Påske på dansk: Kristen kulturarv binder os sammen

Hvad har vi at være fælles om, når vi alle bare skal have det bedst muligt på hver vores egen måde? Og hvorfra eller hvordan vil fremtidens generationer få fornemmelsen af at høre til eller at have et ansvar for andet end dem selv? Påsken leverer et svar, skriver generalsekretær i Bibelselskabet, Morten Thomsen Højsgaard

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

Vi lever i en del af verden, hvor flere og flere får lettere ved at klare sig selv, vælge selv, underholde sig selv, leve livet selv.

Den såkaldte singlekultur er på vej frem. Samtidig gør den digitale revolution det muligt for os at få nyheder, adspredelse, ja, selv søgen efter viden serveret hurtigt og enkelt og tilpasset netop de behov og interesser, som vi nu hver især har.

I arbejdslivet stiger kravene til specialisering og personlig udvikling. Vi skal være gode til noget, som ingen andre kan, for at kunne klare os i den globale konkurrence. I skolen skal der lægges planer ikke bare for årgange eller klasser, men for hver enkelt elev. Der er meget godt at sige hertil. Det personligt tilpassede samfund med velfærd og frihed ville have fået husmænd og vaskekoner til at dåne af benovelse for bare få århundreder siden.

Men der er også en bagside af medaljen, når enhver bliver sin egen lykkes smed, og alle ræser derudad. For hvad har vi at være fælles om, når vi alle bare skal have det bedst muligt på hver vores egen måde? Og hvorfra eller hvordan vil fremtidens generationer få fornemmelsen af at høre til eller at have et ansvar for andet end dem selv?

Påsken leverer et svar. Alt imens forårssolen bliver morgenrød, kornet begynder at spire, og bondeblomster springer ud i de prægtigste gule landsbyfarver, ja, så udgør kirkens store højtid med sine lokkende fridage og tid til eftertanke et modtræk til al hyper-individualismen.

I påsken får familien Danmark foræret noget at være fælles om. En del benytter anledningen til at gå i kirke og lytte til påskeberetningerne om Jesus, der døde og opstod for menneskers skyld. Kirkegangen til højtider og andre særlige lejligheder er faktisk let stigende. Men endnu flere bruger nu påsken til at være sammen med den familie og de venner, som de måske ellers ikke har fået tid til i en travl hverdag.

Mange danskere tænker i øvrigt mest troen med maven. En vigtig faktor i det fællesskab, som påsken tilbyder os, er derfor påskelammet, som vil blive serveret i tusinder og atter tusinder af danske hjem i disse dage.

Blandt politikerne på Christiansborg er der fra højre til venstre en stærk forståelse for, at Danmark ikke kun hænger sammen via love, økonomi og offentlig adfærdsregulering.

Da kultur- og kirkeminister Marianne Jelved (R) tid-ligere på måneden åbnede Teologiens Døgn i Aarhus, gjorde hun netop opmærksom på, at Danmark er og skal være mere end summen af alle landets individualister. Hun påpegede også, at kunst og kultur og kristendom er stærke kilder, der bidrager til at binde os sammen i berigende fællesskaber.

Tilsvarende lød det, da Helle Thorning-Schmidt (S) for nogle år siden var gæst sammen med Lars Barfoed (K) i et bemærkelsesværdigt program op til påske på DR. Det er vigtigt, at vi husker vores historie. At vi ved, hvorfor vi fejrer skærtorsdag og langfredag. At vi ved, hvad der skete. Jeg skal bruge tid på at læse om det i Bibelen i påskedagene, bemærkede Thorning-Schmidt blandt andet. Mens Lars Barfoed over for studieværten vurderede, at det er vigtigt at vide, hvad der skete i påskedagene med Jesus, og huske på, hvilket grundlag, det giver os som et kristent land.

Da Barfoeds partikollega Per Stig Møller forleden i Berlingske fulgte op på Ahmed Akkaris nye bog om Muhammed-krisen, trak Per Stig Møller i samme retning. Akkari underskylder og beder om forladelse, og den tilgivelse skal han få, for det har kristendommen lært os, lød det fra den tidligere udenrigsminister.

Den røde tråd fra Jelved over Thorning-Schmidt til Barfoed og Møller er ikke svær at få øje på. Den kristne tænkning udgør en vigtig del af det mentale prisme, som politikerne ser eller forstår hele samfundet igennem.

At vi skulle være et særligt sekulært land, er det rene vrøvl. Ned i hver detalje er vi præget af kristendom, har selv Enhedslistens Per Clausen engang udtalt.

Kristendommens rolle som bærer af kultur og samhørighed er værd at lægge mærke til, ikke mindst i påsken. I en tid med opbrud kan og vil der blive gjort mange andre og nye forsøg på at få land og rige til at hænge sammen. I perioder kan vi for eksempel samles optimistisk om sportslige succeser, om store dramaserier og sangkonkurrencer på tv eller om royale begivenheder. I andre tilfælde rykker vi sammen som følge af naturkatastrofer eller andre kriser, der skæbnesvangert rammer på tværs af alle de individuelle ønsker og interesser. Men noget af det mest grundlæggende, vi har, som modvirker tendensen til det totale egotrip, er stadig den kulturarv, som vi har fået overleveret fra kristendommen og fra bibelhistorien. Her er fortællinger, ritualer, traditioner, der er så stærke, som tænkes kan. Og når mennesker slår sig og kommer til kort i samtidens individuelle ræs, så er her også noget at falde tilbage på.

Påsken fortæller vidt og bredt, at vi kan lade nåde gå for ret, at tilgivelse er mulig, at skyld kan sones, at alle kan få en ny chance. Og det har vi som nation til hver en tid haft rigtig godt af at høre.

Kirkeligt set skrives på skift af folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm, teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm og ph.d. og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard