte kunstnerne fri og rykke kunsten fra politisk styring til kunstnerisk styring.