Det var stærke sager, at Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt forleden i et debatindlæg i Politiken sammenlignede Israels optræden på Vestbredden med det hedengangne apartheidstyre i Sydafrika. Det vil sige med den raceadskillelsespolitik, som det hvide mindretal i næsten 50 år underkuede det sorte flertal med. Jakob Engel-Schmidt beskrev sine gruopvækkende oplevelser efter et femdages besøg på Vestbredden, arrangeret af Folkekirkens Nødhjælp, på denne måde: Palæstinensere får med næsten sikkerhed afslag på byggeansøgninger, mens israelske bosættere til stadighed udvider. Biler med israelske nummerplader får lov til at krydse grænseposter uhindret, mens biler med palæstinensiske nummerplader skal vente i timevis ved checkpoints. Kommer en palæstinenser op at slås med en israelsk bosætter, stilles palæstinenseren for en militærdomstol, mens israeleren kommer for en civil dommer. Og så videre.
LÆS OGSÅ: Hans Hauge: Dansk debat om Mellemøsten er frosset fast
Alt sammen øger det palæstinensernes had til Israel. Debatindlægget fik omgående Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, til at markere, at Jakob Engel-Schmidts synspunkt ikke er Venstres. Partiet vil ikke sætte lighedstegn mellem apartheid og Israel. Hvilket resulterede i, at Jakob Engel-Schmidt kom med en typisk politikerbeklagelse, nemlig en beklagelse over, at selve ordet apartheid kom til at skygge for sagens indhold. Det er også meget beklageligt, for Israel bør virkelig overveje sin hårde linje over for palæstinenserne.
På denne plads har Kristeligt Dagblad ofte forsvaret Israels ret til at værne sig, ikke mindst over for de utallige raket- og terror-angreb, palæstinensere står bag. Næppe noget land i verden ville acceptere det stiltiende. Men hvilke midler er rimelige i kampen? Det er der ingen lette svar på. Det bør vække til eftertanke, at et enkelt besøg på Vestbredden kan få en borgerlig og i øvrigt Israelvenlig politiker til at tale om apartheid. Vist lider Israel under terror på en måde, som de hvide i Sydafrika aldrig var i nærheden af, så apartheidparallellen holder ikke. Men Israel bør tage kritikken, som også er rejst mange andre steder, seriøst. For faktuelt lider palæstinensere under en voldsom forskelsbehandling i de besatte områder.
Færre kokke, tak
Fornuftig aftale om at slanke forsvarstoppen
For mange kokke fordærver maden. Med den nye, brede politiske aftale om at reducere forsvarets ledelse fra 14 til 9 generaler bliver der lidt bedre plads i køkkenet og forhåbentlig en sundere ret. Samtidig rykkes der grundigt rundt på enhederne, og flere funktioner flyttes ud i landet. Man kan så spørge, om man bør gennemføre så omfattende reformer, netop som krisen i Ukraine spidser til, og der måske er mere behov for stabilitet end i smult vande. Forhåbentlig er forsvaret dog professionelt nok til at håndtere ommøbleringen, selv i en krisetid. Helt overordnet ligner det et fornuftigt forlig, som omfatter alle Folketingets partier bortset fra Enhedslisten.
Efter politisk sædvane er nogle af de mange flytninger øjensynligt mere begrundet i lokalpolitiske vælgerhensyn end i strikt militærlogisk argumentation. Det rokker dog ikke ved, at der har været usædvanlig meget rod i forsvarets økonomi og ledelse i nyere tid, og forhåbentlig kan den nye, slankere struktur råde bod på det.