Den lille pige rækker ud efter skuffens skarpe kant og hiver sig prøvende op på knæ. Så sender hun mor et spørgende blik. Den unge kvinde ryster let på hovedet, sætter sig på hug og forklarer pædagogisk, at skarpe skuffer er farlige for små fingre. 19-årige Ditte Gudnitz har aldrig lært at være nogens mor, og hun er i de flestes øjne alt for ung til at være det. Alligevel er hun ret god til det.
Amy, der er et år gammel, er buttet og lattermild og kravler nysgerrigt rundt i lejligheden fulgt af sin mors årvågne øjne. Hun følger udviklingstrinene til punkt og prikke. Former sine første ord, forsøger sig på vaklende ben, forbedrer sin finmotorik og er komplet umulig ligesom alle andre etårige.
"Jeg var selvfølgelig forvirret og bange og virkelig presset, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. For jeg er jo meget ung, og jeg har selv haft en rigtig svær barndom uden stærke rollemodeller. Men Amy får mig til at gøre mig umage. Der er ingen undskyldninger længere. Tøjet skal vaskes, maden skal laves, der skal ryddes op og leges. Og så skal jeg have min uddannelse," siger Ditte Gudnitz, inden hun tager Amy i armene og tålmodigt forsøger at bakse den tydeligt utilfredse tumling i overtøjet.
Ditte Gudnitz blev mor som 18-årig, hun havde netop brudt med sin kæreste, var droppet ud af endnu et uddannelsesforløb og var for længst flyttet fra et barndomshjem præget af ustabilitet. Som boligløs og gravid stod hun lige for at indfri alle samfundets fordomme om unge udsatte piger, der bliver mødre alt for tidligt og sætter både deres egen og barnets fremtid over styr.
Helt unge mødre har betydeligt større risiko for at ende i arbejdsløshed, halvdelen får aldrig en uddannelse og flere magter ikke at passe deres børn. Det er med andre ord et faktum, at unge mødre er en udsat gruppe, men i det noget dystre perspektiv er det let at overse, at rigtig mange af dem rent faktisk klarer sig godt trods svære odds. De vokser med opgaven, formår at balancere babymos og godnatsange med studier, lektier og fremtidsplaner. Og skaber trygge kærlige hjem for dem selv og deres børn. En af dem er Ditte Gudnitz.
Mødrehjælpen skaffede hende en lille lejlighed på Alexandrakollegiet for unge mødre i Valby i København, og Ditte Gudnitz flyttede ind, fødte sit barn og blev mor. Med støtte fra kollegiets ansatte passede hun selv sin datter det første år også i de måneder, hvor hver nat var en endeløs traven frem og tilbage over gulvet med et skrigende kolikbarn i armene.
I dag går Amy i vuggestue, og Ditte Gudnitz læser HF. Hun får gode karakterer, og drømmer om en universitetsuddannelse inden for humaniora, helst psykologi.
"Det er klart, at det er svært, og at jeg nogle gange har brug for ekstra hjælp, men jeg synes faktisk, det går godt, og jeg får også ros, heldigvis. Jeg vil gerne have, at Amy bliver et trygt og glad barn, der kan regne med sin mor. Sådan havde jeg det ikke selv som barn, så det er meget vigtigt for mig," siger Ditte Gudnitz.
Selvom hun ved, at hun klarer det godt, kan hun stadig blive grebet af usikkerhed og en ubehagelig frygt for, at andre ikke tror, at hun passer ordentligt på Amy. Når datteren har snottet næse eller har reddet sig en omgang øjenbetændelse, kan hun godt blive bekymret for, at andre tænker, at det er hende teenagemoren der ikke har passet godt nok på sit barn.
"Det er jo helt fjollet, for alle børn bliver forkølede. Det er bare fordommene, og det er de samme fordomme, der stempler unge mødre som dårlige, uambitiøse mødre. Her på kollegiet er der for eksempel både en sygeplejerskestuderende, en jurastuderende, en ingeniørstuderende, og flere der er ved at færdiggøre deres ungdomsuddannelse. Vi læser allesammen, mens vi passer vores børn alene og på fuld tid. Det kan man da ikke kalde uambitiøst," siger Ditte Gudnitz.
Fordommene irriterer hende, men er heldigvis ikke det, der fylder mest i hendes nye liv som mor. Det, der fylder mest, er præcis det samme, der fylder i alle andre mødres liv. Hyggelige aftenritualer med Amy, der pludrer og plasker i aftenbadet, tilberedning af sunde måltider med rigeligt grønt og groft og udflugter til legepladser i selskab med andre mødre og deres børn. Ditte Gudnitz fortæller med præcis samme stolthed og begejstring som alle andre mødre om sin lille piges fremskidt, pudsige indfald og de første spæde venskaber, hun kan se, at datteren er begyndt at knytte til nogle af de andre børn, der bor på kollegiet.
"De er simpelthen så søde og kære sammen og holder nærmest af hinanden som søskende. Det er virkelig skønt at se. Hun er glad og tryg. Og det må jo betyde, at jeg gør et eller andet rigtigt."