Nederlagsnationalismen

Danmark har ufrivilligt anvist vejen til en ufarlig nationalisme

Dannebrog vajer ved Dybbøl Mølle på Dybbøl banke. August 2004. The Danish flag, Dannebrog, at the famous windmill, Dybbøl Mølle, where Denmark lost the battle against Preussia in 1864. Slagmark, slagmarker, nationale symboler, krigsskuepladser, krig, militær, historie, historisk, historiske begivenheder, historiske slag, nationalisme, flag, flagstænger, splitflag. Battlefields,
Dannebrog vajer ved Dybbøl Mølle på Dybbøl banke. August 2004. The Danish flag, Dannebrog, at the famous windmill, Dybbøl Mølle, where Denmark lost the battle against Preussia in 1864. Slagmark, slagmarker, nationale symboler, krigsskuepladser, krig, militær, historie, historisk, historiske begivenheder, historiske slag, nationalisme, flag, flagstænger, splitflag. Battlefields,. Foto: Henrik Pyndt Sørensen/.

Udadtil er Danmarks historie én lang nederlagsberetning, hvis man ser bort fra Sønderjyllands genforening i 1920. Bestandigt er riget skrumpet, og alene i år markerer vi to jubilæer for territoriale indskrænkninger, dels 200-året for Norges løsrivelse og dels 150-året for tabet af Slesvig-Holsten og Lauenborg i 2. Slesvigske Krig. Den 18. april er det præcis 150 år siden, prøjsiske og østrigske styrker udraderede de danske stillinger på Dybbøl og dermed lagde fundamentet til et mere end hundredårigt dansk mindreværdskompleks.

Få måneder efter det afgørende slag led de danske styrker et nyt nederlag på Als, og på randen til nationens opløsning måtte den danske regering acceptere de ydmygende prøjsiske fredsbetingelser. Danmark blev definitivt reduceret fra at være en europæisk mellemmagt til en småstat.

LÆS OGSÅ: Hvem var skyld i nederlaget i 1964?

En af drivkræfterne i konflikten var 1800-tallets nationalromantik eller nationalisme, om man vil. På dansk side førte den til de urealistiske forestillinger om en dansk helstat til Ejderen, mens den prøjsiske ministerpræsident, Otto von Bismarck, efter denne og flere andre succesfulde krige blev den første rigskansler i det forenede tyske kejserrige i 1871. Her blev kimen efter alt at dømme lagt til den usunde tyske nationalisme, der i det følgende århundrede kastede verden ud i to altødelæggende krige. Omvendt blev den danske nederlagsnationalisme vendt indad. Heden skulle vindes til frugtbarhed, og der skulle synges og tales dansk og vajes med Dannebrog, samtidig med at der militært skulle holdes lav profil over for den store nabo i syd. For hvad skulle det nytte at opruste et dansk forsvar?

Efter Første Verdenskrig og Tysklands nederlag fik sønderjyderne en uventet mulighed for at stemme om deres nationale tilhørsforhold, og dermed blev Nordslesvig til Sønderjylland. Det var altså ikke en mulighed, Danmark selv fremtvang, men et udslag af begivenheder ude i Europa. Delingen af Slesvig kom stort set til at følge befolkningernes sprog, som forstandige internationale mæglere desværre uden held havde forsøgt at få den danske regering med på ved fredsforhandlingerne allerede i maj 1864.

Løsningen på den dansk-tyske grænsestrid er siden blevet fremhævet som et internationalt mønstereksempel. Grænsen følger næsten helt lokalbefolkningens ønsker, og man tager vidtstrakte hensyn til de nationale mindretal. Man giver dem for eksempel fortrinsret til politisk repræsentation, og man støtter skoler, der underviser på deres modersmål. Med tanke på den aktuelle konflikt i Ukraine burde der være inspiration at hente her. Desværre har det ofte vist sig, at det er svært at tale fornuft til den utæmmede og aggressive nationalisme. Det er formentlig også forklaringen på, at nationalisme i det hele taget har fået så blakket et ry, som tilfældet er. I bund og grund er fædrelandskærlighed dog en legitim følelse, og idéen om, at man kan bilægge alle krige, blot det lykkes at udrydde nationalfølelsen, er naiv. Det er muligt både at forsvare sit land og sit sprog og samtidig ønske naboer den samme mulighed. Måske er det den vigtigste lektie, dansken har lært af sine mange nederlag. hhh