Kirkefolk efterlyser fyrtårne blandt biskopper

De markante personligheder og slagkraftige samfundsdebattører bliver stadig færre i folkekirkens bispekollegium, mener teologer

Kirkefolk efterlyser fyrtårne blandt biskopper

Det begynder at se småt ud med mangfoldigheden og de markante holdninger blandt folkekirkens biskopper.

Sådan lyder kommentarerne fra en række forskellige teologer og kirkelige iagttagere, efter Elof Westergaard i sidste uge blev valgt som biskop i Ribe Stift. Med det seneste bispevalg har folkekirken fået tre nye biskopper inden for halvandet år. Desuden har Viborg Stifts biskop Karsten Nissen også meldt sin afgang til oktober, hvor de første bispekandidater er begyndt at melde sig. Og om senest et år stopper Århus-biskoppen Kjeld Holm, da han fylder 70 år.

Udskiftningerne på bispepladserne tegner et billede af en stadig mere ensartet top i folkekirken. Det mener kirkekonsulent og ledelsesrådgiver Poul Langagergaard, som er tidligere generalsekretær for Indre Mission:

Det er vigtigt, at vi har biskopper, der tør rage op. Jeg ville ønske, vi havde en samling af biskopper, der turde tale højt og markant med meget forskellige røster. Men i stedet er det hele blevet meget ens.

Poul Langagergaard mener, at de seneste valg af biskopper viser, at kirken samler sig om en stadig snævrere midte.

Det havde været ønskeligt, hvis mangfoldigheden trivedes bedre og var bedre repræsenteret blandt biskopperne. Det er i spændingerne, at livet gror. Folkekirken rummer en række legitime spændinger både teologisk, politisk og ledelsesmæssigt, som ikke i dag viser sig i de biskopper, der er valgt. Ingen vil for alvor skille sig ud, siger han.

LÆS OGSÅ: Hver tredje dansker vil have rockkoncert i kirken

Tidligere var bispekollegiet præget af store personligheder med evner, som rakte ud over det kirkelige. Det mener konstitueret leder af Århus Pastoralseminarium Henning Kjær Thomsen.

Da jeg var yngre, sagde man, at man skulle være en stor teolog for at blive biskop. Det har nok også i højere grad været den karismatiske personlighed, der var afgørende for, om man kunne blive valgt. Vi har jo haft nogle biskopper, der har vakt opmærksomhed, enten fordi de var gode kommunikatører som Roskilde-biskoppen Jan Lindhardt, eller fordi de var markante stemmer i samfundsdebatten som Kjeld Holm, siger Henning Kjær Thomsen.

I dag afspejler valget af biskopper snarere, at kirken er ved at samle sig om sine kerneydelser som gudstjenesten og diakoni, vurderer Henning Kjær Thomsen. Det hilser han velkommen.

Hvis ens dygtighed ligger inden for nogle af kerneområderne, er det kvalificerende for at blive biskop. Elof Westergaard og Marianne Christiansen (biskop over Haderslev Stift, red.) er for eksempel stærke på gudstjenesten, og i Viborg Stift stiller Henrik Stubkjær (generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, red.) op som kandidat. Han er meget stærk på det diakonale.

Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen og flittig kirkelig debattør, har også svært ved at få øje på de markante holdninger i bispekollegiet. Modsat Henning Kjær Thomsen betragter han det som et problem.

Hvor er de teologiske fyrtårne, spørger han.

Der tegner sig et billede af, at det snarere er dygtige organisationsfolk end store teologer, der bliver valgt som biskopper, mener Henrik Bang-Møller.

Vi mangler de teologiske sværvægtere blandt biskopperne, som kan manøvrere stilsikkert mellem kristendom og politik. Det er en ærgerlig udvikling, men det er sikkert den vej, det må gå, når den administrative byrde for biskopperne vokser samtidig med det politiske pres.

Det er dog ikke teologisk tyngde, de nye biskopper mangler, mener leder af Grundtvig-Akademiet i Vartov Birgitte Stoklund Larsen. Det er snarere gennemslagskraft.

Biskopperne er blevet kristendommens fortalere i det offentlige, og Jan Lindhardt var fantastisk god til det, fordi han var skarp og ikke bange for at tænke skævt. Det er der nok nogle af dem, der skal arbejde med, siger hun og tilføjer, at mange biskopper er begyndt at ansætte pressemedarbejdere:

Det vidner om, at de er opmærksomme på den ud-advendte funktion, de har fået. Det er selvfølgelig ikke nok, man skal også have noget at sige. Men jeg synes, de har potentiale. Ingen bliver født som biskop, og man skal have lov til at vokse i embedet.

Anders Laugesen, journalist og vært på P1-programmet Mennesker og Tro, efterlyser også mere synlighed fra bispernes side.

Det er rigtig, at vi indtil videre ikke har set meget kant eller skarpe holdninger fra de nye biskopper. Det håber jeg kommer, og jeg mener bestemt, de har potentiale til at blive markante biskopper. Både Tine Lindhardt (biskop over Fyens Stift, red.) og Marianne Christiansen er formidable formidlere. Spørgsmålet er, om de tør bruge deres evner til at kommunikere bredt og spille ind i den offentlige debat.

Ikke alle er dog enige i, at det nødvendigvis er en ærgerlig udvikling, at biskopperne ikke længere er så markante og højtråbende.

Svend Andersen, teolog og professor i etik og religionsfilosofi ved Aarhus Universitet, peger på, at der i dag i højere grad er brug for, at biskopperne kan stå sammen som et hold.

De nye biskopper har næppe samme evne til at gøre sig synlige i medierne, som for eksempel den netop afgåede Ribe-biskop Elisabeth Dons Christensen eller Jan Lindhardt havde. Lindhardt lancerede for eksempel fisk som den kirkelige spise i pinsen.

Den slags medieoptræden skaber opmærksomhed, men spørgsmålet er, hvor meget det gavner folkekirken, siger Svend Andersen.

Måske er det vigtigere i dag, at biskopperne udgør et kollegium, som diskuterer sig frem til enighed og går i medierne med noget, de er fælles om.

I modsætning til det nye bispehold var den gamle garde af biskopper mere optagede af deres egne soloudspil, understreger Svend Andersen.

Det hørte nok også i højere grad med til kirken og teologien tidligere, at man markerede sig stærkt og polemisk, siger han og henviser til personer som tidligere præst og politiker Søren Krarup og Aarhus-biskoppen Kjeld Holm.

Den stil er ikke så dominerende mere. Måske det er et generationsspørgsmål.

Man gør de nye biskopper uret, hvis man sammenligner dem med garvede kolleger, som har siddet i årevis. Det mener tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center Eberhard Harbsmeier.

Det markante kan jo komme, når de har tiltrådt embedet. Det er nok forbundet med nostalgi. Ligesom da man sagde, at en død socialdemokrat er en god socialdemokrat. Jan Lindhardt var et specialtilfælde, men ikke alle de andre tidligere biskopper var profilerede personligheder fra begyndelsen. Mange blev det senere.

Kristeligt Dagblad har forsøgt at få en kommentar fra flere forskellige biskopper. Ingen har dog ønsket at udtale sig.

Illustration: Morten Voigt
Illustration: Morten Voigt Foto: Morten Voigt