En ny elitær institution vil mangle demokratisk legitimitet

For at det skal lyde så uskyldigt som muligt, har de grimme gloser med den ilde klang, 'synode' og 'kirkeråd', veget pladsen for det mere blodfattige ord 'fællesudvalg'

Tegning: Peter M. Jensen
Tegning: Peter M. Jensen.

”Jamen, der er jo ikke nogen, der kan tale på kirkens vegne. Det bør ændres, så vi får et kirkeråd.” Den bemærkning hører man af og til, og så længe, jeg kan huske, har jeg reageret prompte med min personlige test.

Derfor spørger jeg, om den pågældende ønsker et kirkeråd, der alene består af tidehvervsfolk. De udspurgte, der som regel har haft et aktivistisk sindelag, har slået syv kors for sig, så jeg spydigt har kunnet konstatere, at ønsket om et kirkeråd altså forudsætter, at rådet kommer til at bestå af fromme meningsfæller, medens modstandere holdes ude.

Synspunktet er så evigt menneskeligt, og med indirekte valg og i noget, der minder om det engelske valg i enkeltmandskredse, kan man da også være ret sikker på, at et kirkeråd som foreslået af det, jeg kalder synodeudvalget, har sikret sig imod indblanding fra mere besværlige mindretal.

Udvalget, der har udarbejdet betænkning om kirkeråd, hedder ganske vist ”Udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken”. Opgaven har jo ikke været at undersøge, om et kirkeråd er gavnligt eller nødvendigt, men alene at give det indtryk, at folkekirken har en usammenhængende og umoderne styringsstruktur.

På den måde har kirkeministeren fra starten sikret sig det ønskede resultat. Og for at det skal lyde så uskyldigt som muligt har de grimme gloser med den ilde klang, ”synode og kirkeråd”, veget pladsen for det mere blodfattige ord ”fællesudvalg”.

Men ellers er alt ved det gamle hos synodetilhængerne: Man påstår, at man ønsker større frihed og større selvstændighed for folkekirken. Men hermed menes ikke større frihed og selvstændighed for den egentlige kirke, altså sognet, hvor man mødes om forkyndelsen. Nej, den kirke, der skal selvstændiggøres, er en institution, som skal styrkes i toppen og ledes af en lille elite.

Demokratisk legitimitet er der ikke tale om, for de valgbare udgør så lille en del af alle døbte, at intet valgt medlem kan påberåbe sig nogen form for demokratisk legitimitet. Noget tyder tillige på, at synoden selv kan bestemme, om møderne skal være lukkede, såfremt udvalget selv finder det praktisk.

Heroverfor står det Folketing, som man ønsker at løsrive sig fra, der er valgt med en stemmeprocent på nær 90 af samtlige valgberettigede borgere. Folketinget besidder ikke blot en demokratisk legitimitet, som et kirkeråd aldrig vil kunne hamle op med, men Folketingets sammensætning afspejler på grund af valgmetoden også de mindretal, som ikke får en chance med kirkerådets valgmetode. Folketinget repræsenterer en mangfoldighed af kirkepolitiske synspunkter, som er langt mere repræsentativt end et kirkeråd.

Uanset hvordan man end med regler måtte forsøge at begrænse et kirkerådets kompetence, så viser al menneskelig erfaring, at et sådant råd vil forsøge at tiltage sig mere magt. Et cenralt kirkeråd er ”gefundenes fressen” for den mere dovne og uvidende del af pressen, som synes, det er dejlig let blot at spørge kirkerådet.

Faktisk var det nær lykkedes Københavns Stiftsråd at bilde pressen ind, at rådet havde nedlagt en række kirker i København. Ganske vist har rådet slet ikke den kompetence, men rådets dygtige brug af pressen gav befolkningen et billede af, at kirkerne nærmest var nedlagt.

Et mærkeligt fænomen ser med betænkningen dagens lys. Et lovudkast om kirkens indre anliggender. En fæl sammenblanding, hvor det samme udvalg i fremtiden både skal tage sig af ydre og indre anliggender. En centralisering uden lige, som ikke er set i mands minde.

Mon det forberedende udvalg nu har tænkt den sag igennem? Loven skal jo vedtages af Folketinget. Og når man først bærer indre anliggender ind i Folketinget, så kan alt ske, også det stik modsatte af, hvad styringsudvalget havde tænkt sig. Folketinget ønsker måske indre anliggender defineret helt anderledes eller en anden procedure. Og når først en lov er vedtaget, er der altid en risiko for, at et folketingsmedlem bringer sagen op igen og igen med nye ændringsforslag. Indre anliggender er blevet en politisk sag.

Sådan er det, hver gang, man vil fri af Folketinget. Det kræver en ny lov. Man kan i det hele taget godt få det indtryk, at styringsudvalget har haft det lidt vanskeligt med at forstå, at det parlamentariske system både definerer Folketinget som lovgivningsmagt og som kontrolinstans over for kirkeministeren. Og da udvalget både involverer Folketinget i indre anliggender og fortsat ønsker statsmidler, ligger den demokratiske kontrol fortsat i Folketinget.

Interessant er det da også, om kirkeministeren vil gennemtrumfe den største ændring i folkekirkens historie uden om et meget stort mindretal i Folketinget og lade Enhedslisten afgøre folkekirkens fremtid.