I sit debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 10. april går sognepræst Carsten Mulnæs fra det polemisk agiterende til det løsagtige. Med den borgerlige modstand i Folketinget mod et fællesudvalg i folkekirken er det tydeligt for enhver, at den sag ikke er politisk afgjort på forhånd, som Mulnæs påstår.
Derfor har jeg naturligvis heller ikke oplyst det på vores fælles møde i Ballerup.
LÆS OGSÅ: Kort høringsfrist fra minister, som ellers har ry for at lytte
Jeg siger kun, hvad alle med blot nogen fornemmelse for vores samfundsudvikling kan se: På et tidspunkt bliver folkekirken nødt til at stå mere på egne ben.
Og jeg tilføjer, at det tog 100 år for menighedsrådene at få lov til at lede kirkens arbejde i deres egne sogne. Så skal tingene udvikles med samme fart på landsplan, er det på høje tid, at folkekirken begynder at øve sig i et fælles landsudvalg.
JEG DRØMMER IKKE OM, at et fællesudvalg som det første ville give sig til at drøfte præstekjolen.
Og jeg kalder ikke præstekjolen en klovnedragt. Præstekjolen er en borgerdragt fra 1600-tallet, som desværre med sin sorte farve står dårligt i samklang med det glade budskab, præster skal forkynde.
Jeg lavede for en del år siden en liste på 12 punkter over folkekirkelige udfordringer, som falder under stolen i dag, men som i givet fald kan drøftes i et fællesudvalg.
Listen står at læse i Dansk Tidsskrift for Teologi og Kirke 2011, nr. 2.
De første punkter handler om folkekirkens forhold til det faldende medlemstal. Dåbsprocenten er i de seneste 10 år faldet fra 75,5 til 65,6 procent på landsplan. Først som nummer 10 på listen nævner jeg spørgsmålet om rette præsteklæder.
Så længe Carsten Mulnæs har held med sin skræmmekampagne mod et fællesudvalg, er han herligt sikker på, at der ikke kommer et valgfrit alternativ til den sorte præstekjole.
Hvad Mulnæs er bange for er den demokratiske drøftelse af rimeligheden af at give frihed til de præster og menigheder, der gerne ville have et alternativ.
Mulnæs klamrer sig til en situation, hvor en lang række ting ikke kan nå frem til en fælles drøftelse i folkekirken, herunder hvad der kan gøres for, at flere vil være med som medlemmer i kirken.
Folkekirkens formål er ikke at sikre den gamle præstekjoles monopol, men at fremme et nært forhold mellem folk og kristendom, for eksempel gennem en høj medlemsprocent i folkekirken.
Det er den slags spørgsmål, man kunne drøfte i et fælles udvalg, hvis ellers ikke det lykkes Mulmæs at få det forhindret.
Hans Raun Iversen er lektor i teologi ved Københavns Universitet