Morten Hørning Jensen er lektor på Menighedsfakultetet og redaktør af det arkæologiske tidsskrift TEL.
kirken i verden
Egentlig skulle Pontius Pilatus, der langfredag dømte Jesus til korsfæstelse, aldrig have haft mere end en fodnote i verdenshistorien. Han var en romersk mellemklasseembedsmand over en mindre tredjerangsprovins. Dem var der så mange af, at vi knap kender navnene på dem. Men én scene i hans liv ville det anderledes: mødet med Jesus fra Nazaret, der endte med at gøre Pilatus mere kendt end mangen en kejser. Det gav ham et navn, der lyder i kirkerne verden over, hver gang den apostolske trosbekendelse siges.
Spørgsmålet er blot, om han er helgen eller brutal slagter. Det strides traditionerne om. På den ene side har vi senere kristne traditioner, der med afsæt i passionsberetningens beskrivelse af Pilatus uvilje mod at dømme Jesus gik endda særdeles langt for at frikende Pilatus for skyld i Jesu død. Kirkefaderen Tertullian fra det 3. århundrede kaldte Pilatus for en kristen i hjertet, mens Augustin fra det 5. århundrede kaldte ham for en profet for Gudsriget. Den etiopiske kirke tog skridtet fuldt ud og gjorde ham i det 6. århundrede til en helgen med en årlig sanktpilatusdag den 19. juni.
På den anden side har vi en række brutale beskrivelser af Pilatus i kilder fra det første århundrede af for eksempel de jødiske skribenter Josefus og Filon. Ifølge disse veg Pilatus ikke tilbage fra at løse konflikter med køller, sværd og hård hånd.
Én ting er dog sikkert: Problemerne for Pilatus opstod altid i Jerusalem. Faktisk brød Pilatus sig formodentlig slet ikke om at besøge byen. Som alle andre romerske statholdere havde han sin faste residens i Herodes den Stores havneby, Cæsarea, der trods alt havde lidt romersk klasse over sig. Her var hans palads og hovedparten af hans mindre hærenhed.
LÆS OGSÅ: Det kræver en vanvittig at tro på Jesu opstandelse
Men et par gange til tre om året, når jøderne valfartede til Jerusalem til de store højtider, var han nødt til at troppe op i Jerusalem med sine soldater og støtte den lille permanent udstationerede hær-enhed i Antoniaborgen.
Det var under disse besøg i Jerusalem, konflikterne opstod. Ifølge Josefus havde Pilatus knap sat sine ben i landet, før han marcherede sin hær til Jerusalem for at opstille de traditionelle romerske felttegn i byen. Ifølge kilderne havde ingen af statholderne før Pilatus vovet dette. De romerske felttegn rummede nemlig ikke blot billeder af levende væsener som den romerske ørn, men tjente i det hele taget som kultiske genstande for soldaterne. For jøderne var det en uhørt, grov fornærmelse at bringe den romerske kult til Jerusalem. Det samme var det, da han senere tog af tempelskatten for at anlægge en vandledning. Og de mønter, han sendte i omløb, hjalp heller ikke på billedet. Måske for at vise sin iver for kejser Tiberius i Rom lod Pilatus nemlig romerske kultgenstande aftrykke på sine mønter.
Alt dette førte ved flere lejligheder til tumultagtige tilstande i kølvandet på Pilatus besøg i Jerusalem, og i mindst to af dem endte det formentlig i et blodbad. Josefus fortæller, hvordan Pilatus søgte at opløse en opstand ved at sende civilklædte soldater med køller under kapperne ind i folkemængden, der på et bestemt signal skulle begynde at slå løs på alt med en puls. Lukasevangeliet beretter om nogle personer, der stakåndet opsøger Jesus for at høre, om han har hørt nyheden om de galilæiske pilgrimme, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Andre gange, bemærkelsesværdigt nok, havde jøderne held med at tvinge deres vilje igennem ved for eksempel at true Pilatus med at klage til kejseren.
Beretninger som disse giver historisk dybde til passionsberetningens beskrivelse af det jødiske råds forsøg på at få Pilatus til at dømme Jesus. Ifølge evangelierne former det sig som en klassisk magtkamp mellem de jødiske lederes interesser og Pilatus forsøg på at holde sig uden for en kilden affære. Til sidst spiller det jødiske råd en dobbelt triumf, der afgør sagen til dets fordel: Dels anklager man Pilatus for ikke at være kejserens ven, hvis han ikke henretter en person, der kalder sig selv for konge, dels har rådet medbragt en folkeskare, som det truer med at bruge til at sætte hele byen i oprør med. Uro og loyalitetsanklager: Det var for stærk en cocktail at skylle ned, selv for Pilatus.
Selvom evangelierne læst i andre samtidskilders lys giver et detaljeret og realistisk billede af, hvordan en statholders arbejdsdag kunne forløbe, gør det ikke Pilatus til et af historiens blide lam. Det kan nok være, at han var uvillig til at dømme en for ham at se ufarlig og sølle skikkelse fra Udkantsisrael, men en helgen var Pilatus ikke.