Lang rejse til sandheden

Den unge Joël Dicker betegnes som Europas nye stjerneforfatter. Men hans store roman Sandheden om Harry Quebert-sagen vil mere, end den kan

Lang rejse til sandheden
Foto: Rosinante.

Skæbnen lader sig ikke betvinge. Den vinder altid til sidst.

Denne centrale pointe i denne roman erfares af titelpersonen, en forfatter med en drøm om, hvad han kalder forfatternes paradis. Et sted, som formodes at være uindtageligt for skæbnen, og som er resultatet af forfatterens omskrivning af sit liv, så det bliver på den måde, han gerne ville, det skulle have været. Forfatteren ved tastaturet er almægtig, har magt over liv og død og kan ændre alt.

Tror han. Men virkeligheden er en ubarmhjertig læremester.

Joël Dicker, født i 1985 i Schweiz, præsenteres som intet mindre end Europas nye stjerneforfatter, og den foreliggende roman er af det fransk dagblad Le Monde blevet betegnet som et verdensomspændende fænomen. Den er solgt til udgivelse i 45 lande, er i det ydre en krimi, en mordgåde, men også en kærlighedshistorie og en slags metaroman, der handler om sin egen tilblivelse hvilket ikke er så tørt, som det lyder.

LÆS OGSÅ: Markusevangeliet udlagt i samtale

Det subtile plot er det mest udspekulerede, jeg nogensinde har været ude for. Til stadighed udvikler og forgrener det sig. De overraskende pointer undervejs falder i deres iver efter at dupere læserne næsten over hinanden. Det kan blive for meget. Den her historie bliver jo ved i det uendelige, lyder en replik. Det er netop, hvad den gør. Og uendeligheden er for meget.

Sandheden om Harry Quebert-sagen, der er skrevet i en letflydende og temmelig anonym normalprosa, er en flot, nærmest bundløs og svimlende konstruktion. Imponerende, vist så.

Men jeg savner de eksistentielle dybder, som romanen gerne vil have os til at tro, at den har. Plottet er ikke et mål alene i sig selv, men tillige eller måske først og fremmest et middel til afdækning af sindets gåder med dets håb, drømme, afmagt samt forvrænget virkelighedsopfattelse med dødelig konsekvens. Men det er som spreder af mystik, at plottet fungerer bedst.

Det er svært at give et dækkende referat af bogen. Det skyldes, at den verden, der beskrives, ikke er den samme hele tiden. Eller det er den på en måde alligevel. Meget har bare hidtil været skjult. Og nu kommer det så pludselig op til overfladen. Som iscenesætter er Dicker overbevisende og forførende, men dertil noget omstændelig. Han hellere overdoserer end det modsatte.

Historien har sit centrum i en lille fredelig by, Aurora, i New Hampshire, USA. Her møder vi forfatteren Harry Quebert, verdensberømt og højt respekteret. Men hans stjerne styrter brat til jorden i forbindelse med, at et lig findes nedgravet i hans have sammen med originalmanuskriptet til den roman, der skabte hans succes.

Den døde er en 15-årig præstedatter, der forsvandt under mystiske omstændigheder 33 år tidligere. Det afsløres, at Quebert havde et forhold til denne pige, som han nu sigtes for at have myrdet. Mange års respekt bliver dermed til det modsatte. Fra at være én, alle vil læse, er han nu én, ingen vil læse. Han er færdig.

Men som allerede antydet er det en sag, der handler om mere end mord. Og det er dér, jeg ikke synes, at Sandheden om Harry Quebert-sagen lever op til de forventninger, den selv rejser. Roman-arrangementet er for uforpligtende. Og for mig fremtræder personerne snarere som brikker i et sindrigt spil end som levende og i sig selv hvilende mennesker, hvis skæbner man kan engagere sig i.

Og under alle omstændigheder er der ikke et rimeligt forhold med det udbytte, bogen giver, og de godt 700 sider, indholdet er bredt ud over. Helt banalt: Historien er for langstrakt.