»Vi børn i Liberia er trætte af krig. Vi beder alle jer, der skyder, om at lægge våbnene væk. Skil os ikke fra vores forældre. Vi vil gå i skole og uddanne os til en bedre fremtid«.
Sådan lyder det fra 11-årige Philippa i byen Gbarnga i det borgerkrigshærgede Liberia. Hun er et af flere børn, som driver en lille, primitiv radiostation i et land, hvor kun halvdelen af børnene går i skole, og hvor tusindvis af børnesoldater er skilt fra deres familier.
Philippa er et symbol på de millioner af børn, det drejer sig om, når der i FN-bygningen i New York i disse dage holdes topmøde om børn (den 8.-10. maj). For Philippa er et offer for de voksnes krige, men hun er også en stemme for fremtiden - et af de børn, som har givet sin mening til kende før børnetopmødet.
Verdens første børnetopmøde - eller FN's Særlige Samling om Børn, som det formelt hedder - fandt sted i 1990. Det var en verdensbegivenhed med deltagelse af mere end 70 stats- og regeringsledere, der sammen vedtog 27 ambitiøse mål, der skulle forbedre børnenes vilkår inden år 2000.
I 2001 skulle der så gøres status ved et nyt børnetopmøde i september. Men da tvillingetårnene i New York brød sammen efter terrorangrebene den 11. september, brød også muligheden for at gennemføre et så stort FN-arrangement sammen. New York kunne ikke huse flere tusinde delegerede fra regeringer, FN-organisationer, ngo'er, kirkelige organisationer, politikere - og sidst, men ikke mindst flere hundrede børn og unge under 18 år. FN's generalforsamling vedtog at udskyde mødet, og først nu i maj finder det altså sted.
Som optakt til børnetopmødet gennemførte UNICEF, FN's børnefond, en global undersøgelse af, hvordan vilkårene for børn og unge har udviklet sig siden det første børnetopmøde i 1990. Næsten alle verdens lande deltog, og alle data blev samlet i et dokument med titlen »We the Children«, som FN's generalsekretær, Kofi Annan, lagde frem for FN's generalforsamling sidste efterår.
På nogle områder er undersøgelsens resultater opmuntrende læsning. I 1990 døde dagligt 40.000 børn i udviklingslandene af sygdomme, som let kan forebygges. Nu er tallet »kun« 30.000 - f.eks. er antallet af dødsfald som følge af diarresygdomme halveret. Det er lykkedes for 63 lande at nedsætte børnedødeligheden med en tredjedel, mens andre 100 lande har mindsket dødeligheden med en femtedel.
Vaccinationsprogrammerne har virkelig haft effekt - takket være dem er tre millioner børneliv blevet sparet hvert år, og en sygdom som polio er tæt ved at være udryddet.
I løbet af de sidste 10 år har over 800 millioner flere mennesker fået adgang til rent drikkevand. Flere børn end nogensinde går i skole, og nok så vigtigt er opmærksomheden om børns rettigheder steget markant siden 1990. Alle lande bortset fra to har anerkendt FN-konventionen om Barnets Rettigheder, og mere end 50 lande har som følge heraf ændret i deres lovgivning om børns rettigheder.
På andre områder er udviklingen desværre gået dårligt eller har direkte været negativ. Der er stadig mere end 10 millioner børn under fem år, der årligt dør af fejl- eller underernæring. Langt over 100 millioner børn - flertallet piger - går ikke i skole. Millioner af børn tvinges dagligt til at udføre skadeligt børnearbejde, herunder det mest nedværdigende og ødelæggende børnearbejde i sexindustrien.
Vi har set flere krige og konflikter end nogensinde før i de sidste 10 år, og det har betydet, at to millioner børn har mistet livet, mens andre seks millioner er blevet sårede eller invaliderede. Over 300.000 børn deltager selv i de voksnes krige som børnesoldater.
Endelig må man desværre konstatere, at verdens rige lande groft har svigtet deres løfter og ikke bare undladt at øge udviklingsbistanden, men direkte skåret i den. Udviklingsbistanden er faldet med næsten 30 procent og ligger i dag længere væk fra målet om 0,7 procent af bruttonationalproduktet end nogensinde. Danmark ligger højest i hele verden, men har som bekendt fra og med i år også meldt sig ind i klubben af rige lande, der har skåret i udviklingsbistanden.
Parallelt med dette har verden set en ny og altødelæggende sygdom, som ingen i 1990 kunne forudse konsekvenserne af: hiv/aids. Ikke mindst i Afrika syd for Sahara kan man nu se, at hiv/aids vil stoppe mange års udvikling - i nogle lande er en femtedel af befolkningen inficeret. Mere end fire millioner børn under 15 år har mistet livet som følge af aids, og næsten 16 millioner børn har mistet deres forældre. Kampen mod hiv/aids er kun lige begyndt, og der er desværre langt igen, før den ser ud til at føre til succes.
Der er altså nok at tage fat på, når stats- og regeringschefer, politikere, organisationer og børn og unge samles i New York til det nye børnetopmøde. Danmark deltager med en officiel delegation, ligesom vi har deltaget i alle de såkaldte forberedelseskonferencer, som har været afholdt op til selve topmødet.
Red Barnet, Dansk Ungdoms Fællesråd og UNICEF Danmark har sammen med Udenrigsministeriet haft lejlighed til at deltage i disse forberedelseskonferencer og vil naturligvis også være med på selve børnetopmødet. Det samme vil 17-årige Ditte Maria Høg Molin fra Århus og 17-årige Emina Glavas fra Allerød som repræsentanter for danske børn og unge.
Alle topmøder afsluttes med officielle erklæringer, som de deltagende lande forpligter sig til at efterleve. Børnetopmødet er ingen undtagelse: Igennem halvandet år har repræsentanter fra regeringer forhandlet indholdet af dette såkaldte slutdokument ved forberedelseskonferencerne. Selv om dokumentet endnu ikke er fuldstændig færdigforhandlet, er der alligevel udkrystaliseret en række områder, der er fuld enighed om, men desværre også en del, hvor verdens lande endnu ikke har opnået enighed.
Vandene skilles på en række områder, som vi fra Danmark betragter som en selvfølge. For eksempel vil mange katolsk- og muslimskdominerede lande ikke høre tale om nogen form for ret til prævention, endsige abort. Man vil ikke drøfte pigers og kvinders rettigheder, selv om netop pigerne oftest er værst stillet i udviklingslandene. I nogle lande lukker man også øjnene for den hastigt voksende hiv/aids-epidemi. I mange lande vil man end ikke tillade, at børn og unge modtager seksualundervisning.
Selv om næsten alle verdens lande som sagt har anerkendt Børnekonventionen, vil de ikke automatisk anerkende børns rettigheder. Et land som USA har i løbet af de måneder, der er gået med at forberede børnetopmødet, ændret holdning markant. Under Clinton-administrationen havde USA ikke problemer med at tale om børns rettigheder. Under Bush har USA desværre aktivt arbejdet på at udvande slutdokumentet, hver gang rettigheder har været omtalt. Man har i stedet ønsket at indføre mindre forpligtende tekst om f.eks. børns velbefindende.
Endelig har det været et stort problem at få børn og unge med i arbejdet med at formulere krav og ønsker til resultatet af børnetopmødet. En række lande har ikke tradition for at høre børn og unge og har aktivt modarbejdet bl.a. Danmarks bestræbelser på at få børn og unge med - ikke blot i forberedelserne, men også i selve børnetopmødet. Heldigvis er det ikke lykkedes at blokere for børns og unges deltagelse, som Red Barnet, Dansk Ungdoms Fællesråd og UNICEF Danmark betragter som ikke blot naturlig, men som en simpel rettighed.
Man kan ryste på hovedet af stridigheder som de her nævnte. Man kan vælge at lukke øjnene for dem. Men man kan ikke komme uden om dem i realiteternes verden. Det er den verden, vi som børne- og ungdomsorganisationer skal udføre vort arbejde i. Og når man ser på de forhold for børn, som vi har omtalt ovenfor, kan man ikke være i tvivl om, at der skal gøres en indsats. Det må simpelthen ikke accepteres, at børn og unge skal leve - eller dø! - under forhold, som vi har viden nok til at ændre, men som mangel på penge forhindrer os i at gøre noget ved.
Derfor kan vi kun håbe på og arbejde for, at børnetopmødet slutter med et godt, præcist og målrettet dokument, som opstiller nogle klare mål for udviklingen og ikke mindst anviser nogle realistiske veje til at nå målene. Fra dansk side vil vi naturligvis presse på, bl.a. i samarbejde med de andre EU-lande. Vi vil arbejde på, at børnetopmødet ikke bliver en tom markering, men en reel basis for en fornyet og forstærket indsats for at hjælpe denne verdens fattigste børn, så verden bliver en verden, der passer til børn. n
Niels Hjortdal er programchef i Red Barnet, Rasmus Hylleberg er formand i Dansk Ungdoms Fællesråd og Steen M. Andersen er generalsekretær i Unicef, Danmark