Konebytteri: Gammel tradition eller åben voldtægt?

Venner, der har sex med hinandens koner uden nogen betingelser. Det er en tradition, der har været praktiseret i generationer blandt Namibias nomadefolk

FOLKEDANSENS DAG PÅ FRILANDSMUSEET.
FOLKEDANSENS DAG PÅ FRILANDSMUSEET. Foto: MARTIN DAM KRISTENSEN/.

Det er en kultur, som skaber sammenhold og venskab, udtalte oppositionspolitikeren Kazeongere Tjeundo ifølge det franske nyhedsbureau AFP for nylig.

Tjeundo siger nu, at han vil foreslå en lov om konebytteri efter parlaments- og præsidentvalget, der finder sted om et par måneder.

Skikken med konebytteri, som på lokalsprog er kaldt tilbyd din kone til en gæst, er udbredt blandt Ovahimba- og Ovazemba-stammerne i den nordlige del af landet. De udgør kun cirka 86.000 ud af Namibias 2,2 millioner indbyggere og lever i afsides lokalsamfund i et svært tilgængelige, tørt og bjergrigt hjørne af landet.

Oppositionpolitiker Tjeundo, kommer selv fra Ovahimba-stammen og står til at blive genvalgt. Han fastslår, at konebytteri forebygger utroskab, fordi det er mændene selv, der bestemmer, hvilken ven de tilbyder deres kone til. Konerne derimod har ikke noget at skulle have sagt.

Udtalelserne har vakt stærke reaktioner i resten af Namibia, og en række kvinderettighedsforkæmpere og juridiske eksperter har taget til genmæle i avisen Namibian Sun.

Det er åben voldtægt. Kultur kan ikke bruges som undskyldning for at misbruge kvinder, siger landedirektør Sarry Eises fra ligestillingsorganisationen Gender Links Namibia.

LÆS OGSÅ: Dilemma: Tyskland hjælper sin allierede, men bryder folkeretten

Et flertal af kvinder i landet er imod skikken, som helt bør afskaffes, lyder det fra advokat Amon Ngavetene, hvis firma, Legal Assistance Centre, yder offentlig retshjælp.

Veronica de Klerk fra organisationen Womens Action for Development fordømmer også forslaget på det stærkeste. Hun mener, at konebytteri har alvorlige følelsesmæssige og psykologiske konsekvenser for kvinder og strider imod flere af landets love. Forslaget afslører et chokerende niveau af uvidenhed blandt visse politikere. I et land, hvor 18,2 procent af befolkningen er smittet med hiv, advarer de Klerk ligesom en række sundhedseksperter om, at skikken udsætter kvinder for en stor sundhedsfare.

Og det er netop bekymringen om spredning af hiv og aids, som Tjeundo og andre traditionelle ledere frygter vil blive brugt til at stoppe, hvad de siger er en gammel tradition. Lovforslaget skal sikre, at nomadefolket kan fortsætte med at bytte koner, men samtidig være oplyste om god praksis, når det gælder hiv-smittefare, siger den lokale leder Uziruapi Tjavaraen, ifølge AFP.

Men nu bliver Tjeundo undsagt af sit eget parti, Democratic Turnhalle Alliance, DTA.

DTA har intet at gøre med hans udtalelse. Det er hans personlige holdning, men vi respekterer hans kultur, sagde partiets generalsekretær i denne uge til avisen New Era og tilføjede, at Tjeundo er blevet bedt om at give en offentlig undskyldning.

Generalsekretæren udtrykte samtidig bekymring for, at udtalelserne kan skade partiet ved det kommende valg. Selv siger Tjeundo, at han er blevet misforstået.

Blandt rettighedsforkæmpere er skuffelsen allerede til at tage og føle på.

Det er en skam, at der i oppositionsrækkerne er denne åbne udstilling af holdninger, der hører stenalderen til. Den nuværende unge og dynamiske partiledelse skabte ellers håb om partiets succes, sagde civilsamfundsaktivist Veronica de Klerk ifølge New Era.

Den nytiltrådte leder af Tjeundos parti, McHenry Venaani, er således kendt for at være en åben fortaler for seksuelle mindretals rettigheder. Han har blandt andet kritiseret andre politikeres påstande om, at homoseksualitet er uafrikansk og bør stoppes.

Homoseksuelle har altid været en del af vores samfund, og det er videnskabeligt bevist, at der er homoseksuelle i alle folkeslag og kulturer. Hvem man sover med, er en personlig sag, udtalte Venaani sidste år til online nyhedssiden Gay Star News.

Nu er spørgsmålet, hvor langt partilederens seksuelle åbenhed strækker sig, når det gælder konebytteri, og hvordan han vil balancere kampen for mindretalsrettigheder med respekt for kvinders rettigheder.